Mynster, Christian Peter Gutzon BREV TIL: Laub, Hardenack Otto Conrad FRA: Mynster, Christian Peter Gutzon (1854-11-23)

Fra Christian Mynster til Otto Laub.
Karise, 23. November 1854.

I Aftes fik jeg Brev fra Maribo om, hvad I kjære Venner have maattet gjennemgaa, siden Du skrev. Jeg har før ikke haft Mod til at skrive til Dig, men nok til at bede for Eder. Der er i den Lidelse og Sorg, I netop i disse Dage have gjennemstridt, en klarere Aabenbarelse af Guds trofaste frelsende Kjærlighed, der lægger sine tungeste Prøver paa dem, som han nylig viste, at han elsker meget, og som elske ham meget. Netop nu, under den store Glæde over hans Kjærlighed, og de Manges Glæde, sender han Eder og de Mange den store Prøve, og siger dermed mere umiddelbart, end vi ellers pleje at s. 282høre det; „Ser Du, at jeg elsker Dig, at jeg elsker Eder!“ Og saa er det dog saa dejligt, at Du og Sanne og vi Alle sige med hverandre: „Ja, Herre, jeg ser, at Du er Kjærlighed; og jeg og vi Alle med hverandre ville blive i Kjærlighed, og blive i Dig.“ Du og Sanne og alle Eders ere i mine Tanker og Bønner og i Stellas, og I ere i Guds Tanker; og I trøstes og hvile og styrkes i Guds Tanker, som ere Kjærlighed. — Men jeg kan ikke tænke Andet, end at Sanne skal komme sig og gjengives Eder. og Eders Kjærligheds Glæde skal blive større; og imellem ere dog vore Tanker Guds Tanker. Dog — en Gang blive Guds Tanker angaaende Samlivet med dem, han gav os, ikke vore Tanker; men da ville vi sige os, indtil vi se det i Gjensynet, at Guds Tanker ere højere, end vore og evig og altid med det Maal, at Kjærlighedens Glæde skal blive større end den største, han lod os fornemme hernede, større gjennem Strid og Skilsmisse og Savn i Troen til al Barmhjertigheds Fader, der gav og tog, men tog for at gjemme og gjengive evindelig, hvad han selv har lært os at elske.

„En stor Sorg, som Gud endnu kan vende til en stor Glæde, men vi ere i Guds Haand,“ skriver Du. Ja, Gud være lovet, at Du og Din Sanne og Eders Børn ere i hans Haand, og vi alle med Eder. – – Og naar jeg nu siger Dig Farvel, veed jeg, at Du, min kjære Ven, ogsaa vil fare vel „igjennem Medgang og Modgang, i hvad Lykke Gud Almægtigste vil Eder tilføje,“ — fare vel i hans Lydighed og i hans Velsignelse.

Din Chr. Mynster.