Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Ludvig Bang Zeuthen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1870-02-25)

Fra Laub til Zeuthen.
Viborg, 25. Februar 1870.

— — — — Har Du lagt Mærke til — med Hensyn paa Ordningen i denne ældste Psalmebog (Davids), at den oftere skeer per oppositionem, at man flere Gange finder to, der høre sammen som Klagesang og Lovsang, Bøn og Svar, f. Ex. 22 og 23, 102 og 103, 109 og 110 (see sidste Vers i 109 og 1ste og 5te i 110). — Jeg læser i denne Tid om Morgenen i Ezeehiel, og bliver altid, naar s. 69 jeg kommer til ham, fængslet af Begyndelsen, det store Syn, hvoraf Rafael har givet en jordisk Antydning, som er mesterlig, men ikke mere end Antydning; der er Meget, han har maattet lade blive udenfor, og at samle Alt i een Anskuelse, er umuligt, dertil er Papiir og Lærred for fladt; og ikke engang Billedhuggerkunsten kan frembringe et Billede, som har Høire og Venstre, for og bag, og dog er eens, fra hvilken Side man kommer til det. Propheten har seet det Hele paa eengang (altsaa med mere end det legemlige Øie) rundt omkring, og saaledes altid forfra, ligesom Skikkelsen og Hjulene altid gaae fremad (med Ansigtet frem) *uden at vende sig*, altsaa i samme Retning, ogsaa naar de gaae i en ny. I Forbigaaende angaaende Hjulene: disse 4 i hverandre maae egentlig tænkes som 2, der skjære hinanden i en ret Vinkel, hvorved der fremkommer 4 Dele, Halvhjul, hvert vendt mod sin Verdenskant. Men hvad jeg egentlig vilde nævne, var Ilden; har Du lagt Mærke til, hvilken Rolle den spiller, ikke blot i Begyndelsen som omgivende det Hele, saa det Hele seer ud som en Ild, hvori Billedet saa kommer frem, men derefter igjen indeni det Hele, og hvorledes den betegnes forskjelligt, mere i Bevægelse eller mere hvilende, eftersom man kommer længere ind og opad; hvor Thronen nævnes, er Ilden בית־לה, *i Huset, hjemme*. Altsaa endnu høiest oppe, over *den frygtelige Krystal * (eller, som det og kan betyde, *Iis* —, hvor dog al Brand maa være slukket), og over den blaae Saphir er endnu Ilden, men uden de urolige Bevægelser; her bliver den Lys og ender i den stille, klare, syvdeelte Bue i Skyen. Jeg har maattet tænke paa Schelling og den Potens, som skal holdes nede, indesluttet, men som dog er det egentlig Levende. s. 70 Ilden kan udlades, løslades, men da er det nedad, da skal der skabes noget Nyt, som gjennem frygtelige Omvæltninger (see Kap. 10); da hedder det: *Bliv Ild!* — som i Begyndelsen: *Bliv Lys!* Jeg tør egentlig Intet sige om den Rolle, som Ilden har spillet i Jordens Historie, eller endnu spiller, skjøndt jeg troer, at der ogsaa i physisk Henseende er Noget, som vil aabenbares paa den store og frygtelige Dag, Vredens Dag (2 Pet. 3). Men det er klart, at i Culturhistorien har Ilden havt en stor Betydning ligefra Prometheus til Fulton. Jeg kommer ved Ezechiels Syn ogsaa saa let til at tænke paa et Banetog, paa Locomotivet, som ogsaa gaaer lige ud for sig uden at vende sig, derhen, hvor alle disse Mennesker og Ting skal hen, og om hvis 4 Hjul man ogsaa kan sige, at *Livets Aand er i dem* (eller rigtigere *det Levendes* ×”×™×”, det samme Udtryk, som bruges om Cheruben) d. v. s. Ildens Aand — og det Menneskes Aand, som kan lukke Ilden inde uden at slukke den, — denne Aand er i Hjulene, saa de bevæge sig *af sig selv*. Og dog er her kun en Maskine, ikke en levende Skabning. — — Ved dette Sidste tænkte jeg ogsaa særlig paa, da jeg første Gang saae et Banetog komme; jeg reiste med Chr. Mynster og hans Familie fra Valløby til Kjøbenhavn, og kom til Banen ved Glostrup i Mørke, og jeg blev stillet frem, for ret at see. Da saae ogsaa det Hele først ud som en Ild, og heri kom saa frem *som et Øie af gloende Malm* (her passer Lindbergs Oversættelse, skjøndt jeg nok troer, at den rette Oversættelse ikke er Øie, men *Udseende*). — — —

d. 27. Februar 1870.

