Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Schøller Parelius Vilhelm Birkedal (1855-02-17)

Fra Pastor V. Birkedal til Laub.
Ryslinge, 17. Februar 1855.

Min kjære, kjære Ven og Broder! Maa jeg ikke nok endnu kalde Dem saaledes, uagtet De er Biskop og jeg en sølle Landsbypræst? Jo, jeg mener det dog, thi jeg veed det jo nok, at De agter Broderskabet i Vorherre høiere end alle andre Titler og Værdigheder. — De er nu i ganske nye Forhold deroppe i Viborg, og det er da sandsynligt, at De tænker langt mindre paa os, end vi herovre paa Dem; thi det Nye minder ikke om det Gamle, men det Gamle minder stærkt om det Nye, om det nye Hul der, hvor før var Fylde. Der er nu den velsignede Provst Knudsen: jeg kan see det paa ham, at han savner den Søn, der dog vistnok af alle hans Sønner forstod ham bedst, og var ham til størst Glæde og Oplivelse. Jeg vilde gjerne erstatte Dem, kjære Laub! men jeg kan ikke, og kan kun ønske over ham og hans al Guds rige Naade i Christo Jesu Vorherre, og De vil favne ham, det veed jeg vist, vil favne ham stærkere endnu end før, dersom ogsaa nu den sidste Søn, Johannes, i hvem hans og Hustruens sidste jordiske Forhaabninger af den Art gjemte sig, ogsaa nu skal blegne og visne hen som de Andre, og vi Alle nære jo Ængstelse derfor; thi han har nu begyndt, som de Andre, at hoste tørt og at spytte Blod samt at antage dette charakteristiske Præg af Brystsyge, som De kjender. Der er nu saamange Andre, som savne Dem, Brødre og Venner, men iblandt Alle vel ingen saaledes som de smaae, umyndige Børn i Haagerup Præstegaard: dog, deres Savn vil snart stilles, og de skulle følge Dem til Viborg, der vil Savnet blive et andet: efter Bardomshjemmet i Fyen og efter den rige, rige Grav paa Trolleborg Kirkegaard. — Og saa er s. 163 der mig; ja jeg er maaskee den af alle Deres nærmere Venner herovre — thi saaledes vil jeg blive ved at betragte mig trods Alt, hvad der har villet lægge sig imellem os —, som er den senest Tilkomne. Men det veed jeg: jeg har ærligt kappedes med de Ældste og Hjerteligste i at elske Dem og unde Dem alt Godt. Jeg har altid seet op til Dem, ihvor forskjellige Anskuelser vi end havde om mange Ting, og nu, De er borte, er jeg ogsaa iblandt dem, som savne Dem, og mangengang finder jeg mig selv stirrende i Tanken hen imod Viborg Bispegaard, ja, jeg har endog engang ret levende drømt om Dem, besøgt Dem i Drømme og seet venligen paa Dem. Ja, kjære Laub! jeg glemmer Dem vist aldrig. Jeg er ogsaa paa en underlig Maade kommet ind i Deres Arv — menneskelig talt — her i det kjære Ryslinge, Deres første Kjærlighed, og jeg synes, at jeg ogsaa i den Henseende har faaet det Hverv at frede om Deres Minde hos mig selv og Andre, ligesom en ædel Stiffader jo holder Hævd over Børnenes virkelige Faders Minde, Altsammen naturligviis menneskeligt forstaaet, thi een er vor Fader, og een er vor Herre og Huusbonde, og vi ere Alle Børn. Det forekommer mig ogsaa, at naar De nu engang kommer til Ro deroppe, og saa i stille Erindringens Timer lader det passere forbi Deres Blik, Alt, hvad De levede, Alt, hvad Gud gav Dem paa Deres Fødeø, ogsaa det Venskab og den Kjærlighed, de mødte, og som slog en Troskabs Ring om Dem og Deres Hjem, — ja, jeg er saare langt fra at mene, at da min uanseelige Skikkelse og mit Birkenavn vil være iblandt det Første, der fængsler Dem; men jeg har det Haab, at imod Slutningen af den store, lange Kjæde vil dog stundom ogsaa Vilhelm Birkedals Navn og Skikkelse s. 164 møde Dem og nikke venligen til Dem, som om den vilde sige: Jeg blev ogsaa givet Dig af Faderen herovenfra i Jesu Christo Vorherre, thi det var ham og hans Søn, som førte os sammen! Ikke sandt, kjære Laub, saaledes er det, saaledes bliver det ved Guds Naade evindelig? —

11*

Og nu egentlig til det, som foranlediger dette Brev til Dem. Min tilkommende Forpagter — — har bedet mig om at spørge Dem, om De ikke skulde have Lyst til inden 1ste Mai at sælge hele deres Qvægbesætning i Haagerup Præstegaard under Eet, da han er i Forlegenhed for at faae Ryslinge Præstegaard besat til den Tid. Det er en ærlig Mand, som vist ikke vil prutte om Prisen, men gjerne strax give, hvad der kan være billigt for begge Parter. Ham vilde De gjøre en stor Tjeneste derved, og Salariet blev derved jo ogsaa sparet. Skriv mig blot et Par Ord til Svar derpaa; thi jeg kan nok tænke, at De er. saa optaget af nye og for Dem uvante Forretninger, at De kan ikke skrive lange Breve. Men med det Samme faaer jeg da ogsaa et Par Linier fra Deres Haand, og det vil inderlig glæde mig. — — —

Guds Naade i Vorherre Jesu være over Deres Hjerte (og i det) og over Deres Gjerning: det ønsker

Deres saa hjertelig hengivne
Vilhelm Birkedal.