Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Valløby, 2. Januar 1846.
Min kjære gamle Ven! Da jeg nu ved det gamle Aars Slutning og det nye Aars Begyndelse i Tankerne rejste om blandt mine Kjære med Jule- og Nytaarsønsker, kom jeg ogsaa til min egen kjære Otto, og følte en saa inderlig Længsel efter Dig, at jeg efter i Dag at have faaet lidt mere Ro maatte gribe Pennen for at passiare lidt med Dig. Det er saa længe siden, jeg hørte om Eder; men det veed jeg om Eder, at I Alle have haft en lyksalig Jul, og at I have forstaaet, at forlade dette for Eder saa rige Aar med den vemodige, glade Taksigelse, der altid, især efter et saadant Aar, maa gjennemstrømme en troende Kristens Nytaarsbøn. Du vil snart skrive til Din gamle Ven, der altfor længe ikke har ladet høre fra sig, men som Du veed derfor ikke mindre ofte og varmt har tænkt paa Eder. Jeg trænger inderlig til at høre, hvor godt I have det i Eders Savn og Eders Glæde. Fortæl mig da ogsaa om de Gamle, om min kjære stakkels men saa velsignede Frederik, om George og Rine o.s.v., om Dine Menigheder, om alt Dit, der saa levende interesserer mig. Her have vi det godt. Jeg har i hele Juletiden været ualmindelig godt stemt i mine Kirker, og vil fortælle Dig kort, hvorom jeg har prædiket, bedende, at Du vil gjøre mig Gjengjæld i det Brev, jeg med det Allerførste venter at faa fra Dig. Det vilde gjøre mig godt, imellem at faa meddelt en eller anden af Dine Prædikener i Dine Breve. Altsaa — efter paa 4de Advent at have samlet de forskjellige Adventsbetragtninger og nærmest at have talt om, hvorledes Døberens Prædiken bereder Vejen for Julens Glæde, var vor første Juledagsbetragtning: „at Juleglæden er for s. 136Alle.“ Saa fremmede de Gamle vilde føle sig, hensatte i vore Dage, i den i Aarhundreder forandrede Verden, saa godt vilde de dog forstaa vor Juleglæde og vore Julepsalmer, ligesom vi forstaa Eders, ogsaa Din, Morten Luther, naar Du sang: „Fra Himlen højt kom Budskab her,“ (den var Hovedpsalmen). Vi forstaa Eder saa godt, naar I synge: „Et Barn er født i Bethlehem,“ eller: „I denne søde Juletid.“ I vilde saa godt forstaa os, naar I hørte os synge: „Det kimer nu til Julefest — Hør Paradisets Nattergal slaa Jubelslag i Graadens Dal.“ Denne vor Juleglæde er for alle Tider, og for alle Mennesker; Engelen forkyndte den „for alt Folket,“ og vi have en lang Erfaring for, at den er for Alle, saa vi ere saa sikkre i vor Sag, naar vi sige, at Juleglæden er for Alle. Vi kunde gaa fra Dør til Dør med Julebudskabet, og i hver Hytte og i hvert Slot vilde vi finde dem, for hvem Juleglæden er: Høje og Ringe, Lykkelige og Ulykkelige, Gamle og Unge o.s.v. — allevegne finde bekræftet, at Juleglæden er for Alle, — men desværre ikke Alle for Juleglæden! den paatvinges Ingen, den maa gribes og tilegnes af Menneskene som frie Børn i Guds Hus. Kun de Ydmyge og Troende ere juleglade. „Salige ere de Fattige i Aanden;“ kun de ere julesalige, „som hungre efter Retfærdighed“ o.s.v. — Derfor sang de Gamle: „Forhærdede Tidselgemytter“ — „Roserne voxe i Dale.“ Vor Julerose tindes ikke paa Hovmodets iskolde Bjergtoppe, ikke i Vantroens og Vellystens mørke vederstyggelige Afgrunde, men i Ydmyghedens skjønne Dale. Vi her Forsamlede have jo dog vel Alle, Alle fundet den. — — Kjære Otto! jeg er igjen saa levende hensat i den hellige Julestemning; og om Du ikke ganske kan forstaa mig her paa det døde Papir, Du vil dog ikke trættes ved at s. 137læse dette. Viis det ved at fortælle mig, hvordan Du talte med Dine Menigheder! — Søndag efter Jul over Evangeliet, [Luk. 2, 33—40]. Ikke Alle ere for Juleglæden, men den er for Alle, ogsaa for Barnet og den Unge, ogsaa for de Gamle, Udlevede, Trætte. Derfor kunde den gamle Simeon og Anna være saa juleglade, som det julegladeste Barn, og dette, fordi Barnet endnu levede i deres gamle Hjerte, det barnlige Sind i de udlevede Oldinge. Dette maa vel minde os om Jesu Ord: „Uden I blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Bige.