Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Zeuthen, Frederik Ludvig Bang FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1865-07-10)

Fra Laub til Zeuthen.
Viborg, 10. Juli 1865.

— — —. Frimodt kjender jeg kun paa anden Haand, jeg har ikke engang faaet noget af hans Trykte at læse. Han maa være ualmindelig begavet og tiltrækker Mange. — — I hvor meget vor Tid kan trænge til det Vækkende, saa er jeg dog (uden Hensyn til Fr., hvem jeg ikke kjender) lidt bange for det, som gaar med Hæflighed i denne Retning, hvis udskeiende Yderlighed er kommen frem paa Bornholm i Tranberg, og som i Kjøbenhavn maaskee vil faae en Støtte i den Methodistkirke, som opføres med saa megen Pragt. Der kan ikke blot være noget Mægtigt i denne Retning, der virker paa Almuen, som paa Bornholm, men ogsaa noget Prægtigt, der indtager de Dannede, og maaskee tilsidst gjør lige den modsatte Virkning af den, den vilde, kun bringer til at svælge i Følelser. Jeg kan tænke mig det muligt, at i London mangen Lord eller Lady sidder i Spurgeons overfyldte Kapel under hans overvældende Tale, og ligesom tager sig et Bad, eller sidder ligesom i et Theater og nyder det rystende Skuespil, som opføres. Men er det Angersfølelser, der saaledes leges med, da er man kommen til det Farligste af Alt. Jo mere Prædikanten staaer ligesom over os Alle og taler nedad til os, desto lettere skeer det, at hans Tilhørere ogsaa komme til at staae udenfor som Tilhørere og Tilskuere. Hvad der s. 62skal faae mig med, maa komme fra En, der staaer midt inde i det, som vil staae ved Siden af os og kæmpe med os. Jeg siger dette ikke imod Opvækkelsesprædikener i Almindelighed, kun om den Fare, de maae undgaae, og med fuld Indrømmelse af, at der er ligesaa stor Fare paa den anden Side, naar man vil opbygge, hvor der ingen Grund er, eller give Noget at tænke over, og saa ikke gjøre videre med, hvorved man dog i den rette Betydning bliver ved at sove. Naar Frimodt gjør Christi Fornægtelse til den sidste, utilgivelige Synd, saa maa han dog vel mene, hvor Aanden har bragt Christus saa nær, at hans Fornægtelse bliver Synden imod den Helligaand: i sidste Instans maae dog disse to falde sammen. — — —