Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Ludvig Bang Zeuthen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1866-04-21)

Fra Laub til Zeuthen.
Viborg, 21. April 1866.

— — —. Der er overhovedet i den Maade, hvorpaa de Unge nu gaae til Præstegjerningen, Noget, som dybt beskjæmmer mig, naar jeg tænker paa min egen Begyndelse, som dog blev anseet for god, og hvorom jeg ogsaa tør sige, at den ikke var letsindig. Der kan nu arbeides langt bedre, og udrettes langt Mere paa denne Mark, og fordres da og langt Mere af Arbeiderne end dengang. Og om der da end er Meget ved Tiden, som jeg ikke kan kalde glædeligt, og Du vel ikke heller, saa er her dog en virkelig og mærkelig Fremgang: jo mere Verdensrigerne komme i Forvirring, desto mægtigere gaaer Guds Rige fremad, og det er en Glæde at opleve det, ihvad det saa og maa have i Følge med sig. Thi der s. 63 er jo ogsaa netop i christelig Henseende Bevægelser, som man maa vogte sig for, — og som efterhaanden trænge En nærmere ind paa Livet, som paa et Aar naaede fra Bornholm til Ryslinge. Ja, mit gamle, fredelige Ryslinge, hvem tænkte i min Tid paa, at Sligt kunde skee? ogsaa dengang vilde de Fleste sige med mig (som senere paa et andet Stadium Birkedal), at Ryslinge var den første Menighed i Danmark. At dette Fredelige dengang for en Deel bestod i, at Meget sov i Fred, det maa jeg bagefter erkjende, og tør maaskee lægge til: Meget, som dengang ikke kunde vækkes, maaskee endog Meget, som endnu ikke skulde vækkes, — thi Gud har sine Tider, og det er ikke Tjenerne ene, som gjøre eller forsømme, hvad der skeer eller ikke skeer. Altsaa en virkelig Fremgang er her kjendelig, — og saa ved Siden deraf det, hvorom jeg ikke forstaaer, hvad det skal føre til. En Fare er her, og jeg kan ikke see Andet, end at her er Noget, som maa gjøres tilbage, dersom det skal i Sandhed gaae fremad, et Overmod og en Trods, som ikke er af Gud. Jeg fik for nylig et Brev fra en Mand i Ryslinge; han har ellers ikke pleiet at skrive til mig — —, men nu har han nok følt Trang til at udtale sig for mig. Han erkjender, hvad Birkedal har været for dem, men nu kan han ikke følge ham; han mener, at dette kun kan føre til en Udtrædelse af Folkekirken, *hvortil han ikke finder christelig eller kirkelig Grund* , efterat Gud har sendt dem en Præst som Clausen. Hvad jeg har svaret, kan Du nok tænke Dig. — — —