Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Andreas Herman Kalkar FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1873-11-20)

Fra Laub til Kalkar.
Viborg. 20. November 1873.

Kjære Dr. Kalkar! Jeg paaskjønner ret, at De, som har saa meget skriftligt Arbeide, har overkommet at skrive til mig, navnlig om en Sag, som i den sidste Tid har sat baade mig og mine kjøbenhavnske Børn stærkt i Bevægelse; og det er mig meget kjært at have faaet en Leilighed til at udtale mig herom for Dem, min mangeaarige Ven! skjøndt jeg først nu faaer lidt Tid dertil.

Det var ikke efter mit Sind, at Blædel gik ind paa det amerikanske Forlangende; det var at forudsee, at dette Skridt kunde faae sørgelige Følger, især naar han gjorde det i Forbindelse med en Mand, med hvem han ikke kunde gjøre det i fuld Enighed, om han end maaskee kunde underskrive, hvad der ved den Leilighed blev skrevet. Men, da nu dette første Skridt destoværre var gjort (jeg fulgte saa godt, som jeg kunde gjennem Breve, med hvad der blev mig et Hjerteanliggende), da kunde jeg kun ønske, at den ærlige og elskelige Fenger, — som jeg fremdeles er overbeviist om, at han er, — havde kunnet tage Sagen anderledes, end han gjorde (maaskee, som jeg forestillede mig. irriteret ved Birkedals hæftige Udbrud), at han havde kunnet see, eller Venner aabne ham Øiet for den store Afstand imellem ikke at kunne forene visse Sætninger med Folkekirkens Lære — og at vise dem, der vedkjende sig disse Sætninger, ud af Folkekirken, som om der ikke bagved det Grundtvigske i videste Omfang, hvorom her ikke engang kunde være Tale, laae noget langt Større, det almindelige og fælles Christelige, som, hvor man fandt det levende og ærligt, maatte gjøre, at man paa ingen Maade vilde slippe disse Grundtvigia nere. s. 156 Den Tid er dog forbi, da Anstød imod et enkelt Punkt i de symbolske Bøger var nok til Excommunication; og vi maae dog Alle erkjende, at vi til Idealet af den rene Lære mere eller mindre staae i et ikke adæqvat, et vordende Forhold. Havde de To kunnet mødes i denne Tanke, at, hvad der dog ogsaa forud, — vitterligt for Begge — var det Adskillende, ikke heller nu kunde være stærkere end det Forenende, havde de kunnet! Jeg bebreider Ingen, hvad jeg selv maaskee i en saadan Situation ikke havde kunnet see og gjøre bedre; jeg bebreider ikke, jeg beklager kun, og maa endnu kun gjøre opmærksom paa, hvor svært det maatte være for Blædel at give en Erklæring, som nu næsten maatte misforstaaes, — som om han vilde erklære for ligeberettiget, hvad han havde erklæret for uforeneligt med Kirkelæren. — Nu maatte Sagen gaae sin Gang. Blædel maatte skrive sit Første; og efterat han af Birkedal, som i stærke Udtryk paastod Overeensstemmelse med „de besvorne Bøger“, havde hørt, at det ikke mere var Tid til „Forhandling“, kun til „Vidnesbyrd“, — ja, jeg tør ikke bebreide ham, at han da kom med sit Vidnesbyrd. Saa sørgeligt er det gaaet. Blædel burde i ethvert Tilfælde melde, hvad der ikke turde forties; men det kunde skeet paa en ganske anden Maade, naar ikke saa Meget imidlertid var kommet imellem. — Fra det Øieblik af var det noget ganske Andet, der var blevet Sagen, hvad jeg har havt svært nok ved at forklare for mine Børn, ja, hvad de endnu neppe forstaae, eller lægge tilbørlig Vægt paa — ja, hvad Fenger selv endnu i sin seneste Udtalelse (i Berl. Tid.) ikke synes at forstaae; han synes endnu kun at see i det Hele et Angreb af en Fjende, da det dog maa erkjendes, at Blædel — om han end maatte s. 157 kaldes hensynsløs mod en gammel Ven, — dog har havt noget ganske Andet og langt Vigtigere end det Personlige for Øie, og har med Rette villet vende vore Øine hen derpaa. Gid De, kjære Ven, som heri er enig med mig, kunde bringe mine Børn til at overveie, hvad en Forandring i en symbolsk Bog betyder! Ganske rigtig kan man ikke ved at skaffe Forandringen ud af Catechismen forhindre, at Børnene ligefuldt faae, hvad dermed var meent — ved den mundtlige Udvikling af Catechismen eller heelt udenom denne; men Eet opnaaes dog ogsaa for Børnene: at de faae det Rette i Haanden og kunne raadspørge Bogen, naar de engang forstaae Spørgsmaalets Betydning. — Det er denne sidste Deel af Sagen, hvormed jeg har skullet have at gjøre; hvad min Erklæring til Ministeriet gaaer ud paa, vil De kunne tænke Dem. Jeg har holdt Fenger aldeles udenfor, fordi der ikke var givet nogen Anledning til at tale om Andet end Bogen, saaledes som den var sendt fra Ministeriet; og jeg antager, at Ingen vil volde den gamle, ærværdige Mand anden Fortræd end den, at hans Catechismus-Udgave maa excluderes (ikke han selv). Fra Kierkegaard fik jeg forleden et Brev, hvorefter han i sin Erklæring har erkjendt, at der i Udgaven er „ændret i en bestemt eiendommelig Retning“, at den maa forbydes, dog med den Lempelse, at de Exemplarer, som ere i Brug, maae slides op. Det Sidste kan være meget rigtigt, for at ikke Børnene skulle føres ind i Kampen. — — — —