Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Martensen, Hans Lassen FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1872-04-15)

Fra Laub til Martensen
Viborg, 15. April 1872

Kjære Biskop Martensen! Jeg maa inden jeg om et Par Dage begynder en Visitatsreise, bringe Dem min Tak for Deres udmærkede, lange og indholdsrige Brev. som kom længe før jeg turde vente det. Det hører til det Bedste ved Deres Breve, at jeg hver Gang faaer et nyt Beviis paa, at jeg maa komme til Dem med Alt. hvad der ligger mig paa Hjertet, uden at frygte for, at De bliver træt af mig.

Og maa jeg da først takke Dem for Deres udførlige Meddelelse om Unionen i Tydskland. Den indeholder Alt, hvad jeg gjerne vilde vide, navnlig hvorledes denne Sag opfattes af Dem og af paalidelige Mænd paa Stedet. En sand Union er her ikke, og hvad der fra den ene Side arbeides paa for at bringe Sandhed ind i den, vil vanskelig kunne lykkes, fordi der fra en anden Side arbeides i lige modsat Retning. Men Unionen er et Factum, og den har en Slags Berettigelse i den Philippistiske Retning, som allerede i Reformationstiden gjorde s. 284sig gjældende og stadig er vedbleven i den lutherske Kirke; dette maa ikke oversees, naar man vil forstaae Tilstanden og fælde en retfærdig Dom over den. Glædelig kan den ikke kaldes, og det Sandsynligste er vel, at noget Bedre først kan opnaaes igjennem en Opløsning, hvori da en Sondring vil foregaae, og de, som mene det alvorligt, ville slutte sig sammen. — Hvad os selv angaaer, da synes vi bedre stillede, fordi vi have en Bekjendelse, og kun een; men Ingen veed, hvor Mange der virkelig have tilegnet sig den, eller rettere, vi vide, at Mange staae i et meget fjernt Forhold til den. Ogsaa vi gaae mere og mere en Opløsning imøde; hvad Protestantenverein i Tydskland vil, kommer her frem i andre Skikkelser, Præstefrihed, Frimenigheder, Folkekirke som reent borgerlig Institution, der kan rumme det meest Forskjellige, — udvortes Sammenhold under en fuldstændig Independentisme. Det er dog Maalet, hvortil de, som mene noget Alvorligt, arbeide sammen med dem, som ikke mene Andet end en indholdsløs Frihed og Opløsning af alt Fast. Der er saa ofte Anledning til at tænke paa det gl. Testamentes: Jeg vil adsprede Eder iblandt Folkene, — og saa føre Eder tilbage; — den Vei maa det vel gaae igjen. — Men naar engang Tiden kommer til den sande Union, da kan jeg ikke opgive den Tanke, at det eiendommelig Lutherske, „Naturmysteriet, Legemlighedsmomentet“, uden hvilket der tilsidst dog i Sacramentet, baade i Handlingen og i Ordene, bliver en uforstaaet Rest tilbage, maa komme til sin Ret, og at da om ikke det lutherske Dogme i sin nuværende Skikkelse, saa dog den lutherske Tanke maa blive Midieren imellem de to extreme Opfattelser — til en fuldstændig Union. Det Nærmeste maa vel blive s. 285som De siger, en „Confoederation“, og endnu forud for denne en „Sindelagets Union“.

Hvad De skriver om Forholdet imellem Retfærdiggjørelse og Helliggjørelse: den Første som afgjørende for det „at være med Herren“, — den Anden som afgjørende for det specielle Trin af Foreningen med Herren, hvorpaa Personligheden befinder sig; Principet med evig Gyldighed, — og Virkeliggjørelsen, som maa føres igjennem alle Trin, indtil Alt, hvad der ligger i Principet, er naaet, hvad enten det kan skee her, eller maa fortsættes udover Døden, — det er ganske, hvad jeg meente. Hvad jeg ønsker, er, at denne Betragtningsmaade maa gjøres stærkere gjældende i Forkyndelsen af Evangeliet, at der maa i Prædiken blive lagt et stærkere Eftertryk paa Helliggjørelsen, end det for Tiden i Almindelighed skeer, og det ikke blot der, hvor der maa begyndes saa at sige paa bar Bund, og Grundvolden lægges paany; thi da maa jo, som i Reformationstiden, den stærke Vægt falde paa Retfærdiggjørelsen, det nye Forhold til Gud, sola fide. Men derefter maa man dog komme til den virkelige Opbyggelse. Selv hvor det fortrinlig gjælder om det Første, maa det Andet i en vis Grad strax være med eller stilles umiddelbart i Udsigt, som det dog altid skeer i Luthers Prædikener. Man trænger ved enhver Prædiken til „at aande i ethisk Luft“. Men naar der fra een Side bestandig opfordres til at faae begyndt, og fra den anden vel høres om Væxt og Udvikling, men væsentlig knyttet til Ernæringen i Nadveren, saa faaer man dog — enten kun en Begyndelse til det Ethiske, — eller i Stedet for dette noget næsten Naturalistisk. Jeg tænker herved paa Extremerne; men ogsaa indenfor disse er der saa Meget, hvori det s. 286rette Sunde savnes. Den gamle Frygt for de „moralske Prædikener“ bliver ved, skjøndt det var ikke Moralen i dem, men Mangelen paa den rette Moral, det rette Maal, det rette Ideal, det rette Motiv og Qvietiv, hvorpaa der maatte gjøres en Ende. — — —

Og endnu kun et hjerteligt Dominus nobiscum i alt det, vi have at udrette og staae til Ansvar for, ogsaa i det, hvortil vi maae tie.

Deres hjerteligt hengivne O. Laub.