Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Zeuthen, Frederik Ludvig Bang FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1855-08-10)

Fra Laub til Zeuthen.
Viborg, 10. August 1855.

Min kjære, gamle, og som Aarene gaae og blive flere, altid kjærere Ven! Ihvor meget end Dit lange Brev, begyndt d. 6te, har glædet og beskjæmmet mig; thi jeg vilde skrevet, ikke d. 4de — den Dag skrev jeg en Prædiken —, men til d. 4de, og gjorde det ikke: saa gjorde det dog maaskee endnu et stærkere Indtryk paa mig, da jeg tilsidst kom til, hvad jeg ansaae for en Fortsættelse, men som var en Begyndelse fra November forrige Aar. Det maatte sætte mig tilbage i den Tid, da det blev skrevet og igjen afbrudt, der ligger mig saa nær, og dog tidt er saaledes fortrængt af saa Meget, der siden er kommet imellem, at jeg trænger til og længes efter at komme tilbage til den, for at jeg ikke skal miste dens forunderlige Velsignelse for mig og mit store Huus. Til denne Velsignelse hørte iblandt det Første og Bedste al den menneskelige Kjærlighed, som den Gang strømmede ind over mig, og som saa mægtigt holdt mig oppe, at jeg dengang virkelig gik med Frimodighed til Alt, hvad jeg jo siden ikke altid har kunnet i samme Grad, og sagde mig allerede dengang, at jeg ikke altid vilde formaae, men saa skulde jeg være taalmodig, bie og troe, saa vilde det nok komme igjen; og Gud skee Lov! saaledes er det s. 28og i det Væsentlige gaaet, — om ogsaa tidt igjennem Utaalmodighed og Kamp imod den: og min 50 Aars Fødselsdag kunde jeg begynde med en oprigtig Tak og Glæde, med Haab om, at jeg tilsidst maa reise herfra og være med Herren med hende, med hvem han gav mig saa meget og saa Mange, og med dem Alle, men ogsaa med den Bøn, at det ikke maa skee, førend jeg er færdig med hvad jeg skal her, og har hjulpet alle Mine frem paa Veien; — og det øvrige af Dagen svarede saa forunderligt til denne Morgen, at jeg kan sige, jeg er kommen vel over denne Grændse og bør haabe alt godt. Og Du, min gamle Ven! jeg har ikke glemt, hvorledes jeg saae op til Dig i Begyndelsen, Dig, som i Tiden kun var 2 Dage, men i andre Henseender 5 Aar foran mig; og jeg gjør det endnu, om ikke ganske med samme Følelser, saa maaskee med sandere: jeg vilde maaskee dengang, om jeg havde kunnet tænke saavidt, snarere troet om mig selv, at jeg var rustet til engang at være Biskop, end jeg nu kan mene jeg er det, om ogsaa Du siger det; og dersom det er mig en Trøst, at Du siger det, og een af de stærkeste Bevæggrunde for mig, til at tage imod dette Kald, at Du havde sagt mig det, saa er det jo dog kun, fordi jeg seer op til Dig, som den Ældre, der er foran i saa mange Henseender, synes mig tidt, saa langt foran. Saaledes har jeg og seet op til Dig, som Du stod paa Gonventet sidst, alene efter Kirke-Tidendens Skildring, mindre for dine Ords Skyld (som jo kun vare ufuldkomment gjengivne) end for din Holdnings, — saa uskyldigt-, næsten barnligt-rolig i din Eensomhed af den Art, som jeg ikke har prøvet, og ikke veed, hvorledes jeg kunde taale. Og da Du stod sidst og talte til mig og Mine, ogsaa til hende, som sov, da s. 29saae jeg ogsaa op til Dig som til min gamle Ven og Støtte, just da Du talte om, hvorledes Du havde seet op til min Himmel. Dine Ord har jeg nu igjen læst mange Gange, efter at jeg har faaet dem trykte. Alt dette hører nu med til det Aar vi igjen have tilbagelagt, — Gudskeelov, vi tør dog sige ogsaa om det: „af Guds Naade — og ikke forgjæves:“ Kun dette vilde jeg skrive strax — — og saa for Resten ende for denne Gang. — — —

d. 12te, Søndag Morgen, inden jeg gaaer i Kirke, for at høre. — Hvorledes det gik os d. 10de med vor Tur til Hald, hvorledes vi kjørte ud Kl. 12, 24 Personer paa 3 Vogne, omgivne af Tordenskyer og dog med godt Mod, og havde Lykken med os, et mægtigt Tordenveir næsten lige over Hovedet og dog næsten ingen Regn, hvorledes vi tumlede os omkring, — i Græsset, Nogle ogsaa i Vandet, — gik omkring, temmelig lange Ture, og beundrede den deilige Sø og de, ikke sjællandske eller fyenske, men ægte jydske Bøgeskove, som øiensynlig vare i Slægt med Lyngbakkerne deromkring, ja endog med Ruinerne af det gamle Slot, og fandt ogsaa Haven ved det nye Slot (Herregaard) med sine lange Alleer af (jydske) Linde, sine uendelige Steentrapper nedad Terrasserne imod Søen, at være af samme Familie, hvorledes vi spiste og drak, Tyttebær og Blaabær, der myldrede i Skoven og i Lyngen, og Vand at den bjergklare Møllebæk, og anden Mad og andre Drikkevarer inde i Huset, indtil vi tilsidst kjørte hjem i Halvmørke under Sang af tre Chor fra de tre Vogne, som undertiden fulgtes ad, undertiden svarede hverandre som Echo, — og hvorledes vi i det Hele taget leve her i disse Dage, nydende s. 30vor Ferie og vort Samliv, fordi vi veed, det er snart forbi, men vi skal ikke bekymre os for den Dag imorgen (hvorved jeg uafladelig maa tænke paa vor store Reise ifjor, og paa min lille sidste, glade med Sanne, og paa Dine Ord, at vi maaskee skal faae Mere at see, idet vi gaae ned ad Bjerget) —: det vil jeg overlade Mesteren, Onkel Frederik, at skildre, men selv slutte dette Brev. Jeg havde først meent at skrive meget Mere, men seer nok, at saa maatte Du komme til at vente alt for længe paa dette Brev, som dog skulde naae Dig i Din Eensomhed. Og jeg kan ogsaa fatte mig i Korthed angaaende det Andet, jeg vilde sige Dig: at hvert Ord fra Din Pen, ikke blot i Breve, er mig et vægtigt Ord, — tidt just det, jeg meente eller søgte, men altid en Anledning til Overveielse, — at jeg altid har væsentlig staaet paa Din Side (skjøndt ikke som Hjælper) i Dine Kampe, som jo nu er bestandig „baade tilhøire og venstre“, at jeg aldrig har „været nær ved at blive Grundtvigianer“, om jeg end har staaet dem nærmere end Du, og meent, at der var Noget i Grundtvigianismen, som Du misforstod; og endelig, at der er Meget, som jeg aldrig faaer sagt. Dig, som jeg vilde, men samler og gjemmer til der, hvor vi kan tale sammen om Alt i evig Ro.— — Gud bevare og velsigne os Alle!

Din Otto.