Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Edvard Thorup FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1867-11-21)

Fra Laub til Thorup.
Viborg, 21. November 1867.

Kjære Provst Thorup Jeg har endnu ikke faaet sagt Dem Tak, fordi De sendte mig Deres Svar til Clausen * ), som ved Sagens hele Gang var blevet Dem afnødet, derfor maatte komme frem og blive, som det blev. Det er jo kun en enkelt Side af Clausens Virksomhed og Færd, De har stillet Dem imod; men da han er en af Formændene for „den indre Mission“, er De herved dog kommen til at staae iblandt dem, som i den sidste Tid, meer eller mindre skarpt, have talt imod den indre Mission; og jeg haaber, at der ved det, De og de Andre have udtalt, er udrettet noget Godt, ogsaa for selve den angrebne Sag. „Den indre Mission“ er — ogsaa afseet fra det Navn, Sagen har faaet — en Fremtoning, som jeg har havt ondt ved at bedømme. Jeg har nærmest maattet sammenstille den med de gudelige Forsamlinger (conventiculæ, et Navn, som betegner noget Uregelmæssigt), hvilke til sine Tider ere fremkomne med en vis Nødvendighed og upaatvivlelig have været til Gavn med Fare for at gjøre Fortræd —; den indre Missions Historie i vore Dage viser tilbage hertil. Men den indre Mission har det Fortrin, at Præster i Folkekirken staae i Spidsen. Den bedste Form for en indre Mission forekommer det mig med Flere at være, naar Præster i en mindre Omkreds forene sig om at arbeide sammen, bringe en Bevægelse ind i deres Menigheder, ved at lade dem høre Ordet med forskjellige Røster og samles med hverandre s. 112 fra forskjellige Steder, komme i et kirkeligt Samliv af lidt anden Art end det sædvanlige. At her ogsaa Lægfolk efter Omstændighederne kunne blive Medarbeidere, bør ikke nægtes. Det betænkelige ved den indre Mission i dens nuværende Skikkelse er de store Dimensioner, den har antaget, hvorved Udskeielser synes næsten uundgaaelige. At man her vilde gaae ubesindigt frem, vilde ansee sig som en Magt, ene virkende og ene raadende, — Fristelsen hertil laae idetmindste meget nær. Men at den indre Mission er bleven noget saa Storartet, har dog vel sin Grund, ikke blot i de Ledendes Tilbøielighed og Eiendommelighed, men tillige i den særegne Beskaffenhed af den Tid, hvori vi staae. Saaledes er den nu engang bleven til, og der er intet Andet for, end enten at stille sig fjendtlig til den — ignorere den kan man ikke —, eller efter Evne at hjælpe den til at blive, hvad den kan og skal, i Tro til, at det i Grunden ogsaa er det, den vil. Og dette Sidste gjøre da ogsaa de, som bestemt og skarpt stille sig imod Udskeielserne, om end Forholdet derved for det Første maae blive polemisk. Jeg har ikke kunnet Andet end glæde mig ved, at der nu af Dem og Flere er tændt en Ild, hvori jeg kun vil ønske de Vedkommende Ydmyghed til ret at gaae ind og underkaste deres hele Fremgangsmaade en alvorlig Kritik, for at Sagen da kan gaae luttret frem og blive til Gode for vor Tid. Thi at den skulde blive til Mere end en Hjælp i en Overgangstid, at Kirkestyrelsen, som Nogle mene, skulde tage „den indre Mission“ i sin Haand og „indordne“ den, at den indre Mission fra en fri Kjærlighedstjeneste skulde blive en kirkelig Institution, det kan jeg ikke forstaae. — — — Jeg maae endnu tilføie, at, forsaavidt Noget af, „indre Mission“ har rørt sig i dette s. 113 Stift, paa flere Steder — i og uden directe Forbindelse med Beck —, tildeels i saadanne mindre Kredse, som jeg ovenfor har peget paa, — har det, efter hvad jeg kan skjønne, været af en sund, fredelig, ikke overspændt Art, — og at jeg, naar Leilighed gaves, har talt med Præsterne derom; anderledes mener jeg ikke, at „Tilsynet“ kan og bør gribe ind, saalænge der ikke er Noget, som der bør gjøres Modstand imod. — — —