Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Martensen, Hans Lassen FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1866-11-30)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 30. November 1866

—.— —. At R. Nielsen og Zeuthen ikke ville komme hinanden nærmere, ihvor meget de Begge stræbe at holde sig i hinandens Nærhed, er vel allerede klart; og saaledes maa det dog ende med, at de gaae hver til sin Side. Gid dette maa staae klart og afgjort! Der er forøvrigt en Deel i denne Forhandling, som jeg ikke ret forstaaer. Hvori den Theologie, som Zeuthen mener, skal være forskjellig (væsentlig forskjellig) fra Deres, vil ikke blive mig klart. Jeg vilde mene, at han i Grunden vil det Samme som De, naar han ikke havde viist hen til Schleiermacher. Men endda kan jeg ikke forstaae Andet, end at han, hvad den Modsætning angaaer, hvorom det her gjælder, maa komme til at staae paa samme Side som De. Har ikke ogsaa De paa en lignende Maade henviist til Schleiermacher (Dogm. S. 7)? og hvad Indholdet af Schleiermachers Dogmatik angaaer, vil Zeuthen ikke staae ham nærmere end De. Hvad Zeuthen vil, er dog „en sammenhængende theologisk Tænkning“, som han mener er baade mulig og nødvendig; og naar han, for at sikkre Theologien en selvstændig Tilværelse, søger et nyt Princip, et Sted, hvorfra han kan overskue den hele Sammenhæng, og et Organ, hvormed han kan see den, saa maa jo den theologiske Tænkning ogsaa blive en speculativ. Jeg kan ikke tænke mig, at Zeuthen, Schellings begeistrede s. 204Discipel, kan ville sætte Religionsphilosophie og Dogmatik i et saadant Forhold, at de maae blive uden Berøring med hinanden. Forholder det sig ikke saaledes, at indenfor Videnskaben i Almindelighed ere der Videnskaber, hver med sit selvstændige, men kun specifisk, ikke absolut selvstændige Princip, saa at Tænkningen i i Theologien ikke kan blive absolut forskjellig fra Tænkningen selv, Tænkningens Væsen maa blive det samme? Saaledes maa jo Zeuthen mene det, og har vel sagt det; men saaledes maa han i denne Forhandling dog staae paa samme Side som De, ihvor forskjellig end i meget Enkelt, ja maaskee heelt igjennem, hans Dogmatik maatte blive fra Deres.

De Sibbernske Brevsamlinger har jeg megen Gllæde af, navnlig den sidste, som jeg dog kun er kommen halvt igjennem. Der er noget Oplivende og Frigjørende i Sibberns Breve, som maaskee ikke findes i den Grad, i alt Fald ikke paa den Maade, hos nogen Anden. Man finder her en ualmindelig Gave, men ogsaa en ualmindelig Energie i at benytte denne Gave til at kunne paa engang give sig hen og leve med i Alt, og desuagtet, eller just derved, at være og blive sig selv under Alt, og, man maa vel føie til, vorde sig selv ved Alt. Derfor kan han ogsaa paa en eiendommelig Maade vise Andre Veien til det Samme, som den gamle Brorson eller den syge Molbech, og alle sine Læsere.

Jeg har endnu en Rest af en Visitats tilbage, et Pastorat, som jeg i Sommer maatte forbigaae paa Grund af Vacance, men som jeg dog gjerne vilde have med endnu iaar, da det kun er et Par Miil herfra; dertil tager jeg imorgen. Ellers vover jeg mig ikke til saadanne Reiser paa denne Aarstid. — — — I Søndags prædikede s. 205jeg, og har derefter begyndt — som ifjor — to Rækker af Bibellæsning, som synes igjen iaar at ville blive godt besøgte. Paa denne Maade maa jeg vel give Afkald paa adskillig Tid, som jeg ellers kunde bruge for mig selv; Vinteren kan saaledes ikke længere være min Læsetid i samme Omfang som de foregaaende Aar; men kan man gjøre noget Godt for Andre og faae Velsignelse dertil, saa har man alligevel en Vinding for sig selv. — — —

Deres hjerteligt hengivne O. Laub.