Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Frederik Ludvig Bang Zeuthen (1861-06-06)

Fra Zeuthen til Laub.
Fredericia, 6. Juni 1861.

Kjære Otto! Tak for Dit Brev, der, som alle Dine Breve, uden Hensyn til det bestemt positive Indhold, efterlod et saa mildt, inderligt, alvorligt Indtryk! Hvad Du ikke omtaler, har jeg hørt andetstedsfra, at Dit Helbred kræver den største Forsigtighed. Mit Helbred, som før har været godt, synes ved den friske Luft her endog at være bedre. Gud skee Lov! ja, jeg veed og føler, at just den Sunde har vanskeligst ved at skjønne paa og takke for Sundheden. Den Sygelige, som har raske Mellemrum, kan dog langt bedre sige Gud skee Lov! derfor. Men vi maae i dette, som i Andet trøste os med, at Gud vil see naadig til dem, der vel ikke ret kunne, men gjerne ville kunne. Frederik (min Søn) skrev engang, at vor Lykke gjorde ham ængstelig. Den synes i det Væsentlige at fortsættes her i Fredericia (og jeg har heller ikke, siden jeg besluttede mig til at søge det, været s. 49 ængstelig i den Henseende, thi jeg har bestandig havf Følelsen af et høiere Kald herover), men jeg har ogsaa havt en Følelse, der lignede min Søns, ikke for Lykken men over Lykken. Men jo mere Lykken ophører for mig at være meget mere end ligesom et Kar, der skal fyldes med den Gjerning, hvortil jeg er bestemt her paa Jorden, desto mindre faaer hiin Ængstelse noget Herredømme i min Sjæl. Den dobbelte Betydning af Ordet laboro *) Matth ) er mig heri saa vigtig. Den, som ikke laborerer, lider, maae arbeide, dersom han ikke skal frygte Nemesis, der ikke pleier at lade de gode Dage vare meget længe. Til det Lykkelige for mig her hører da just det, hvorom Du spørger, at jeg ved at give en Mand 30 Rbd. aarlig er fri for alt communalt Skriveri, som, hvor jeg før har været, tog mig saa megen Tid. Det synes mig, at selv om jeg daglig besøger en Skole, en Syg eller Andre i Menigheden, saa har jeg vel saa megen Tid til min Disposition som i Sorø. — Jeg er da ogsaa i denne Tid i Arbeide Kl. 4—5 om Morgenen, beskjæftiget med en Afhandling om det negative eller begrændsende Moment i vor theologiske Erkjendelse. Det er ikke umuligt, at jeg tager Deel i det skandinaviske Kirkemøde og holder Foredrag i Christiania. — — — Jeg troer, at jeg faaer det Nye, som jeg ønsker at læse, her ligesaa godt som i Sorø. Jeg er aldeles ikke saa begjærlig efter det Nye. Jeg har i nogle rare Udgaver, som jeg har faaet, begyndt igjen paa det Ældste, paa Homer og Herodot. Naar man engang er kommen til en omfattende Verdensbetragtning, saa er dog alt det Gamle derved blevet nyt. Og paa den anden Side bestyrkes jeg i det store s. 50 Nye ved alt det Gamle, idet jeg nu finder mig ret stillet til at see og forstaae og bedømme det.— — —

4