Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1863-11-30)

Fra Laub til en ung Præst i
Viborg Stift
.
Viborg, 30. November 1863.

Kjære B.! Jeg skulde jo begynde med en Undskyldning for, at jeg kunde glemme netop Dem med Edsformular; thi at min nye Amanuensis ikke vidste, at De var til, behøver neppe nogen Undskyldning. Nu kan De jo antage, at just fordi jeg hos Dem var sikker paa Troskaben, glemte jeg Eden. — — — Hermed er nu ogsaa jeg færdig med det Embedsmæssige og kommer til det lange Postskript i Deres Brev, hvori De, ligesom man siger om Fruentimmerbreve, — har sagt det Vigtigste. Dette var det, De skulde have en Tak for. Er s. 89 det ikke en Aftale mellem os, at De engang imellem skal fortælle mig, hvorledes De har det, om jeg end ikke hver Gang kan overkomme at svare derpaa, og at De vil troe, at De glæder mig dermed? Men denne Gang maae jeg, — uagtet jeg har meget Skriveri i disse Dage — dog saa snart som muligt sende Dem et lille Svar. Jeg troer, at naar man er paa den Maade glad, som De i Deres sidste Brev, saa trænger man ikke blot til at tale og skrive og synge derom, men ogsaa at faae en lille Gjenlyd deraf tilbage, — og til at faae en Vished om, at alt det „Uregelmæssige“ derved, med de korte og lange Linier, ogsaa er bleven forstaaet paa rette Maade. Ja, min kjære unge Ven, jeg kan ikke sige Dem, hvor godt det gjør, imellem de regelrette Breve, af og til at faae et saadant Brev fra en af sine Præster. Er der Noget, som kan give mig en umiddelbar Vished (som vi forøvrigt i Reglen ikke skulle forlange at faae umiddelbart) om, at jeg ikke er ganske forgjæves paa denne Plads, da er det Deres Breve, — allerede de urolige, halv forknytte, som jeg tik, medens Psalmebogssagen stod paa, men hvor meget .mere da dette glade, som viser, at De trænger til mig, ogsaa naar De ikke trænger til min Hjælp, uden maaskee for at jeg skal hjælpe Dem med fremdeles og altid at være glad. Ja, Gud give, jeg maae kunne det, hver Gang De kommer til mig. Man siger, at „Biskoppen holder paa Troen, og Capellanen paa Sangen;“ at Biskoppen ogsaa holder paa Sangen, det kunde man vel allerede mærke lidt til i den sidste Nytaarshilsen; jeg har altid elsket Kingo for de to Linier:

Syng og troe, saa skal Du stige
Syngende til Himmerige!

s. 90 Og at jeg ogsaa elsker den uhørlige Sang, som i Deres Breve altid lyder igjennem, men denne Gang

Som sig Morgenlærken svinger
Glad med Sang i høien Sky, —

det vilde jeg i disse Linier sige Dem. —