Valløby, 7. August 1842.
Min kjære Otto!
Jeg sidder i min Dagligstue, Alle ere gaaede i Seng, Alt stille om mig, kun Uhret henne paa min Carolines Sekretær lader sine Smaaslag høre, og en Træorm banker i Sofaen, hvor jeg sidder for at skrive til min trofaste, kjærlige Ven. I Aften for et halvt Aar siden laa min Caroline i Dødskampen, jeg sad hos hende, tørrede den kolde Sved af hendes Pande og Kind og holdt hendes kolde Haand i min. Begge bad vi Gud forbarme sig og gjøre Striden kort og let, men den blev lang og tung, og dog kunde vi klart, som kun i Livets udvalgte Timer, mærke, at Forbarnieren var hos os, saa at min stridende Caroline til det sidste Suk kunde kalde paa ham i varme Bønner. Nu er hun for Jesu Skyld allerede længe der, hvor jeg tidt saä inderlig længes efter at samles med hende, og hvor jeg ved hans Naade en Gang skal naa hen, naar den belejlige Stund kommer, naar jeg kun, som jeg med Apostelen i Dag formanede mig selv og min kjære Menighed til, ardejder med Frygt og Bæven paa min Saliggjørelse. Men mange Gange føler jeg mig saa utrolig ene og saa svag og omtaaget, uduelig og uvillig til Alt; Ingenting vil gaa fra Haanden, og dog er jeg langt mere i mit Studerekammer end før, da jeg dog kunde faa læst en Del; og dog er maaske min trofaste Hustru mig nu saa nær, som aldrig før, kan maaske nu hjælpe mig og bede for mig i min Strid saa velsignende, som aldrig før, saa at Skylden vel er min egen, naar jeg føler mig saa ene og savner hende i Kirken og hjemme og overalt, hvor hun delte Glæde og Sorg og Byrde med mig.
s. 618. August 1842.
Her afbrød jeg i Aftes. Jeg var kømmen ind paa en ganske anden Vej end den, jeg vilde gaaet, da jeg tog Permen i Haanden for at skrive til Dig. Jeg tog det Hefte frem, hvori jeg hin Nat i en roligere Stund og Dagen efter optegnede det Vigtigste af, hvad der foregik i Stridens Timer; — Alt staar saa forunderlig klart og nær for mig, at jeg ikke kan fatte, at der er gaaet et Halvaar siden. Tidt har jeg siden følt mig saa uendelig bedrøvet og forladt, men, Gud være lovet! ogsaa tidt ret glad og rig, og mest, naar Taarerne have strømmet i frit Løb i Kirken, og Mange i min Menighed forstode mig og græd med mig, naar jeg af Hjertens Grund bad for dem og mig, men allermest, naar jeg har mærket ved Besøg hos nogle meget kjære Syge, at jeg var dem til megen Trøst og Glæde. Især har jeg ofte herlige Timer hos en ældgammel, men fuldkommen aandskraftig syg Kone, der allerede laa og sukkede efter Udfrielse, længe før Caroline blev kaldt fra mig; hun har trøstet mig ligesaa meget, som jeg hende, naar vi under mange Taarer talte med hinanden om Livets Strid og Savn. Men nu er jeg jo atter kommen bort fra, hvad jeg først vilde talt med Dig om. Tro ikke, at jeg ikke har Plads i Hjertet for Andet end mit Eget! Ofte ere mine Tanker og gode Ønsker hos Dig, men Du hører jo da ogsaa til mit Eget, min egen kjære Ven! Da jeg i Løverdags paa Din Fødselsdag tænkte paa den „Frygt og Bæven,“ hvormed vi skulle arbejde, og beredede mig til at tale i Kirken derom, var jeg dog tidt hos Dig og Dine, og bad for Dig, at Herren vil velsigne Dig i Dit nye Aar og bevare Dig med Din Sanne og de kjære Smaabørn mange Aar glade og raske med hverandre. s. 62Skal jeg leve, saa naar jeg vel over til Eder næste Aar, og skal jeg bort herfra forinden, saa kommer jeg vel ikke paa den Maade over til Eder, men dog, og da bliver vel Rejsen mindre besværlig. — Hvor uhyre Meget er sket med mig siden min lille Annas Død! Naar kun nærmere Maalet, saa lad være! tungt er det faldet, Slag i Slag, men Hjertet er og haardt; der skal tunge Slag for at faa Skallen knust. Blev den det kun!! Den 2. August i Fjor fulgte Caroline og jeg vor Anna til Graven, og nu den 2. August i Aar sad jeg med min lille Moderløse i Haven og bandt en lang grøn Krands, som kunde omslynge hele Graven, og Olivia var saa barneglad og jeg saa bedrøvet, — end mere, fordi hun var saa glad over Krandsen og de Blomster, hvormed hun skulde pynte Moders og Søsters Grav, det stakkels lille Barn! Tungt at være faderløs, men dobbelt at være moderløs. Og saa skulde min trofaste, nu dobbelt kjære Broder i Pedersborg [Pastor Rasmussen] ogsaa fra mig! Jeg havde aftalt at træffes med ham i Frederiksborg; jeg kom der og traf Efterretningen om hans Død, fulgte den gamle Fader til sit andet Barns Grav, talte ved hans Kiste i hans kjære Kirke og indviede hans Støv til Gravens Hvile. Det var ikke beregnet, og det kan tidt synes os, som der var en stor Fejl i den store Regning; men en Gang skulle vi se, at Alt er i Orden, og at det var os, der regnede fejl. Jeg kunde ikke taale den Tanke, at en Fremmed skulde tale og kaste Jord paa min Carolines Broders Lig. (Ferdinand Fenger blev den Fremmede som talte i Kirken ved sin Herredsbroders Kiste). Gud gav mig Kraft til at udføre, hvad jeg havde paataget mig. Jeg var nærved under Talen at synke og maatte flere Gange standse, fordi Graad kvalte hvert Ord. Men s. 63fordi Alle i den overfyldte Kirke, fra hans Konfirmander indtil de Ældste, græd med mig, som jeg aldrig før har set det ved nogen Ligfærd, kunde jeg vedblive, og jeg takkede Gud for en Time, som hører til mit Livs tungeste men ogsaa allerskjønneste og rigeste. En Maanedstid i Forvejen havde jeg været hos ham og haft ret herlige Samtaler med ham om Døden, Savnet og Gjenforeningen. Vi havde skrevet til hinanden ofte om de samme Gjenstande hjertelige Broderbreve, vare blevne hinandens kjære Venner, og jeg takker Gud derfor; thi jo kjærere den Bortkaldte var os, desto tungere er vel hans Bortgang, men desto mere velgjørende virker den ogsaa paa os. Det gjør mig saa godt saaledes at udtale mig: jeg har saa Meget, Meget at tale med Dig om, men Tid og Papir ere fyldte. Gud veed, om jeg dog ikke kunde komme til Eder i Aar. Farvel, Ven og Veninde, I trofaste kjærlige Sjæle! Den almægtige Fader være med Jer! Hils hvem jeg er kjær fra Ottos trofaste Ven
Chr. Mynster.