Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Mynster , Frederik Ludvig FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1854-04-21)

Fra Otto Laub til F. L. Mynster.
Haagerup, 21. April 1854.

Ja, kjære Ludvig! Du bliver rigtignok behandlet uforskammet, som om Du slet ikke var til, og som om Du slet ikke sendte os det ene Brev bedre end det andet, og som om vi slet ikke skammede os derover. Du veed ikke, hvor stor en Glæde Du gjorde os ved Dit lange Brev angaaende Begravelsen og hvad dermed staar i Forbindelse, med Mindre Du har sluttet det deraf, at vi har sendt det til Jakobine; Du har ingen Tak faaet derfor før nu, og dog var det det Første, som opløste mit Hjerte, der ved den første Efterretning var blevet saa underlig fortørret. Sanne og jeg sadde just i Grevens lille lukkede Vogn for at kjøre ud til vor Søn i Odense, da vi mødte Posten, og fik ind til os Aviser, hvori Efterretning om Begravelsen, Digtene og Sangene, og Breve om det Samme fra Sludegaard (et indeni fra Otto Zinck, udførligt og anskueligt), og saa Dit, — det Bedste af Alt, hvad jeg har læst om den Dag, fordi det kom saa helt og friskt ud af Dit Hjerte, og fordi Du havde været der med Dit hele Hjerte. Det var det Velgjørende ved Dit Brev, og hvorfor jeg især ønskede, at Dine Sødskende skulde se det, at om Du end fandt f. Ex. alle Talerne under, hvad Basunerne sagde, saa var Du dog bleven opbygget af Alt. Dette har jeg jo i lang Tid længtes efter at sige Dig, og langt anderledes, end det her er sagt, — og har ikke kunnet, eller ment ikke at kunne finde Tid til at sige Dig det. Men da jeg i Tirsdags sagde til Sanne, at jeg længtes efter og trængte til at skrive Noget til Dig, var det dog ikke dette, jeg tænkte paa, men den Bog (Din Onkels „Meddelelser“), som jeg just den Dag havde endt for mig selv (for s. 273Sanne endnu ikke), og som jeg Langfredag efter endt Tjeneste fik, og strax begyndte at skjære op og læse op af, skjøndt jeg ogsaa strax besluttede, ikke at læse i den, for ikke at forstyrre mine Tanker, som jo i disse Helligdage skulde være andensteds, og som jeg tvertimod blev ved at læse i, naar jeg nogenlunde kunde komme til, igjennem alle de følgende Dage, og som fyldte mine Tanker til enhver Tid og Utid, om Natten naar jeg vaagnede op, og i Kirken for Alteret, — og hvorom jeg saa idag fik et Brev fra Dig, og hvorom jeg endelig idag, skjøndt uden endnu at have god Tid, maa skrive Dig et Par Ord, — først, at just denne Bog kom idag anden Gang til mig med Posten og med Paaskrift „Til Erindring om I. P. Mynster fra Fanny Mynster,“ — og med et lille Brev fra din kjære Fætter Ludvig. Den Side i Bogen, hvor Fader første Gang omtales, og som Du især fremhæver, har naturligvis været en af dem, som allermest talte til mig, og jeg har læst den mange Gange og kjender hvert Bogstav paa den; men ved den kunde jeg jo ikke dvæle, da jeg kom lidt længere hen, — ind i hans Lidelseshistorie, og kunde jo ikke have Ro, før jeg naade til Opstandelsen hin Eftermiddag i Spjellerup, — da først kunde jeg græde over, hvad han har lidt, og Ingen vidste, uden den Ene, som saaledes vilde tage ham „afsides fra Folket,“ for at sige til ham det Ehpata, som siden har gjenlydt for os Andre, hver Gang han stod paa Prædikestolen, og vi hørte det, og vidste ikke, hvad det havde kostet. Nu forstod jeg de Vers, som han først har lært mig: „Jesu, din søde Forening at smage.“ — Det var mig tillige, som om jeg havde en Uret at gjøre god paa min Faders Vegne [Side 39—40], omendskjøndt jeg veed, at min Fader aldrig har villet s. 274gjøre ham nogen Uret, og aldrig har vidst af denne store Sorg, han har voldt ham, og for længe siden har gjort den god igjen ved en Kjærlighed og Hengivenhed saa lang og uforandret som maaske hos ingen Anden af dem, han har levet med her paa Jorden. Men nu har vel de to Venner forklaret Alt for hinanden, og Arngoth og de Andre har havt deres Glæde af at høre derpaa. — Jeg veed ikke, at jeg saaledes er bleven overrasket af nogen Bog, hvoraf jeg ventede Meget, som af denne, fordi den ikke alene indeholdt langt Mere, end jeg havde ventet om saa Meget, hvorom jeg havde haabet at finde Noget (som Fætter L. siger: „Svar paa Spørgsmaal, som han saa tidt havde gjort sig“), men saa langt, langt Mere, som jeg aldrig havde ventet. Jeg havde, tankeløst nok, tænkt mig hans Udvikling langt mere i Lighed med min Faders, og derfor blev jeg saa underlig, næsten ængstelig overrasket. Naar jeg tænkte mig den Fasthed og Kraft, hvormed han har staaet overalt, hvor han stod, saa har jeg dog aldrig forestillet mig, at det paa den Maade gjaldt her: „Min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed.“ At han var „en Udlænding og Fremmed og havde her ingen blivende Stad,“ det vidste jeg, — men ikke saaledes! — Ja, du forstaar nok, at om denne Bog ogsaa har fremkaldt et Vemod, som jeg aldrig havde tænkt muligt ved „Mynsters“ Grav, saa har den dog gjort mig en usigelig Glæde. Hans „kirkelige Lejlighedstaler,“ dem af dem, som jeg ikke kjendte forud, som var de færreste, havde jeg allerede læst, før denne Bog kom; men nu forstaar jeg Alt ganske anderledes. — —