Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Ludvig Bang Zeuthen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1862-09-15)

Fra Laub til Zeuthen.
Viborg, 15. September 1862.

Kjære Zeuthen! Tak for Dit Brev, og da navnlig for det Bedste deri, hvad Du skriver om vort sidste Møde. s. 55 Der er eet Ord deri, hvorimod jeg paa en vis Maade vilde gjøre Indvending, at *vi fandt hinanden* ; der var ikke det Ringeste af den Famlen og Usikkerhed, hvormed man søger, hvad man gjerne vil finde. Men at see igjen, hvad man legemlig har været skilt fra, og see, at det er, som man var vis paa, det er jo ogsaa at finde; saaledes haabe vi jo — som nu Fru Ingemann —- engang at finde de Forudgangne. — — — Vi fik jo talt om mange Ting, uden at naae til Enden dermed, som det væsentlig maae gaae med Alt her; og derfor var det jo i sin Orden, at vi ikke talte om den ene Ting, hvormed vi vanskeligst havde kunnet finde os i ikke at komme til Ende *) Om ). Jeg er vis paa, at vi ogsaa heri staae hinanden langt nærmere, end vi kunne finde Ord til at betegne det med, og at det nok engang skal vise sig. Kun Eet maae jeg i denne Anledning sige Dig: at jeg elsker Dig for det Smiil, hvormed Du fortalte, at Du tog Hostrup om Hovedet; der laae deri en saa afgjørende Tillid til, at jeg forstod Dig, — og jeg vil tilføie, at H. har gjort et saadant Indtryk paa mig, at jeg kunde fristes til at gjøre det Samme. — Saa i hele 14 Dage maatte Du sidde ene i Din smukke Præstegaard; Du har jo nok vidst at bruge denne Tid. Alt for længe kunde jeg ikke finde mig i at være ene i Bispegaarden; men Noget af denne Eensomhedens Glæde føler dog ogsaa jeg, naar jeg om Aftenen kommer herop og læser, hvad jeg vil; jeg kunde ikke godt undvære disse Aftentimer, og selv naar jeg kommer lidt sildig hjem, maa jeg sidde saaledes en halv Times Tid, før jeg kan sove. Men ligesom Du kan tage dette i længere Drag end jeg, saaledes s. 56 ogsaa det Modsatte, det ferierende Llv, hvori Du giver Dig hen til alle de mange Indtryk, som komme udenfra. En af mine Glæder, medens Du var her, var at see, hvorledes Du kunde gotte Dig i den Natur, vi havde at byde Dig, i vor Have og Omegn. Det var ogsaa, som om Vorherre ret vilde lade sin Sol skinne over dette Besøg.— — — Det er jo naturligt, at Fru Ingemann har optaget Dig. Ja, kunde hun endnu male! men maaskee hun, nu han er borte, for hvis Øie hun gjorde Alt, kun altfor meget vilde føle, at hun dog aldrig her har formaaet med Penslen at udtrykke, hvad hun meente. Dog, saaledes er vel Alt, hvad der frembringes hernede — lidt mere eller lidt mindre — kun ufuldkomne Fostre, som endnu trænge til den Skikkelse, hvori de ret skulle fødes, — fødes paany, for at indkomme i Guds Rige. Jeg har i denne Tid læst Dorners Entwickelungsgeschichte der Lehre von der Person Christi — jeghar aldrig før læst den saaledes i Sammenhæng, — og det har gjort et stærkt Indtryk paa mig, saaledes at see ind i det store Arbeide, hvorpaa saa mange af de ædleste Mennesker i saa mange Aarhundreder have arbeidet, ja sat deres Liv ind paa at løse en Gaade, hvorom de vare forvissede, at den maatte løses, medens dog Enhver af dem maatte gaae bort, uden at have sagt det sidste Ord. *Vel Dig, du gode og troe Tjener!* — vil der nok blive sagt til mange af dem, som ikke bleve forstaaede, og ikke heller kunde blive det: *Du skal blive sat over Meget*, — nemlig det Hele, naar Alle ere færdige, — arve Riget som Du tragtede efter! — — —

Gud være med Dig, og endnu engang Tak, fordi Du har været her!

Din O. Laub.