Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1855-02-07)

Bogens indhold
Afsender:
Hardenack Otto Conrad Laub
Modtager:
Familien Laub i Hågerup, Wilhelm Frederik Laub, Louise Magdalene Schepelern, Hanne Jespersen, Ditlev Christian Ernst Laub, Arngoth Dorothea Petronelle Christine Wanscher, Johan Ludvig Georg Laub og Susanne Sofie Elisabeth Henriette Kiørboe
Afsendelsessted:
Viborg
Brevudgiver:
Frederik Ludvig Mynster , 1811-1885 Georg Sophus Frederik Schepelern, 1839-1900
Dato:
1855-02-07
Udgivelsessted:
KØBENHAVN

Viborg, 7 Februar 1855.

De to sidste Dage har jeg tilbragt 2—3 Timer hver Eftermiddag paa Latinskolen ved Halvaarsexamen. Rectoren havde inviteret mig dertil og. sendt mig Timetabel, s. 11 og jeg havde nok Lyst til at kjende lidt til Skolen og Lærerne, førend jeg selv faaer Drenge der. Der kommer ellers Ingen til denne, i Grunden private, Examen, og maaskee jeg har generet Disciplene lidt; men jeg er jo en Slags Ephor for Skolen, og den gamle Overlærer Reisz, som sad og examinerede sin flinke Sønnesøn, meente, at det kunde gjøre godt paa Disciplene. Jeg har hørt ham, Rector, Overlærer Wesenberg, Adjunct Pedersen og Bahnson, i Græsk, Historie, Geographie, Hebraisk og Religion. Jeg syntes ganske godt om, hvad jeg hørte, men rigtignok, ligesom Rector selv yttrede, at de jydske Drenge trænge til at faae Munden høiere op. Det gik forfærdelig sagte, selv med dem, som svarede fornuftigt og prompte, f. Ex. Skolens Dux, en fattig Dreng, som blandt Andet kommer her imellem og spiser til Middag. Efter endt Dagværk idag forførte jeg Rector til at gaae en lille Tur med mig, — jeg vidste rigtignok ikke, at Veiret var saa barsk, thi da jeg gik derhen, skinnede Solen heel lystigt. Men igaar Aftes var jeg henne hos Bahnsons til Thee og Aftensmad, og der især havde jeg det godt. Vi sad næsten hele Tiden ved Piben og snakkede om Allehaande, f. Ex. om „Onkel Frederik“, som de nok vil gjøre Bekjendtskab med, — og især længe om Søren Kierkegaard, som han hænger ved med sit Hjerte, fordi han skylder hans Skrifter saa meget, saa det gjorde mig ondt at maatte forsøge at rive ham lidt løs fra ham; tildeels lykkedes det mig, og jeg troer, vi kan nok forstaae hinanden. Ogsaa vor lille Moder havde han bestemte Erindringer om. — — Hvad der især gjorde mig Dagen igaar saa hyggelig, at jeg besluttede mig til at ende den der, var, at jeg om Formiddagen havde faaet det første Brev fra mit Hjem, s. 12 seet, at Alt var vel der, skjøndt der var intet om Hieronymus’s Examen, men derimod et lille Brev fra min egen Bisi. — — — Nu kom Jfr. Rose med Havresuppe til mig, som jeg ikke maa holde op med, fordi min Reiseforkjølelse endnu ikke er til Ende. Alligevel tænker jeg, at jeg kan prædike paa Søndag, — hvorom Bispinden, som idag har været saa glad ved sin Mand, sagde i Anledning af min Snue: „Saa skal det nok lyde som Stiftsprovsten, — han snøvler“. — — Øllgaards sælge nok nogle gamle, men gode Meubler: maaskee hellere kjøbe Gammelt end flytte Gammelt? Moderne og elegant vil jeg gamle Enkemand ikke have det. Jeg har faaet en Kokkepige, der er Jagt efter en Stue-do.; jeg har alligevel fæstet Bispens Karl, som skal være en skikkelig Klods og stor Børneven, til Have-, Kjøkken- og Børste- Karl, men ikke Tjener. — —

Lev vel, — alle, alle, alle Mine, Store og Smaae!