Et lille Tillæg til vor sidste Samtale, eller min Enetale, om Psalmerne. Jeg skulde endnu have nævnet en s. 71 Psalme, den ene, enestaaende, 119. Ogsaa den har en mærkelig Plads: foran det store Halleluja (113—118), Paaskeaftens-Lovsangen, — bagefter Trappesangene, * Kirkegangspsalmerne* (efter Lindberg). Den staaer imellem Høitiderne, og hvad er den selv Andet end det daglige Liv med dets lange, trættende Eensformighed. Den har omtrent saa mange Vers som der er Dage i et halvt Aar, f. Ex. fra Pintse til Juul, den lange *magre* Trinitatistid. Den gjennemgaaer hele Alphabetet og gjentager hvert af dets 22 Bogstaver 8 Gange, og siger i Grunden kun det Samme igjen med meget svage Variationer, fordi der er ikke Andet at sige end: det skal Du gjøre, men — hver Dag, den næste Dag igjen det Samme! Man kan let blive kjed af denne Psalme, og tilbøielig til, naar man engang kjender den, næste Gang at springe den over; men den bliver ikke træt af at sige det Samme. Man kan let paavise, at der er ikke megen Poesie og slet ingen Flugt i den; og dog er dette daglige Liv — det virkelige Liv; thi hvad er al Høitidens Glæde eller den dybeste Længsel i Ørken eller i Lønkamret efter den levende Gud, — naar ikke disse Stemninger kunde omsættes i det daglige Livs Stadighed og Troskab? her er Veien til Livet, ikke Maalet, ikke den levende Guds Stad, men Veien: i Klagesangen er man egentlig kommen udenfor Veien og raaber, for at hjælpes ind paa den igjen; i Jubelsangen er man egentlig oven over Veien og skal ned igjen. Her er den *trange* Vei, som fører til Livet i den almengyldige Betydning, som det gjælder for alle Mennesker og til alle Tider (uden Hensyn til det Extraordinaire). Denne Psalme minder om saadanne Ord som: *bære Frugt i Taalmodighed* — * hver Dag sin Plage*, — *Dagens Byrde og s. 72 Hede*, hvorved der ikke tænkes paa det, som egentlig hedder Trængsel, men kun paa det Trættende i dette Daglige — hver Dag — det Samme og Samme — om igjen. Denne Psalme maa staae inde imellem, omhegnet af Høitidspsalmerne, anderledes kunde den ikke blive til, og skjøndt den ikke kan synge med dem, er der dog stadig lidt af Tonen, f. Ex. V. 32: *Dine Buds Vei vil jeg løbe, thi Du har udvidet mit Hjerte*, eller det sidste Vers —, det Liv, hvorom den taler, er ikke uden sin Glæde, her er ikke Tale om at kjede sig, naar Maalet ikke er Morskab. Det virkelige daglige Liv er noget ganske Andet, end en Kjøbmands, hvis Liv kan være dagligt nok, endog om Søndagen, eller en Rigsdagsmands, eller Atheniensernes (Ap. Gj. 17, 21) eller Kjøbenhavnernes, skjøndt der vel i en og anden Kjælder eller lav Stueetage kan boe en saadan Dagliglevende. Men jeg tænker ved denne Psalme helst paa min *gamle Christen* *) Christen ). I hans Breve har der undertiden været Tale om dyb Sorg, om at raabe til Gud af det Dybe, f. Ex. i Sommer, da hans eneste Barn var død; ogsaa om Seier og Jubel; — — men de fleste høre hen til det Liv, hvor han pløier og saaer, og Gud giver Væxt, og han takker og tjener, fordi han veed, at Gud har søgt og fundet sit Faar, — nu kjender han Veien. Denne Psalme minder om Hyrderne, som holdt Nattevagt, baade før de saae Englen og Himlens Klarhed og Barnet, og bagefter (*de vendte igjen tilbage*) —, og om de Gamle i Jerusalem, som ventede Forløsning, havde gjort det i mange Aars mange Dage (Anna i 84 Aar — vel, staaer der, i Templet, men der tales dog ikke om *Jubel eller Høitid, s. 73 men tjenende Nat og Dag med Bøn og Faste*). — Det er tilfældigt, at jeg er kommen til denne Psalme samtidig med Jacobs Brev: men er her ikke et Slægtskab? har Jacob ikke en lignende Plads mellem Paulus og Petrus, som Ps. 119 imellem de øvrige Psalmer? Og saa endnu — har vi ikke kjendt en Tid, som lignede Jacob og Ps. 119 (d. v. s., hvor der endnu var noget Sundt i den), hvor det, som hører til Høitiden, Christus, næsten var skudt tilside, men dog endnu var med som den ubevidste Grund, og hvor al Vægten lagdes paa det virkelige, daglige Liv og dets Troskab? — Det var nærved at trække sig ud af Høitidernes Omfavnelse, og det var paatide, at der skete et Omslag; men mon det saa ikke igjen nu gjælder om, at den 119de Psalme ikke bliver borte imellem de andre og, som jeg gjerne vil sige, rigtige Psalmer, imellem Høitiderne og Kirkedagene og Forsamlingerne osv.? — — —