Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Thorup, Carl Edvard FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1871-04-21)

Fra Laub til Thorup.
Viborg, 21. April 1871.

— — — Den sidste Rigsdag endte endda for Kirkens Vedkommende ret heldigt med, at Intet skete — for den Gang! Finder De ikke en vis Lighed imellem vor sidste Rigsdag og det nuværende Frankrig? Ogsaa hos os er der en Afdeling af Folket, som endog vil hedde det rette selvbevidste Folk, og som er, om ikke den større, saa mere og mere den mægtige Deel, hvis Stræben gaaer ud paa at „constituere Commune“, og tage Bestemmelse om sine Friheder, Underviisningsfrihed, Kirkefrihed osv., medens Regjeringen, som indseer, at hermed vil al Regjering være overflødig og umulig, temporiserer og concederer. Ja, i Paris, for at standse med Betragtningen derved, seer det høist sørgeligt ud; men det Sørgeligste have Preuserne ikke skabt; det Sørgeligste kunde endnu blive, om de skulde gjøre Ende herpaa, hvad de jo kun kunne tilsyneladende og for en Tid; — kommer Frelsen ikke indenfra, derved at det s. 115franske Folk selv driver det Onde ud, vil det jo ligefuldt blive der og ved første Leilighed komme igjen. Jeg vilde af Hjertet ønske, at det, der er mødt Frankrig, maatte ende med dets Gjenfødelse, men dertil er der endnu kun liden Udsigt; hverken i Bordeaux eller i Versailles har der været ringeste Tilbøielighed til i Begivenhederne at erkjende en Hjemsøgelse, til i ringeste Maade at tage Skylden paa sig; Napoleon er Bukken, som sendes ud i Ørken til Azazael, medens Folket er det ædle, forurettede, som nu, løst af Lænkerne, maae og vil kunne frelse sig selv. Er det dog ikke nødvendigt, at det først maatte lære, at dog Preuserne kunne lægge Lænker paa det, og derefter, hvad et Folk bliver til, som kun har sig selv, d. e. sine stridige Elementer, at forlade sig paa? Det er Spørgsmaalet, om Frankrig vil lære Noget. Jeg betragter ikke Preusen, Keiseren eller Bismarck som „Herrens Tjener“ i den rette Forstand, men dog som hans Politimester, der skal holde Orden, som en Nebucadnezar, der virkelig er sendt af ham, for at holde Dom, og saa formodentlig i sin Tid selv at uddrikke det Bæger, det iskjænkede for Andre, og hvori det blandede sit eget Overmod, sin Haardhed og Uretfærdighed. Saaledes maae jeg søge at tyde Tidernes Tegn, der vel fra først af vare mig ligesaa dunkle som Andre. — — — — Det har glædet mig, at Indbydelsen til at hædre Clausen paa hans Jubilæumsdag, har ført til et fornøieligt Resultat. Ihvor meget vor Udvikling, siden vi hørte ham, kan være gaaet i en anden Retning end hans, saa mener jeg, at vi Alle kunde lære af ham at tænke over, hvad vi troede, og hvad der staaer skrevet, og ikke nøies med uklare og halve Resultater. Jeg har aldrig kunnet glemme den Vækkelse (ikke i Ordets sædvanlige — s. 116religiøse — Betydning), jeg fik fra ham, ligesom jeg desuden i andre Henseender skylder ham Meget. — — —

8*