Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Ludvig Bang Zeuthen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1864-09-29)

Fra Laub til Zeuthen.
Viborg, 29. September 1864.

— — —Men saa har jeg en Tak at bringe Dig for den lille Bog, som jeg fandt ved min Hjemkomst fra Visitats *) Paaskeprà ). — — Det har været høist tiltrækkende for mig at see Dig i Din Virksomhed under disse saa ganske s. 59 usædvanlige præstelige Forhold, og høre, hvad Du har at sige og bekjende om Dine Tilstande udvortes og indvortes. Det er jo en for os andre Præster lukket Bog, Du her har lukket op, men hvori Du dog har ladet os læse, hvad der ligger i enhver af os, uden at vi have havt en saadan Leilighed til at blive os det bevidste. Jeg har maattet tænke paa en Linie i den Morgenpsalme, som vi sang for Dig ved Dit sidste Besøg, og som Du syntes saa godt om: *Jeg er for Strid saa bange*. Det er det Samme overalt, som kommer frem i mangfoldige Skikkelser, og der er kun een Maade, hvorpaa det kan overvindes, og hvori det første Skridt er, ikke at nægte det og mene sig fri. Just derfor er det gavnligt at see det i en ret marqueret Skikkelse. Din Aabenhed og Ærlighed her er velgjørende, og Du har paa ingen Maade talt for meget om Dig selv. — — — Hvad den lille politiske Betragtning angaaer, da har Du vist Ret i, hvad Du siger om en Dobbelthed i Princip, og Virkningen heraf til at svække Kraften og sløve Begeistringen: at der har hvilet et aandeligt Tryk over det Hele, er unægteligt; jeg mener, Enhver har kunnet føle det for sig selv, og Mange have sagt det i de Ord: *i forrige Krig var det ganske anderledes*. Hverken i Forventningen af en stor Begivenhed, der vidstes at forestaae, eller i Sorgen bagefter, var der den rette Kraft, og denne indvortes Tilstand, dette tunge, dumpe Væsen, hvormed man modtog enhver sørgelig Tidende, som om man ikke havde Ret til at vente Andet, har for mig været det Sværeste at komme igjennem. Jeg lod T. T. læse Din Bog, og han syntes godt om den lige til Enden, omendskjøndt hans politiske Standpunkt ikke er det samme som Dit. Han nægtede ikke denne Dobbelthed, men s. 60 meente, at den havde været ufrivillig og uundgaaelig. Heri vil Du maaskee tildeels give ham Ret; naar man gaaer tilbage i Tiden, saa er dog Dannevirke Grændsen baade for Landet og Folket, og det er ikke let i Tidens Løb at mærke, at en Forandring, som skiller mellem disse to, er skeet saaledes, at den maa ansees som fastslaaet. Men jo mere det da maatte vise sig — hvorom først en senere Tid kan dømme retfærdigt og billigt —, at den uklare Stilling ikke kan lægges Enkelte til Last, som om den nærmest beroer paa deres Mangel paa Dygtighed eller Troskab, men er fremkommen ved en vis historisk Nødvendighed, hvori jo vistnok de Enkeltes Forseelser ogsaa have deres Plads, idet den Ene forvirrer Sagen for den Anden, den ene Slægt for den anden —, desto mere vil det, eller bør det da føre til en saadan Opfattelse af Sagen, hvori *den fornuftige Beregning* og den *ikke beregnende Kjærlighed* maa kunne mødes, nemlig, at der er en høiere Magt over det Hele, som har villet det saaledes, den maa man underkaste sig og bede: *Skee Din Villie!* og: *Forlad os vor Skyld, som og vi osv.* — og at vor Frelse beroer paa, om vi kunne lære at blive de *Sagtmodige*, som skulle arve Jorden, og de *Ydmyge*, som Gud vil ophøie. Det Bedste i Din lille Bog er dog vel det midterste Parti, den kjærnefulde og hjertelige Prædiken, som fører saa lige hen til det Ene, som er fornødent, og efter hvis Læsning jeg endnu bedre forstaaer, hvad hjemvendte Soldater have sagt om Dig i Sammenligning med Rørdam, hvem det. synes, at de ikke kunde forstaae, og jeg troer ogsaa med Clausen, Feltpræsten, hvem vi ved et kort Ophold her kom til at holde meget af som Menneske, men hvis Prædiken, uagtet hans Begavelse, Alvor og Hjertelighed, s. 61 dog manglede mig for meget den Ro og Besindiglied, uden hvilken en Prædiken ikke ret vil gaae mig til Hjerte. — — — —