Martensen, Hans Lassen BREV TIL: Laub, Hardenack Otto Conrad FRA: Martensen, Hans Lassen (1874-07-12)

Fra Martensen til Laub
Nørre-Jernløse, 12. Juli 1874

Kjære Biskop Laub! Deres Brev har atter truffet mig paa Visitats. Det har gjort mig en stor Glæde. Særdeles træffende finder jeg, hvad De siger om Grundtvigianismen, at den virker som en vis mystisk, halv physisk Magt. Dette er slaaende sandt. Jeg kjender selv denne dunkle, mystiske Magt fra tidligere Ungdomsindtryk. Dog lærte jeg snart at kunne sige til Grundtvig:

„Du hast die Kraft mich anzuziehn besessen,

Doch mich zu halten hast du nicht die Kraft“.

Hiin mystiske Tiltrækningskraft hænger sammen med Grundtvigs poetiske Natureiendommelighed, med den romantiske Skole og Naturphilosophien, af hvilken Grundtvig i dette Aarhundredes Begyndelse modtog et uudsletteligt Indtryk gjennem Steffens, et Indtryk, der i langt høiere Grad er vedblevet at udøve sit Herredømme over s. 349ham, end han selv vilde være ved, og hvorom Partiet Intet aner. Den hænger ligeledes sammen med den Apotheose af „Geniet,“ af „den store Aand,“ som i hiin Tid var gjældende, hvor det hørte med til Geniets Særkjender at trodse og haane den almindelige Menneskeforstand, medens dets Orakler kun kunde forstaaes af de Indviede. Steffens og andre udmærkede Mænd kom efterhaanden bort fra denne Gultus, idet de bleve ethiserede; men Grundtvig, som aldrig er bleven ethiseret, har vedligeholdt den især for sit eget Vedkommende, og under vore smaae Forhold er det bedre lykkedes, end det vilde være lykkedes under større Forhold. Men i Længden gaaer det ikke. Sandheden er større end selv det største Genie, og Tidens Gang beskriver langt mere omfattende Baner end en enkelt Partiretning. Grundtvig selv har i de sidste Decennier været aldeles afsluttet i sine egne Anskuelsers Ufeilbarhed, og kun hvilet paa de Laurbær, Partiet havde tilkjendt ham, og Aar for Aar paany bragte ham. Men Tidens mægtigt susende Hjul siger til Alle uden Undtagelse: Ydmyger Eder! Vaager og beder!

Min optimistiske Anskuelse om vort fremtidige Forhold til Grundtvigianerne troer jeg, vi trygt kunne fastholde. Noget Indgribende ville de ikke gjøre. De kunne vistnok gjøre noget Qvalm med Psalmebogstillæg, en eller anden ny Valgmenighed, kunne vedblive at gjøre Forsøg med deres Høiskoler, hvori der er en Idee, som de paa ingen Maade er istand til at give virkelig Skikkelse; de kunne ligeledes vedblive at opponere mod det theologiske Facultet og forsøge, forhaabentlig forgjæves, paa at faae Præsteseminarier oprettede. Men saare meget af dette gaaer for mig op i det almindelige Anarchie, s. 350hvori vi befinde os, hvilket Anarchie maaskee vilde være langt værre og fjendtligere mod Aanden, dersom vi ikke havde Grundtvigianerne. I Kampen mod Vantroen ville de Bedre af dem mere og mere slutte sig sammen med os eller dog betragte os som Brødre, som vi dem. Det Specifiske i Theorien vil mere og mere visne hen. Denne min Anskuelse vilde jeg kun kunne forandre, dersom jeg saae nye Potenser at fremkomme i Grundtvigianismen, nemlig en kraftig Hævdelse af „Opdagelsen“ og en videre og frugtbar Udvikling af denne. Men her ere de jo aldeles afmægtige. Deres oprindelige Stilling er jo den offensive — Grundtvig selv er altid gaaet angrebsviis tilværks —, og nu ere de aabenbart trængte tilbage til Defensiven. Og hvorledes defendere de sig? — I „Kirkespeilet,“ er Grundtvig vistnok vedbleven at gaae angrebsviis tilværks, ja han angriber jo Alt, hvad der ikke er hans Eget. Men ved dette Værk — hans Testamente — synes Grundtvigianerne jo at skamme sig (en anseet Grundtvigianer sagde mig privat: „det er en Prostitution!“). Hvad betyder det, at de ikke vove at oplægge det paany, skjøndt det er udsolgt; at Ingen har vovet grundigt at anbefale det og at bekjende sig til de der udtalte Anskuelser? Summa Summarum: Efterat det længe har været paa Heldingen med Ideerne, ere disse nu udtømte eller forvandlede til Carricatur. Der er ikke mere Olie i den mystiske Lampe.

Dersom jeg her, kjære Biskop Laub, har trættet Dem ved en ny Expectoration mod Grundtvigianismen, bærer De selv Skylden ved Deres fortræffelige Udsagn, at Grundtvigianismen virker som en „vis mystisk,“ halv physisk Magt, og som noget vist „Lyrisk,“ hvor Ordene s. 351virke som Toner og Klange. De gav mig herved en ny Impuls. — — —

I Roeskilde læste jeg Monrads politiske Breve. De ere vel skrevne, og den politiske Genre synes jo at være den, hvor han bevæger sig meest i Overeensstemmelse med sin Natur. Dog vidner Stiil, Fremstilling og den lette, ofte ironiske Tone mere om en talentfuld politisk Journalist, end om en forhenværende Conseilspræsident, der er gjennemtrængt af Sagens høie og tragiske Alvor. Noget Substantielt har jeg ikke fandet deri, men vel meget Accidentelt. Overbevisende Kraft har det ikke for mig, og Hegermanns Skrift forekommer mig at være langt solidere.

Det skal gjøre mig ondt, dersom Hall gaaer af som Cultusminister. Just fordi han aldeles Intet kan sætte igjennem ved Rigsdagen, vil jeg beklage hans Bortgang. Jeg antager nemlig, at Alt, hvad der under disse Forhold kan sættes igjennem, er fordærveligt. Men det kan vel være, at Hall er saa fortrædiget og kjed af sin Stilling, at han vil bort. Den hele Situation er høist beklagelig. Men denne Situation vil — ogsaa under andre Ministerier — vedvare, saalænge vi vedblive at staae paa den almindelige Stemmerets løse Basis, paa hvilken Intet kan komme til at staae fast. — — —-

Og hermed maa jeg slutte. Det er snart Sengetid. Paa Visitats gaaer jeg i Seng Kl. 10. Gud med os!

Deres hjertelig hengivne H. Martensen.