Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Zeuthen, Frederik Ludvig Bang FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1858-07-23)

Fra Laub til Zeuthen.
Viborg, 23. Juli 1858.

Kjære Zeuthen! Jeg har længe skyldt Dig Brev. Jeg tænker mig, at alle Dine ere i Fyen, Lene paa Sludegaard, og Du alene hjemme, og det er altsaa en passende Tid til at begynde en Samtale med Dig, og jeg har ogsaa saa mange Ting at tale med Dig om, naar jeg kan komme dertil. Men een er der, som især fylder mine Tanker og mit Sind idag, efter det Brev som kom imorges, allerede efter det, vi fik for to Dage siden, og hvorfor jeg især maae tænke mig Lene paa Sludegaard : vor Moder, Din med! maaskee hun allerede nu er ikke mere paa Sludegaard, og i ethvert Tilfælde venter jeg ikke mere at see hende hernede. Da Fader døde, da var det mig egentlig ikke som nogen Skilsmisse; og dog har jeg langt tidligere og med langt mere Klarhed været mig bevidst, hvad jeg skyldte ham og havde i ham, lige til det Sidste vi kunde tale sammen, end Tilfældet har været med Moder. Ved hende har jeg hængt uden at vide det, eller uden at vide, hvorfor, og hun har holdt fast paa mig uden saaledes heelt igjennem at forstaae mig, alene fordi jeg var hendes Barn. ,,Paa Dig er jeg lagt fra Moders Liv*, — dette Ord har egentlig sagt mig, hvorledes jeg hænger sammen med hende. Hun er i en Tilstand, hvori hun hverken med Ord eller Gjerning kan hjælpe mig videre frem, og jeg maatte jo s. 42mene, at hende vilde jeg langt lettere kunne undvære end Fader; men jeg synes, det er omvendt, som jeg endnu var med Liv og Legeme forbunden med hende, saaledes som det begyndte med mig, som om Skilsmissen her maa være dybere, mere en Dødens, end da Fader døde; den hænger sammen med Noget, som ikke kan udsiges med Ord. Saa er hun jo ogsaa den Sidste af de Gamle, der gaaer bort: man rykkes ligesom løs fra sin Fortid, og føler det, at man staaer ene, nu selv som en Rod, der skal bære en Stamme med dens Grene, det store Ansvar, som man ikke kjendte i sin Barndom! Men saa: ,,Paa Dig er jeg lagt fra Moders Liv! Fader og Moder forlode mig, men Herren annammede mig!* — det er det jo, man skal lære.

Jeg havde mange Ting at skrive til Dig om, men Tiden mangler. Her er i Byen Monrad med sine Ledsagere. Jeg har været hele Dagen igaar i Borgerskolen og skal imorgen til Seminariet, hvormed hele Ugen gaaer. — — — Jeg skulde ogsaa takke Dig for Lærebogen *) LÃ). Jeg kan kun sige, at den i det Hele taget har tiltalt mig, men at jeg kjender den endnu for lidt til at kunne sige noget bestemtere. Jeg tog den med paa Visitats, men der var kun lidt Ro.— —Balslevs, som jeg støder paa i Skolerne, har jeg endnu ikke kunnet blive fortrolig med, og, jeg synes Skolelærerne ikke heller; thi Balle bryder altid igjennem. — Om Schelling, hvem Martensen i en Samtale med en Præst herfra om Forskjellen paa en genial Mand og et Genie, skal have kaldt ,,et genialt Genie*, vilde jeg ogsaa gjerne skrive. Jeg har nu læst *Philosophie der Mythologie* igjen med langt mere Fornøielse s. 43end første Gang, og jeg læser ham overhovedet for min Fornøielse. Det Værste er, at naar jeg i længere Tid har læst i den Bog, vil intet Andet rigtig smage end Bibelen. Jeg kan paa andre Steder maaskee finde mere af mine egne Tanker, men Sympathien her er mangen Gang saa triviel og tam; hos Schelling har jeg altid Noget for mig, som jeg faaer at gjøre med, maaskee at kæmpe med, og det er Tankerne, — Ordene ere simple nok (hos Andre kan jeg maaskee maatte kæmpe med Ordene, og maae saa maaskee ende med: *er det ikke Andet?*) — denne klare Dybde, denne plastiske Simpelhed, sancta simplicitas! noget Tilsvarende synes jeg kun jeg har fundet hos Mynster — og i Bibelen. Naar man engang har studeret Sligt tilbunds, saa maae man endnu bruge det som Morskabslæsning, som Poesie, eller til Opbyggelse. — — — Lev vel, gamle Ven! Du har vel Ingen at hilse, men hilses af Alle her.

Din O. Laub.