“ I disse Juledage maa det saa hedde: Uden I blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Juleglæde: 1. Ind i Juleglæden: Himmeriget er kommet nær, ogsaa dets Juleglæde, men er den os kun nær? staa vi udenfor den? kjende vi den kun af Navn? kunne vi kun tale om den, om end med mange og smukke Ord? — Ja, nær er den os, fra Barndommen af hørte vi om den, mindedes siden bestandig om den, ogsaa i disse Dage, i Advent, hjemme og i Kirken, i Husenes Tilberedelse; og da kimede det atter til Julefest, og vi hørte vel og derhjemme ved Bordet en Julebøn, en Julepsalme. — Himmerige og dets Juleglæde er os sandelig nær; men ere vi komne ind i den? Uden I blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Juleglæden. 2. Ydmyge som Børn: Simeon havde ogsaa et langt Livs Erfaring, var maaske en saare viis og anset Mand, men følte sig saa svag og blind under Lovens Byrde; derfor forstod han Juleevangeliet, havde først da Frimodighed til at sige: Lad nu Din Tjener fare hjem i Fred! 3. Varmtfølende som Børn; thi Mange forstode Julebudskabet, men stode dog udenfor Juleglæden med al deres Forstand, hvor godt de end koldt kunne beregne, at s. 138Menneskene trænge til en Frelser. Derfor var Simeon saa juleglad, da han trykkede Jesusbarnet til sit gamle Bryst, fordi Livets Storme ikke havde udtørret, Livets Hede ikke udbrændt hans Hjerte, fordi det ikke var stivfrosset i Livets Kulde; derfor var Anha saa barneglad, at hun maatte prise sin Gud i varme Lovsange og fortælle Alle om sin og deres Glæde: „Og dette minder mig om en gammel from Kristen, Hieronymus, der levede 3—400 Aar efter Christus, og som selv fortæller, at naar Julen kom, var det ham, som om han stod ved Krybben med Jesusbarnet, sigende: Hvorledes skal jeg gjengjælde Dig dette? Jeg vil give Dig Noget, alle mine Penge. — „Nej,“ lød Svaret, „mig tilhører jo i Forvejen Himmel og Jord; jeg behøver Intet; men giv deraf til de Fattige, saa vil jeg betragte det, som om Du havde givet mig det.“ — Men jeg vilde dog saa gjerne give Dig selv Noget. — „Saa giv mig da Din Synd og Din onde Samvittighed og Din Fordømmelse.“ — Ak, jeg tænkte, Du vilde have noget Godt af mig, og nu ser jeg, Du vil have, hvad der er ondt hos mig. Saa tag da, hvad mit er, og giv mig, hvad Dit er, saa bliver jeg hjulpen til det evige Liv.“ — — Mange af begge mine Menigheder græd med mig og med den gamle Hieronymus, og vi vare vel da Alle juleglade, fordi Barnesindet endnu levede i vore gamle Hjerter. Denne Fortælling havde jeg af Arndts „Morgenklänge,“ oversat af Mau, hvori findes meget Godt. Kjøb Bogen for 1 Rdlr., om Du ej har den. — Men jeg tør ikke vedblive dette, som allerede er blevet meget vidtløftigere, end jeg havde betænkt. Dog fortryder jeg det ikke, ventende, at Du vil hevne Dig ved at fortælle mig om Dig og Dine Julebetragtninger. Nu, da jeg er kommen ind derpaa, kunde jeg have Lyst til s. 139at fortsætte, men tør ikke, har ej heller Tid til at fortælle om Nytaarsprædikenen: en Kristens Bøn paa Nytaarsdagen, tilbageskuende vemodig, fremadskuende glad og frimodig, eller om Søndag efter Nytaar: hvorledes en Kristen omskinnet af Juleevangeliet, fuld af Juleglæden betragter, „at her ere vi Fremmede og Udlændinge.“ Endnu vil jeg kun fortælle Dig, at Onkel forleden skrev til mig, at Rudelbach ikke ønsker gejstlig Ansættelse men heller f. Ex. en Bibliothekarpost eller Professorpost i tydsk Literatur for saaledes ved Skrifter at arbejde for Kirken, og at Rudelbach er meget indigneret over Grundtvigs Yttringer om Skriftprincipet, og over hans Parti, af hvilke Adskillige have været hos ham og „frapperet ham ved deres Hovmod og Uvidenhed.“ Iøvrigt har Grundtvig i denne Tid indført det autoriserede Tillæg i Vartou Kirke. — —