Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Ludvig Mynster FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1863-06-04)

Fra Laub til F. L. Mynster.
Viborg, 4. Juni 1863.

Kjære Ludvig Mynster! Jeg er jo ret et Bæst imod Dig i den sidste Tid — altid er jeg det dog ikke, — at jeg skriver saa Lidt til Dig, og, naar jeg skriver, dog ikke kan skrive Noget, som rigtig kan gjøre Dig glad, men, naar Du kommer s. 81 med Noget til os, hvormed Du vil gjøre os glade, kommer igjen med mine Indvendinger, som ikke blive bedre derved, at jeg siger, det er kun mine, og Du skal ikke bryde Dig om dem. Jeg vidste nok, da jeg skrev om Psalmerne, at jeg rørte ved Din Øiesteen. — — Hvad Psalmer angaaer, har jeg det paa en egen Maade: jeg kan i Grunden ikke forstaae dem eller føle dem, førend jeg kan synge dem eller har sunget dem, om ogsaa kun „i Hjertet“; jeg er i denne Henseende vist meget „af Levi Stamme“. Og skal jeg ret forstaae dem, saa maae de have, som der staaer i Psalmebogen „Egen Melodie“ (rigtignok der undertiden, uden at de have Noget, som fortjener at hedde deres Eget). Derfor havde jeg tænkt mig, at jeg skulde faae Luthers Psalmer med deres egne Melodier, høre dem sungne af ham selv, altsaa tænkt mig noget Andet, end Du tænkte; og det skulde jeg lade være med. Jeg kan vel endnu blive cureret for min Egensindighed. — — — Hvad derimod Prædikenerne (Luthers Huuspostille) angaaer, hvormed jeg nu er kommen til 3die Hefte, — nemlig med Modtagelsen, ikke Læsningen, da haaber jeg, at Du ikke skal faae Andet end Glæde af mig. Vel læser jeg dem langsomt, — i længere Tid, f. Ex. da jeg sidst var hjemmefra, slet ikke, men naar jeg læser, er det med Glæde. Jeg længes nu efter at komme til at læse dem høit; men det vil vel ikke skee, før vi igjen tænde Lys om Aftenen, og da, med Guds Hjælp, Alt d. e. „Tante Rines“ Helbred, som i denne Tid omtrent har været os Alt, eller dog havt sin Indflydelse paa Alt, — igjen er i Orden. Jeg lovede hende forleden at opbygge hende med en Prædiken om „Omskærelsen“, og hun kunde ikke forstaae, at den Sag kunde opbygge hende. De to Nytaarsprædikener ere s. 82 ganske mageløse, — ligesom alle de andre. I Forbigaaende: jeg mener ikke det kan genere Nogen, at Luther har havt andre Meninger om Solformørkelser end Folk nutildags, — og „es läszt sich auch dabei etwas denken“. Saa Tak da, i en Sum — for dette og Alt.— — —

6