Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Mynster, Christian Peter Gutzon FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1848-11-21)

Fra Otto Laub til Christian Mynster.
Haagerup, 21. November 1848.

Kjære Christian, den Tidende om Eders lille Datters Fødsel, som Dit sidste Brev bragte, har glædet mig og s. 194Sanne mere, end dette sendrægtige og, som det sandsynligvis bliver, fattige Svar kan vise Dig. Gud velsigne Dig og Din Lykke, det beder altid Din gamle uforandrede Ven, ogsaa naar Du ikke hører det. Grunden til at jeg har opsat nogen Tid at skrive disse Ord, er, at jeg har ventet paa medfølgende lille sorte Bog, som for en Del maa erstatte Dig Savnet af ordentlige Efterretninger fra vort gamle Frørup. Endnu er det jo til, som Din Onkel nylig skrev til Hans i et velsignet lille Brev, hvori han ganske paa gammel Vis sendte en „ganske lille Bog“ (sin Rigsdagsprædiken) til ham, eller om man vil, til Frørup. Ja, han er i alle Maader den gamle tro Ven, Biskop, Præst og Mynster. Men om det gamle Frørup! Hvorledes Savnet der bæres, veed Du. Moder har set Faders Eftermand og hans Kone, og har været glad ved at gjøre Bekjendtskab med disse vakre, deltagende Mennesker. Der vil nu blive indrettet Værelser til hende paa Sludegaard tæt ved dem, Rine og hendes Søn skulle bebo, og hvor Rine skal føre den fælles Husholdning. Tante Jette kommer til Foraaret til os; og Frederik skulde til Zeuthens i Tømmerup, for at kunne bruge Strandbade, men nu er jo Sorø blevet vakant, og saa bliver Zeuthen maaske Præst der. — — Ogsaa Hans skal nu ud i Verden. Han bliver efter Aftale hos Eftermanden, indtil han har konfirmeret de Børn, han har forberedt. Hvor han kommer hen, veed han jo ikke; men det har nu ingen Nød med ham. At han er af de Ægte, vil Du selv kunne læse Dig til af mit Indlæg [Gravtalerne over gamle Pastor Laub]; men jeg vilde ønske, Du havde været her i Søndags, da Sanne og jeg kommunicerede, og hørt hans velsignede Prædiken om „Glæden bygget paa det Ord: al Din s. 195Gjæld forlod jeg Dig“ (for dem, som kjende denne Gjæld, for hvem den fra en Vredesgjæld er bleven til en Kjærlighedsgjæld, og for hvem virkelig al Gjælden, altsaa ogsaa Medtjenernes, er forladt). — Hans har det i høj Grad i sin Magt, langt mere end jeg, strax at stille sig i Centrum af Texten, og har derfor langt mindre Bryderi, end jeg, med alt det Periferiske; derfor er han virkelig populær. Jeg tror, han har arvet Faders Eliaskappe. Angagende Gravtalerne vil jeg endnu kun bede Dig, naar Du læser Esbensens Tale, ikke at tabe Taalmodigheden over hans Særheder, men se at finde, hvad her ogsaa er sagt og følt af En, som stod fjernere. — Hvad mig og mit Hus angaar, da vil jeg ønske, at jeg om nogen Tid, med samme Glæde, som Du, maa kunne berette Dig Nyt, og at det ikke maa indtræffe paa en Søndag, thi Du har jo nu erfaret, „at det er saare ubekvemt for en Præstemand at faa Søndagsbørn.“ Sanne har det saa godt, og er saa let om Hjertet, som man kan i hendes Omstændigheder og med hendes fromme Sind. — — Jeg er bleven temmelig overlæsset med Arbejde; naar jeg har en Dag tilovers, maa den bruges til at berette Syge i (eller Præster udenfor) Pastoratet, og derfor faar jeg ikke Noget bestilt for mig selv. For Sanne læser jeg om igjen (efter 9 Aars Forløb) Josephus’s jødiske Krig (Din Gave); for mig selv læser jeg daglig, men langsomt, de fem Mosebøger med Baumgartens Kommentar; der er meget Godt i den, men ofte for Lidt (især dersom jeg ikke havde andre filologiske Hjælpemidler). Men hvad jeg læser langsomt, glemmer jeg hurtigt; ja beholdt man Alt, saa blev det dog tilsidst til Noget. Mine Børn beskjæmme mig allerede i mange Ting; Teilmann gjør sig megen Flid med dem, og har s. 196igaar 8 Dage holdt en rigtig fornøjelig Examen med dem. Jeg har endnu ikke opgivet den Tanke, at de to Drenge skulle studere, omendskjøndt de endnu ikke have begyndt, og endnu i et Aar ikke skulle begynde paa Latin, og omendskjøndt man snart ikke mere veed, hvad det at studere vil have at sige. Rigtignok er den latinske Grammatik [Madvig] nu kommen i Ministeriet, men hvorlænge? Hele Horizonten er jo, som den i Aften, fuld af Nordlys, Ris og Sværd og Flammer; men lykkelig Den, som ubekymret om den Dag imorgen, kan, som en god Dreng, blive ved at læse over paa sin Lektie i den Tro, at man bliver dog engang afhørt; og var Methoden end lidt forkert, saa har Fliden dog sin Frugt. – –