2. Oeder til Linné 9. Sept. 1761. (Schiødte nr. 11 p. 355).
»— — — — Hvad Hr. Forskål angaar, som jeg, det gentager jeg, vurderer højt, og som fuldt ud er den Opgave voksen, han er sat til, skal jeg yderligere forklare, hvad jeg skrev i mit forrige Brev. Da han tænkte paa at tage sig en Medhjælper, skulde han i rette Tid, og førend han førte med sig en ukendt Mand (hvad man ikke maa tro, jeg siger for at nedsætte Hr. Falk), ukendt, siger jeg altsaa, for vor Regering, først have forelagt denne sin Plan for Regeringen ; havde han ikke undladt dette og havde s. 167skrevet, før der tænktes paa at tage en eller anden ung Mand med herfra foruden de tidligere, saa er jeg rigtignok overbevist om, at han vilde have faaet Tilladelse for Falk, som han sagde var dygtig, og at den er blevet ham nægtet, misbilliger jeg ganske vist. Men da Forskål kom for sent, efterat det allerede var blevet bekendt blandt den studerende Ungdom, og der var forhandlet om en egnet Mand, og navnlig da han holdt fast ved Falk, som han havde ført med sig, uden at han var bleven omtalt i Forvejen, krænkede han vore Embedsmænd ved at vise altfor stor Selvsikkerhed, og han kunde ikke med Grund undre sig over, at han ikke kunde føre den Sag igennem. Da han tog dette meget ilde op og ikke lagde Skjul herpaa, vakte han Ascanius’ og Kratzensteins Fjendskab ved at skyde Skylden over paa dem for, at det var paa deres Forslag, og først efter at han var ankommet, at der var begyndt Forhandling om en Mand herfra, naturligvis for at Forskål ikke skulde faa sit Ønske opfyldt, og ved at klage hos Regeringen fik han det ud deraf, at Klagen ansaas for uberettiget. At han er glad ved mit Venskab, er det mig behageligt at høre, saa vel af Dit Brev som af Hr. Spenglers Mund, saa meget mere som jeg er mig vel bevidst den Ærlighed, som Hr. Forskål bevidner mig. Men jeg elsker rigtignok først og fremmest Sandheden, den udtaler jeg, og den stræber jeg efter at vare, men paa fredelig Vis, og Meningsforskel kan ikke bringe mig til at holde mindre af mine Venner eller agte Lærere i vort Fag ringere, end sige at jeg skulde misunde dem.
Jeg beder Dig derfor om, Mester, at Du ikke vil give Rum for den Mistanke om noget Fjendskab, som blev vakt af et Rygte, der, efter hvad Du fortæller, er udbredt hos Jer, men som dog ikke mere synes at være til Stede hos Dig. De hundrede Gange har jeg forsikret Hr. Forskål, at jeg vilde sende Dig de tørrede Planter og en Del af de Frø, han maatte sende mig. Endnu for nylig, da han skrev fra Marseille og bad om Tilladelse til at sende sine Samlinger — — — — enten til Frankrig til Sauvages, eller til England eller til Holland, fik han øjeblikkeligt sit Ønske opfyldt. Han skriver nok til Dig selv, naar han vil og kan, og Du skal faa, hvad der maatte komme mig i Hænde, helt og ube skaaret — — — —«