Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Andreas Herman Kalkar FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1870-10-01)

Fra Laub til Kalkar.
Viborg, 1. October 1870.

Tak, kjære Dr. Kalkar! for Deres Brev, som jeg fik ved min Hjemkomst fra en Visitats, og for den medfølgende Bog, hvoraf jeg har læst over Halvdelen med stor Interesse *1 ). Vi faae her at see — langt over hvad vi havde kunnet forestille os, hvor stor og sammensat og tung den Gjerning er, De bærer for os Alle, hvilke Vanskeligheder her kunne være at overvinde, i Forholdet til Udsendinge, og til det, der fra Begyndelsen af maatte tages, som det forefandtes, og kan vedblive at være en Hindring for, hvad man hellere vilde, hvor svært det kan være at see den rette Sammenhæng, og at vælge det Rette, — jeg for mit Vedkommende vilde mangen s. 148 Gang ikke sige svært, men umuligt, — derfor ogsaa at holde fast paa den Overbeviisning, at man maae dog trænge igjennem, at man er ikke ene om Gjerningen, hvor tidt man end maae synes sig at være det, — jeg for min Deel maae tilstaae, at jeg kunde ikke staae ved Deres Side, ikke med Raad, kun med min Forbøn. Desto mere maae vi undre os, naar vi tænke paa den Glæde og Tillidsfuldhed, hvormed De i Deres Missionsmøder er traadt frem uden at lade os mærke, hvad der laae bagved, og som De, — ihvad der end er sagt —, ved disse Møder har fremkaldt. Var der Nogen, som kunde tage den første Deel af dette Arbeide paa sig og lade Dem beholde den sidste, som De dog i intet Tilfælde vil lade Dem fratage, saa De kunde leve i den alene, samle Venner for Sagen ved Tale og Skrift, — og samle Penge, hvorom De saa ikke behøvede at „skrive“, — da kunde jeg af Hjertet unde Dem det; men kan en Saadan findes? Jeg nævner udtrykkelig Pengene, fordi de hører til det, som trykker Dem, og fordi uden dem dog ikke den mest himmelske Sag kan naae at sætte sin Fod paa Jorden og maae vakle, naar dette jordiske Grundlag ikke holdes i Orden. Blev der ikke offret Guld ved Krybben i Bethlehem, og mon ikke Joseph maatte gjøre Regnskab for, hvorledes han havde holdt Huus paa Reisen med denne Mammon, hverken ødt eller forurettet ? At her maa skrives op, og det Skrevne bringes i Erindring, hører til den menneskelige Skrøbelighed , som her skal være Redskabet (2 Cor. 12, 9) ; endog iblandt de bedste Venner maae det gaae til paa denne Maade.

10*

Hvilken Forskjel er der dog paa denne Bog og Løventhais „Missionssyn“, hvor man seer hele Indien s. 149 omvendt „fra Himmalaja til Gap Comorin“ ! Men denne er jo ogsaa et Syn, som kan udfolde sig i Luften, medens De staaer paa Jorden og har med den prosaiske Virkelighed at gjøre. — — —. Jeg forstaaer rigtignok ikke, hvorledes man kan vende sig til et heelt Folk (jeg vil ikke engang sige med de Dimensioner, han nævner), uden at have med de Enkelte at gjøre; jeg har troet, at al Mission har havt det til Formaal at naae til Folkene (Matth. 28), ja til „al Skabningen“ (Marc. 16, Rom. 8.), og at der altid er begyndt med at tale til dem, man kunde faae samlede, for iblandt dem at finde de Enkelte, med hvem der nu i den rette Forstand kunde begyndes (Ap. Gj. 16, 14, 18, 7 osv.), og saaledes at naae til Folket, danne Menigheder, som kunde voxe og mødes. Carl den Store begyndte hos Sachserne med Folket, — er dette nu blevet den rette Missioneren ? eller : skal man have indfødte Lærere, inden man har indfødte Menigheder? Jeg forstaaer ikke det, hvorom Løventhai taler; men det synes mig klart, at dersom han kjender en Vei, som Ingen før har betraadt, saa bør han gaae den, som i sin Tid Søren Kierkegaard, propriis auspiciis, proprio Marte, og — proprio stipendio. — — —

De maae dog ikke troe, kjære Dr. Kalkar! at jeg kun har Øie for den mørke Side af Deres Bog. Den maatte stilles frem, da det gjaldt for Dem om at aflægge et Regnskab og sætte dem, der ville tale med og mene at kunne gjøre det bedre, eller at det kunde gjøres bedre, istand til selv at dømme. Efter min Forstand havde det været bedre, om det ikke havde været fornødent; vi, som dog ikke kunne være med i Alt, vare bedre tjente med at vide Sagen i troe Hænder og forresten være uvidende om alt det, som endnu ikke var s. 150 blevet Resultat, og hvorom vi maatte forudsætte, at Meget aldrig blev det. Men nutildags skal Alt controlleres af Alle, og Enhver have sin begrundede eller ubegrundede Mening. Det gjør ondt, kjære Dr. Kalkar! ved Læsningen af Deres Bog at maatte tænke paa, at den er bleven fremtvungen, om man end stadig glæder sig ved, at De ikke tager Skade af saaledes at komme frem for Lyset. — — — —.