Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Ludvig Bang Zeuthen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1855-02-23)

Fra Laub til Zeuthen.
Viborg, 23. Februar 1855.

Kjære Venner! Det er meget længe siden, jeg har skrevet Noget directe til Eder, og jeg har jo og, siden de sidste store Begivenheder i mit Liv, den største Epoche, jeg kjender, enten jeg seer paa det, hvori jeg s. 24 nu er kommen ind, eller det, der gik i Forveien, levet saaledes og saameget med Eder, at I ikke kunde blive de Første, til hvem jeg maatte drives til at skrive, for at lade min Tilstand komme frem for dem paa en umiddelbarere Maade, eller for at bringe dem min Tak for den Deel, de havde taget i mine Begivenheder. — — — Det var overhovedet ikke i Haagerup, jeg skulde have Tid til at skrive Vennebreve og deslige; men efter at være kommen til Viborg, hvor jeg kun har mit Embede til daglig Brug, ingen Børn at lege med, har jeg jo havt al min Hviletid, — og den maa man jo overalt have, — til Sligt; og jeg har da virkelig faaet skrevet en heel Deel Breve, foruden til mit Hjem, af dem, som laae paa min Samvittighed og mit Hjerte, og desuden faaet fuldendt, hvad jeg havde begyndt hjemme, hvad der skulde i Trykken i Anledning af og til Minde foiling selv og mine Venner om det Liv, som jeg i saa kort en Tid har levet, for deri at samle saa at sige mit hele foregaaende og efterfølgende; thi saaledes staaer det for mig, som et Centrum, et stort Hvilepunkt, hvor alle mine Tanker, vaagen og i Drømme, maae hen, for at hvile. Jeg mener dermed ikke, at mine Tanker ere blevne huusvilde og ustadige, eller at jeg i nogen anden Betydning er bleven fremmed paa Jorden, end den, hvori vi Alle skulle være det og kunne befinde os just derved allerbedst her paa Jorden. Jeg har det godt og hjemligt, mine Tanker have en forunderlig Lethed ved at komme hen til deres Hvilested, og jeg er egentlig altid i Hvile, ogsaa ved saadanne Sager, som jeg ikke kan finde Rede i, og ved Tanken om, hvormeget af denne Art der endnu kan forestaae mig. Gud bevare mig denne Ro! jeg kan ikke udtrykke det, hvor god han har s. 25 været imod mig siden November f. A., og, som jeg nu saa klart seer, gjennem mit hele Liv, og hvorledes han har lært mig at sige af Hjertet: Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet! Jeg veed nok, der kan være endnu Meget tilbage, hvorom jeg først skal lære at sige det; men det er dog for mig, som om det sværeste Skridt var gjort, og skulde der være noget endnu Sværere tilbage, saa veed jeg dog nu af Erfaring, hvorledes man kommer igjennem: „Naar Hjertet sidder mest beklemt“ , og „naar jeg er skrøbelig“. Men bed for mig, mine Venner, for mig og alle Mine, at Ingen maa tage vor Glæde fra os! Det Eneste, der kunde gjøre mig alvorlig urolig, det er den Tanke: „om nu den Tilstand, hvori Du gaaer, var en exalteret, sygelig, et Selvbedrag!“ men den forekommer mig saa sund og rolig og given: skulde jeg ikke tage imod, hvad der gives mig, idet jeg veed, at jeg ikke har fortjent det? — — Jeg har prædiket i Domkirken, (som ganske er en Kirke for mig, ikke for mægtig og ikke for fattig, hyggelig, let at fylde — med Stemmen, om og med Tilhørere?), og jeg holdt den i en ganske anden glad Stemning end f. Ex. min Tiltrædelsesprædiken i Trolleborg. Paa Søndag tænker jeg igjen at prædike, da ellers Kirken skulde staae tom paa Grund af Vacance og Sygdom; og snart forestaaer en Ordination. — — —