Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Ludvig Bang Zeuthen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1861-05-17)

Fra Laub til Zeuthen.
Viborg, 17 Mai 1861.

Kjære Zeuthen! Jeg har endnu ikke gjort Dig min Visit i Din nye, og, som man siger, store og smukke Præstebolig; og det er rettest, at jeg gjør, hvad jeglænge har tænkt paa, inden jeg paa Onsdag reiser endnu 4 Miil længere bort fra Fredericia, og dermed tillige begynder ,, die schöne Sommerzeit*, da det vel ikke altid kan hedde: *Geh aus, mein Herz, und suche Freud*! — hvortil jeg dog gjerne vil regne netop Visitatsreiserne —, men da jeg dog i. alt Fald faaer temmelig stadig med saa meget Udadgaaende at gjøre, at mit Kammer og Skrivebord, navnlig hvad Vennebreve angaaer, kun kan faae en ringe Deel af Tiden. Og nu har Du jo ogsaa faaet Din Kone og Dine Døttre til Dig, altsaa Alt, hvad Du for Tiden, og for Eftertiden med — thi Dine Sønner har Du jo sendt ud paa deres egne Veie — kan samle i Dit Hjem, — indtil I engang — efter Tiden — kunne samles Alle i det Hjem, hvorfra man ikke mere skal sendes ud for at søge — hverken Brød eller Viisdom eller Sommerglæde, fordi man har Alt derinde, — naar man er naaet vel dertil, og Gud har været med paa Reisen. Og i det Haab, at vi skulle mødes der, om ikke før, kommer jeg nu i mit og alle Mines Navn, og siger: *Gud velsigne Eders Indgang og Udgang fra nu og til evig Tid!* — Jeg havde tænkt, naar jeg naaede til dette Brev, da at skulle faae skrevet en Deel om Din sidste Bog *) Philosophiske ) og Schelling; men nu er jeg kommet for langt bort derfra, skjøndt, som jeg haaber, paa Veien s. 47 dertil. Det var oprindelig min Plan, i Vinter, naar jeg havde faaet Sommerrestancerne fra Haanden, ordnet Ã…rchivet osv., da at tage fat paa Schelling forfra. Imidlertid blev jeg syg, og i denne Tid og den nærmest følgende kom jeg ind i Andet, som jeg efterhaanden meente, kunde tjene som en passende Forberedelse til, hvad jeg nu mener at kunne naae næste Vinter. Det er jo en Regel, naar Noget interesserer En meget, da for en Tid at lægge det tilside, og saa komme til det igjen; imidlertid har man maaskee vundet et nyt Synspunkt. Hvad jeg fik fat paa, var naturligviis Theologie; den Ferie, jeg fik, syntes jeg bedst at kunne bruge til at ,,recolligere mig*, samle sammen, hvad jeg vidste, eller engang havde vidst og burde vide, paa en Maade repetere til Examen. Nu, til at samle Alt, kom det naturligviis ikke. Især prøvede jeg, hvor svært det er at lære Historie, naar man er bleven tilaars; dog har jeg læst Adskilligt, som jeg i det Mindste har havt Fornøielse af. Mest har jeg havt at gjøre, foruden Bibelen, med Dogmatiken (og det var mit Forsæt, udtrykkelig med Hensyn paa Schelling, fornemmelig at beskjæftige mig hermed). Jeg vilde og have studeret F. Helwegs — til mig dedicerede — store Bog, som jo ikke blot er exegetisk, men dog egentlig vil give et theologisk System; men som Reconvalescent troede jeg for det Første at kunne fritage mig for dette Arbeide, og senere er jeg ikke kommen dertil. Derimod er jeg naaet (baglænds og NB. repetitionsviis, altsaa uden at læse meget Nyt) til de symbolske Skrifter og Melanchton (loci, Apologien), og vilde endnu gjerne have Calvin med, for engang ordentlig og i Sammenhæng at læse hans institutiones, som dog er en interessant Bog og det mest Philosophiske, Reformationstiden har frembragt. En Bog, s. 48 hvori jeg, medens jeg laae, læste med megen Fornøielse, var Joh. Mullers ,,Allgemeine Geschichte* (Middelalderen). Af Nyt seer man her ikke Meget, og det, jeg seer, tiltrækker mig ikke nær saa meget som det Gamle, jeg seer paa mine egne Hylder, hvortil jeg nok af og til kunde ønske noget mere af samme Art, — som jeg saa maaskee ikke fik Tid til at læse med. Kan Du faae Tid til at læse? og til at skrive? — og Du, som ganske anderledes end jeg trænger til Nyt, kan Du faae det, hvor Du nu er? — er Du meget besværet med Communalvæsen?— — —