Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Andreas Herman Kalkar FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1872-07-19)

Fra Laub til Kalkar.
Viborg, 19. Juli 1872.

Kjære Dr. Kalkar! — — — —. De vil vide mine Tanker om Deres Udtalelser angaaende Missionssagen i det Hele, — og De har tidligere opfordret mig til at gjøre mine Bemærkninger ved Redactionen af Tidsskriftet. En Drift til at følge denne Indbydelse ligger ogsaa i min oprigtige Interesse for begge disse Sager i Deres Haand; og den Bevidsthed om en Grundenighed, som jeg troer, vi fra begge Sider have, gjør, at jeg uden Betænkelighed kan, om saa skal være, dvæle mest ved det, hvorved jeg har nogen Indsigelse at gjøre, uden at nævne det langt Mere. hvorom jeg kun mener Tak og atter Tak, og kan lade mine Bemærkninger komme uden tilstrækkelig Udførelse og Motivering, som det maae skee i et Brev.

I Deres Betragtning af Missionsgjerningen (hvorom jeg hellere hører Dem end kommer med mine egne umodne Bemærkninger), veed de forud, at jeg er enig, forsaavidt Spørgsmaalet er om, hvad der nu er at gjøre, hvad Mennesker kunne sætte sig som Formaal, hvad ogsaa Løventhai maae lære at begynde med. Men naar s. 151 De synes mig at fastholde Modsætningen imellem den „soteriologisk-eschatologiske“ og den „humane“ Mission, — — de Enkeltes og Folkenes Indbydelse, — igjennem alle Tider at gjøre den første til det Høieste og Sidste, da kan jeg ikke slippe den Tanke, at der er noget større ivente, at Folkene have en Betydning, ikke blot i Verdens, men ogsaa i Guds Riges Historie, som maae komme for en Dag førend den store Afslutning. Propheterne have stadig med Folkene at gjøre, først det ene, der igjennem Smeltediglen skal blive det rette, men ogsaa de øvrige. Det Forhold, hvori Hedningerne staae til deres Guder, og den Dom, som heraf følger, peger hen paa en Plads, som de have i det store Hele, forfeilet, dog maaskee ikke uopretteligt. Men Propheterne skulle, saalidt som Loven, forgaae, før det skeer Altsammen. Ihvor meget der er feilet ved Folkenes Omvendelse til Christendommen, er det dog kun den menneskelige Deel i Guds Gjerning, som er veiet og funden for let; herved er dog det faste (jord-fæstede, derfor ogsaa jord-blandede) Sted vundet, hvor nu den rette Ghristianisering, de Enkeltes, kunde foregaae. Maae vi ikke sige, (for at nævne noget Nærbeslægtet og nærmere Liggende), at vi endnu alle leve af den store Folkeopvækkelse i Reformationstiden (som dog ikke i alle Henseender var paalidelig) ? Og er det ikke en Grundsætning i Missionen, at den ikke er færdig, førend den har bragt Folket (ikke blot den nærværende, men forbigaaende Menighed) til at staae paa sine egne Been, give sig selv Præster osv. Derfor kan jeg heller ikke finde Deres Betegnelse af Modsætningen nøiagtig; det Soteriologiske bliver dog en ufrugtbar Abstraction, naar det ikke faaer Rod og Skikkelse i det Menneskelige, det virkelige Samfundsliv, s. 152 —med mindre De ved det Humane kun tænker paa Gultur, Ordningen af de sociale Forhold osv., altsaa hvad der endnu ikke er det rette Humane. Dog, en nærmere Forklaring vilde formodentlig vise, at vi heller ikke heri staae langt fra hinanden; og i ethvert Tilfælde vedkommer denne Dissents ikke det, som nu ligger for, — thi det er ikke min Mening, at Missionsgjerningen skal hvile, indtil den store Missionstid er der, som da kunde komme uforberedt og slaae om til det Modsatte.

Jeg kommer nu til det Andet: hvad De siger — — om Videnskaben og dens Stilling i vor Tid, og da tillige Deres Stilling som Udgiver af „Theol. Tidsskrift“. Ogsaa her ere vi i væsentlig Overeensstemmelse. En stagnerende Videnskab, en forstenet Dogmatik osv. er en Uting. Liv er en bestandig Regeneration. Videnskabens Udviklingkan efter de menneskelige Vilkaar ikke foregaae i en rolig og klar Strømning; der vil komme baade Reformations- og Revolutions-Tider. Meget Nyt vil dukke op. Det kan være berettiget; men er det det rette Nye, da maae det erkjendes at have sin Rod i det Gamle, at have ligget skjult i det. De, der kun kunne see Manglerne ved det Gamle, og ville, at vi skulle begynde forfra paa bar Bund, de, der f. Ex. ingen Dogmatik, ingen Theologie ville have, eller en saadan, som først kan blive til, naar alle de foregaaende Aarhundreders Arbeide er kastet overbord, de kunne ikke bringe os det rette Nye. Vi kunne fra det, som kommer op uden om os, modtage Impulser til at prøve, hvad vi have, fortsætte Arbeidet, omdanne, efter Omstændighederne heelt omstøbe; men lukke det ind, naar det ikke har Rod i, hvad vi fik i Arv, det kunne vi ikke. Hvad en virkelig Fornyelse af Videnskaben vil sige, derpaa have vi nylig s. 153 faaet et Exempel i Martensens Ethik. Men vor Tid har ogsaa mange Exempler paa det Modsatte, Bestræbelser for at faae det Gamle tilside eller give det en Skikkelse, hvori det ikke kan kjendes eller bruges, Forsøg i broget Mangfoldighed, som komme frem for Dagen, inden de ere fuldbaarne. Der er, kjære Dr. Kalkar! kommen en Afhandling ind i „Theol. Tidsskrift“, som jeg ikke kan unde denne Plads: G. V. Smiths i dette Aars 5te Hefte. Jeg kan ikke finde, at den har Noget med Theologien at gjøre. Den taler om Tro; men det er ikke den christne Tro. Om den christne Tro veed man, hvad den er; men om denne Tro veed man egentlig kun, hvad den ikke er. Udgangspunktet for denne Afhandling er en Philosophie, som staaer i bestemt Modsætning til Christendommen. Det kan ikke nægtes, at denne Afhandling er et interessant Phænomen, som opfordrer til alvorlig Eftertanke, fordi der formodentlig rører sig Meget af denne Art i Tiden; men det berettiger den dog ikke til at faae Plads i Theol. Tidsskrift. Ved dette Tidsskrift har jeg fra først af, og De jo med, særlig tænkt paa Præsterne, de værende og vordende. De skulle visselig ikke afholdes fra at see, hvad der er i Bevægelse; tværtimod, dertil skal Tidsskriftet hjælpe dem, som det er skeet i mange fortræffelige Meddelelser, Anmeldelser osv. Men de maae dog heller ikke lære at betragte dem, der staae udenfor, som Huusvenner og Medarbeidere. Nu er denne Afhandling skreven saaledes, at de fleste af disse Læsere ikke ville tage Skade af den, fordi de ikke kunne forstaae og derfor ikke ville læse den, men da maaskee ogsaa — og forsaavidt vilde der dog skee en Skade, — blive mindre tilbøielige til at s. 154 at tage det næste Hefte i Haanden. Men dersom de kunde forstaae den, er det da sikkert, at Udbyttet vilde blive det rette? — — — —.