Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Mynster, Christian Peter Gutzon FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1833-12-16)

Borchs Kollegium. 16. December 1833.

Kjære Christian! Tro ikke, at disse Linier har til Hensigt at takke Dig og Din Caroline og hendes fortræffelige Forældre for de uforglemmelige Dage, vi sidst tilbragte med hverandre [ved Brylluppet i Frederiksborg 20. Novbr.]! — Jeg vil fortælle Dig, at Du maa belave Dig paa en Prædiken til anden Juledag. Jeg behøver ikke at anføre Grunde, hvorfor jeg ikke kan holde mit Løfte; de ere forresten de samme, som i forrige Uge efter lang Kamp tvang mig til at sige til Professor Clausen, s. 34at jeg ikke kunde holde, hvad jeg havde lovet. Dersom Du veed, hvad det er at prædike for sin Menighed, og hvad en Kandidat er for et misserabelt Kreatur paa en Prædikestol, vi har tidt talt derom, og nu har Du erfaret det: saa veed Du, hvorfor jeg aldrig har kunnet faa den fortræffelige Prædiken paa Papiret, som jeg fortalte Dig sidst her i Byen, at jeg havde færdig i Hovedet, — „om det Hus, som skulde lades øde, indtil de sagde: velsignet være Han.“ — —

Desuden, kjære Ven! jeg kommer jo ud for at se Dig i Din Menighed, hvor Du har hjemme, og deraf lære, hvorledes jeg skal have det en Gang i mit Hjem, ikke for at Du skal se, hvorledes Kandidaterne i Kjøbenhavn løbe op paa Prædikestolen med spidse Kjoler. Det har vi dog begge faaet nok af. Mener Du, jeg gjør for Meget af Kjolen? Der er dog visselig en Aand, — jeg vil ikke sige, den sidder i Kjolen; men hvorfor kan den ikke komme med Kjolen? Skriver ikke Paulus, at den kom med Haandspaalæggelsen ? — Jeg kan ikke skrive en Prædiken for Din Menighed, saalænge jeg har Haab om, at jeg snart selv skal have min.

Saa gaar det da ud over Dig! Ja, kjære Ven! dersom jeg ikke turde bryde dette Løfte, saa kaldte jeg Dig ikke saaledes. — Og Julegrøden, hvormed jeg skulde forudbetales af Din Kone (det er dog morsomt at skrive om Din Kone), den kan jeg nu ikke fordre, men tager den dog gjerne som en Naadegave. Og nu uden al Spøg og i ramme Alvor: Jeg længes umaadelig etter at se Dig og leve med Dig i Din Præstegaard, og glæder mig saa meget dertil, at om ogsaa Kongen besvarer mine Ansøgninger forinden, skal intet Ja fordunkle og intet Nej forstyrre denne Glæde.