Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Mynster, Christian Peter Gutzon FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1853-08-11)

Haagerup, 11. August 1853.

Ja vist, kjære Christian! er der gaaet en meget lang Tid, siden vi to havde Noget med hverandre at gjøre; og det er nok Dig, der har været Skyld deri. Det var en Aftale eller et Løfte, at naar Du kom til Ro paa det nye Sted, skulde det komme; og jeg har i min Forventning maattet slaa mig til Ro med den Tanke, at Du endnu ikke var kommen til Ro. Men ihvordan, saa har jeg nu paa min Fødselsdag faaet et af Dine gamle kjære Breve, og da nu Din nærmer sig, saa skynder jeg mig at komme til Dig paa den, for at lade Dig fornemme til Gjengjæld og Tak, at jeg ligesaa lidt kan undvære Dig, som Du mig. Det kom i Mandags Morges tilligemed mange flere, lutter Vennebreve, og lange, som jeg dengang neppe fik Tid til at gjennemløbe. (Aviserne med Koleraberetninger o. s. v. maatte jeg lade ligge). Jeg stod nemlig den Morgen i Begreb med at følge Hieronymus til Sludegaard (i hans Ferie), dels fordi jeg selv (han paa Udvejen) maatte være Kudsk paa Grund af Rughøsten, dels for at se til vor gamle Moder, som i den seneste Tid har været meget svag. Omendskjøndt hun gaar oppe og tildels i Haven, kan hun dog kun nogle faa Minutter tale med Een ad Gangen, medens Alt derhenne ellers suser og bruser af den forenede Høst- og Ferietravlhed. Der kom da samme Dag Zeuthen med den »idste Del af sin Familie, og da hverken jeg eller Sanne kunde efter hans Plan komme to Dage efter til Gislev, blev Enden, at han besluttede at tilbringe de to Dage her hos os til, jeg tror, gjensidig stor Fornøjelse. Paa Hjemvejen samme Aften vare vi inde i Gislev Præstegaard, hvor vi traf stort Selskab, deriblandt Birkedal, hvem Zeuthen aldrig havde set, og om hvem han maatte sige s. 249(som en Gang Stella) at han havde forestillet sig ham anderledes, nemlig mere som Løve. Det er godt, naar saadanne Mænd kunne faa hinanden at se; thi det gaar gjerne med dem paa en god Maade, som Korinthierne sagde om Paulus i en anden Betydning, „at Brevene ere svare og stærke,“ [2. Kor. 10, 10], men den personlige Nærværelse ikke saa farlig. Dagen efter skulde jeg til et Konvent hos en af Zeuthens Skolekammerater, Provst Leth i Svanninge, og det var jo et af de stærke Motiver til at faa Zeuthen her hen. Han gjorde da Bekjendtskab med vort lille Konvent, hvor dog To manglede, og iblandt dem Agerbeck, men han fik alligevel et godt Indtryk og maatte bekjende, at han trængte just til et saadant, hvor der var saa megen Interesse, og saa megen Frihed til at udtale sig, som han da baade fandt og tog Anledning til. Mig var det en Tilfredsstillelse, at han kunde komme til at vise sig, som han er, for mine Konventsvenner, der vel ikke havde anden Forestilling om ham, end den, Grundtvigianerne kunde have om Peter Kierkegaards Modstander paa et stort (altsaa ikke rigtig frit og fortroligt) Konvent. Jeg tror ogsaa, at Alle vare glade ved at have ham med. Og saa fik han ogsaa noget Nyt og Smukt at se, som han satte Pris paa: Svanninge Kirke med Thorvaldsens Hans Madsen, den fortrinligt holdte og omdannede Have, og den hele Egn, Begyndelsen af „Fyns Alper.“ Vi vare undervejs af og højt i Vejret for at finde en storartet Udsigt, som vi endnu i Fjor med Møje kom til, men som i Aar var rent tildækket af unge Granskove (den naade fra Ærø til Lillebelt og Slesvig). Men han var og tilfreds med, hvad han saae herhjemme i vor Have og Mark under mangen god og alvorlig Samtale. „Vi mene saa let,“ s. 250sagde han, „at vi have Alt i Sorø: men I har dog Noget, som vi ikke har.“ Han mente f. Ex. lige udenfor vor Havestuedør Udsigten over Engen til Østerhæsinge, eller fra det lille Lysthus Udsigten over den smukke Bro paa Gaden. En Ven, som kan se, er som en god Kommentar (f. Ex. til Bibelen), der Intet lægger til, men viser, hvad man har. En Saadan kunde Du en Gang være. naar Du vilde komme. — Om jeg end har været temmelig vidtløftig med at fortælle om Zeuthen, saa mener jeg dog, at jeg dermed ikke blot har fortalt om ham, men ogsaa om, hvorledes vi have det. En af de Mænd, han saae og syntes godt om, og som ogsaa tidt nævner Dig, maa jeg dog særskilt nævne: Leth i Horne. — —