Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Martensen, Hans Lassen FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1871-03-22)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 22. Marts 1871

— — — —. Og nu Tak, kjære Biskop Martensen! for Deres Brev, for hvad De skrev om Forholdet imellem den almindelige Dannelse, navnlig forsaavidt dertil kan regnes et Indblik i Naturens Hemmeligheder — paa den ene Side og Christendom og Theologie paa den anden. Hvad De har sagt, er mig aldeles tilfredsstillende. Hvad jeg havde for Øie var ikke det Apologetiske i den afgjørende Betydning, hvorved jeg trøstig kan hvile med Dem i de første og sidste Ting, — men et Mellembegreb, det Bibelske, hvori man tidt føler en Trang til at see lidt dybere ind i Sammenhængen mellem den første og anden Skabning, og navnlig hos os kan foranlediges dertil ved R. N.s Bestræbelser for at gjøre Sammenhængen eller Modsætningen til en Illusion. Forøvrigt er det min Mening, at Naturvidenskab og Theologie maa gaae hver s. 235sin Vei, uforstyrrede af hinanden, og at vi maae bie paa, at de en Gang ville mødes, naar al Sandhed kommer for Dagen; inden dette naaes, ville der foregaae mange Omslag og Vendinger paa hiin Side, og Exegesen vil komme til at see Meget anderledes; Indrømmelser er det ikke, der forlanges, men ærlig Arbeiden fremad paa begge Sider. Hvad jeg meente og kunde ønske mig, var saamegen Kundskab om Naturen (thi det er Erfaringsvidenskaben, ikke en Naturphilosophie, jeg mener), at jeg kunde see, ikke Gaadernes Løsning, men Muligheden af at naae til dette Maal. Men jeg indseer, at der i apologetisk Henseende ikke kan udrettes Meget paa denne Maade, og vel endog kan forsøges, hvad der er værre end Intet, naar den Indsigt i Naturen, hvormed det gjøres, dog vel altid paa Theologernes Side maa blive mangelfuld og ringere end Modstandernes. Jeg for min Deel vilde dog ikke bruge min Naturkundskab udad til Bedste for Andre; og saaledes maa jeg dog lade det blive ved Deres: at en grundigere Indsigt i Naturvidenskaberne vilde „yde mangen Glæde og give nye Midler til Udviklingen af Eens Tanker“. Hvad jeg har seet fra (tydske) Theologer for at gjendrive Angreb fra Naturkyndige, har ikke tiltalt mig meget; der er tidt opkommen hos mig den Mistanke, om de nu og vare ret hjemme i det, de beraabte sig paa. Og saa, — hvad jeg igaar Aftes læste i Deres udmærkede Fasteprædiken, „Pilatus og Herodes“: der ere Spørgsmaal, som kun skulle mødes med Taushed. Og endnu — for ikke at misforstaaes: hvad jeg mindst vilde, det er, at De skulde forlade Deres faste Stade paa „de første og sidste Ting“, hvorfra De udretter det, De skal, for ved Siden af det Sikkre, som De s. 236kan naae, endnu med et muligt Tillæg af Kundskab at, opnaae et yderligere, tvetydigt Resultat.

Med Hensyn til den Udvikling af Naturvidenskaberne, som jeg bier paa, da mener jeg, at den, som ved alt Menneskeligt, vil foregaae i en dobbelt Retning, hvoraf den ene vil ende med en Forstaaelse af Naturen, som er en fuldstændig Forherligelse af den christelige Verdensbetragtning, og den anden vil ende ligesaa bestemt antichristeligt, atheistisk og materialistisk. Thi om ogsaa Alt maa komme for Lyset, som er skjult i Mørket, og tilsidst den hele Skabning blive gjennemskuelig, altsaa det Sidste være Sandhed, saa bliver dog det Øie tilbage, hvormed der skues, og er det ondt, bliver dog Alt mørkt. Hvad siger De hertil? Mon ikke det er Meningen af det Ord: „de skulle udkastes i det yderste Mørke“ ?

Hvor seer det forfærdeligt ud i Frankrig? Som Sagerne nu staae, kan den tydske Hær dog ikke drage bort og betragte Freden som sluttet. Maaskee den endnu skal blive Frankrigs sidste Tilflugt. Og hvad der gjør denne Tilstand endnu forfærdeligere, det er, at vi dog ogsaa hos os selv, om og kun ganske i det Smaa, kunne mærke til det Samme, som nu regjerer i Paris, Forsøg i det Smaa paa at „constituere Communen“ (ogsaa i Kirken) med Ret til at indsætte og afsætte Embedsmænd, det souveraine Folk, — og den samme usikkre Holdning hos Regjeringsmændene ligeoverfor saadanne Fordringer, som derovre have ført til, at der nu slet ingen Regjering er. — —

— —. De har havt den Sorg for ikke længe siden at miste et lille Barnebarn; jeg har hørt det med megen Deeltagelse; jeg veed af Erfaring, hvorledes et saadant s. 237lille Væsen kan savnes. Gud være med Dem og alle Deres !

Deres hengivne O. Laub.