Laub, Hardenack Otto Conrad BREV FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1867-04-10)

Fra Laub til en ung Præst.
Viborg, 10. April 1867.

Min kjære B.! — — — Sandsynligviis i August skal vi, om Alt gaaer vel, have et Missionsmøde i større Stiil, med Dr. Kalkar, destoværre ikke med saadan Plads, hverken i Kirken eller andetsteds, som vi kunde ønske. Deres Sognemand har seet ret, da han i Anledning af min Nytaarshilsen opdagede, i hvad Retning mine Missionstanker naturligst gaae. Det Naturlige og Sunde er dog, at Menigheden missionerer udad, og en Menighed, som med alle sine Skrøbeligheder dog fortjener dette Navn, kan kun missionere udad; Alt, hvad man vilde benævne hos den som indre Mission, er kun forskjellige Former af Opbyggelsesarbeidet, hvorved man søger det Fjernere og Forvildede. og hvorved Præsten vistnok behøver Hjælp , hvori Menigheden i sin Heelhed, de ægte Lemmer, maae tage Deel. Derfor er Navnet „indre Mission“ Betegnelse af, at der indenfor Menigheden er Meget, som ikke hører Menigheden til, ikke engang i Betydningen af det, som er givet den, for nu ret at vindes og tilegnes, ikke engang som en Hedningenes Forgaard. Dermed er det ikke min Mening at erklære mig imod „den indre Mission“, saaledes som den i vor Tid i alle Lande er kommen frem, vistnok med en indre s. 92Nødvendighed; jeg troer vi To kunne see Sagen temmelig eens: den har sine Farer og der skal vaages; men der udrettes ogsaa meget Godt ved den. Jeg har i Sommer — langt herfra — truffet paa en indre Missionair („Colporteur“ troer jeg dog han kaldtes), som Præsterne holdt meget af, og som gjorde et godt Indtryk. Saaledes som den indre Mission nu drives hos os, dog væsentlig af Præster, bør man indtil videre have Tillid til den. Men selv om der ikke maa frygtes for Udskeielser (saaledes som De øiner et Spor deraf i Miss.Tidenden, — et Hang til Snakkesalighed og til Høresalighed, til at dvæle paa Torvet, Acta 17,21, hvor man dog kun skal lade sig leie, for saa at gaae hen i Viingaarden), saa skulde dette Mere dog altid nævnes med et Suk, som et Vidnesbyrd om Noget, der skal sørges over, eller som et Gode, der skal afløses af noget Bedre, naar det ikke længere behøves (og her er saa igjen en Fare, at betragte dette som den rette Menighedstilstand, hvormed Maalet paa Jorden er naaet). Derfor vil jeg gjerne, at „den ydre Mission“ skal stilles ved Siden, ikke i Skygge og Baggrund, som den rette glædelige, der skal vare ved, og som ogsaa, naar den tages med Nidkjærhed — i en ond Tid kunde paatage sig en stor Deel af den indre Missionsgjerning (som var Tilfældet i min Præstetid, da man endnu ikke havde hørt om indre Mission). — — —