Danmarks Breve

BREV TIL: Schøller Parelius Vilhelm Birkedal FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1856-09-17)

Fra Laub til Birkedal.
Viborg, 17. September 1856.

Kjære Birkedal! Veed De, hvorfor jeg i disse to Dage har maattet tænke saa meget paa Dem og paa den Time i mit Kammer for vel 3 eller 4 Aar siden, da vi lovede hinanden, at om den Tid skulde komme, da vi ikke s. 165 kunde følges ad, maaskee staae hinanden imod, vilde vi dog aldrig opgive eller tvivle om hinanden, og har maattet tænke paa, om nu maaskee den Tid skulde være kommen, da det gjaldt om at holde Ord? Det er fordi jeg i Mandags læste det Stykke i Kirketidenden af Grundtvig, hvorom jeg ikke veed, hvad De vil sige, men maa synes, at jeg allerede tidligere har hørt (læst) Ord af Dem, som nærme sig det Samme, og fordi jeg her umulig kan være med. Skal jeg nu holde mit Ord til Dem, saa maa jeg først forsøge af al Magt at holde Dem tilbage; ja, jeg formaaer jo kun Lidt, og min Haand skjælver, medens jeg skriver disse Linier, — men jeg kan ikke Andet, jeg vilde slaae den Tanke af Hovedet at skrive til Dem, som er langt mægtigere i Ordets Brug end jeg, men jeg kunde ikke slippe den. — Jeg maa minde Dem om, hvad De talte og gjorde engang, og maatte høre ilde derfor, i Stige, da De forsvarede Daaben imod Gjendaaben, og betragtede Gjendøberne som Kirkens Grundfjender, fordi de angribe Grundvolden, — — (og hvad De i Grunden i al Deres præstelige Færd har gjort) ; men hvad Grundtvig nu vil, er for mig det Selvsamme, — Gjendaab. Hvad var det, der stredes for i Midten af dette halve Aarhundrede, — uden „Alterbogsdaab“? man meente om Præsterne: enten paa Skrømt eller for Alvor, — de have dog gjort det efter Herrens Anordning — om værdige eller uværdige, dog som hans Tjenere ; manglede Troen, saa kan Enhver, som er døbt, endnu oprette det Manglende; men derfor maa Daaben staae uafhængig af hans eller Nogens Tro: at den er foretagen, derom maa endog Vantroe, ja en Døbeseddel, kunne vidne, hertil maa kun kræves den reent menneskelige Troværdighed. Men nu? har Grundtvig Ret, saa s. 166 maae ikke blot mangfoldige af de Smaae foruroliges — Grundtvig tænker kun paa dem, som selv nære Tvivl (og deres Tal kan denne Tale let forøge); men consqvent maatte han ogsaa tage dem med, som gaae hen i den Indbildning, at de ere døbte, uden dog (efter hans Mening) at være det: maa der ikke spørges om deres Daab, førend de tages til Alters? —, men vi maae Alle fortvivle; thi det gjælder nu ikke blot om min Daab, ogham, som døbte mig, men om Daaben tilbage gjennem alle Slægter: brister Kjæden paa eet Sted, saa ligger det Hele. Saa skal der nu begyndes forfra (ikke arbeides paa den Grundvold, som er lagt, ligger urokket, hos os, i vor egen Tid) — det er Gjendøbertanken ; thi ingen Gjendøber vil være dette, men fordi han erkjender ikke Daaben, derfor gjendøber han. — Kan De huske, da vi havde kæmpet imod hinanden i Odense, og vi sad og spiste sammen, og De udbragte min Skaal og meente, at vi To ikke kunde undvære hinanden, ligesom Ordene i den gamle Sætning: πoῦ σīῶ — og ϰεvήσω? Det var om den apostoliske Bekjendelse, vi havde kæmpet; ikke om dens Indhold, Sandhed, kirkelige og christelige og evige Gyldighed ; den er mig maaskee ligesaa dyrebar som Dem, og jeg vaager over den i alle mine Bønner, og siger mig selv med dens Ord, hvad jeg troer, og er glad ved at kunne tale som et Barn. Men, i hvilken Forstand dette Dannebrog er „falden ned fra Himlen“ — det vidste jeg ikke; jeg holdt mig, som jeg meente i Grunden Alle gjorde, til det Nærmere: det er kommet — ogsaa til mig, jeg har faaet det fra min Fader, som kun vidste, at han havde faaet det paa samme Maade, og fra min Moder, den hellige Kirke, som lod mig gjætte og ane, saa godt jeg kunde, men dog først og sidst s. 167 sagde, jeg skulde troe hende, som gav mig det: det var min Barnetro, før jeg havde hørt Noget om de store Spørgsmaal, og i den meente jeg, vi kunde være enige Brødre, om vi end i den øvrige Tale ikke kunde forstaae hinanden. Og det meente jo ogsaa De, da De med saa umiskjendelig Kjærlighed drak min Skaal. Men nu det πoῦ σīῶ, som De meente at have forud, hvad var det Andet end den faste Forbindelse imellem denne Bekjendelse og — Daaben, eller: Daaben som det eneste sikkre Vidnesbyrd om Bekjendelsens Ægthed, dens factiske (umiddelbart, overalt, for Hver især givne) Vished. Støttepunktet for Troen; og ihvor ondt De kan have ved at forstaae det, saaledes er det ogsaa for mig, skjøndt jeg ingen Grundtvigianer er (men villigt paaskjønner, at jeg har lært Meget af Grundtvig, og vist meget Mere, end jeg selv veed af, som af saa Mange, ogsaa af Dem, af alle de Venner, Gud har givet mig, og jeg først ret skjønnede paa, naar jeg frygtede for at miste dem). Men dette πoῦ σīῶ, dette faste Punkt, maa da ligge udenfor den hele Bevægelse; kommer det med ind i det hele Røre, ja, saa kommer det vel for en Tid til Bevægelse, en vild Hvirvlen — og saa en bundløs Afgrund. Saaledes staaer det for mig. Og nu det svære Spørgsmaal: hvad siger De? — maaskee staaer De allerede saa langt ovre paa den anden Side, at De ikke mere kan forstaae, hvad jeg siger, — stærkt har jeg jo aldrig kunnet raabe. Jeg har det Haab endnu, at der ere mange Grundtvigianere (De veed, det er i min Mund intet Skjældsord), som her ikke kunne eller ikke ville gaae med. Dersom De nu var een af dem! jeg veed for Tiden ingen større Glæde. Men saa har jeg en Bøn til Dem: staa op i Herrens Navn imod ham, hvem De s. 168 sætter høiest blandt alle Levende! — just for denne Kjærligheds Skyld skal De: og De kan tale til ham som det sømmer sig; og De kan tale til hans Disciple, saa de kan forstaae, det er ikke Avind eller forsætlig Misforstaaelse; og Herren har givet Dem en Røst, som kan trænge ud og ind. Men det maa skee snart, at ikke Bruddet maa komme først, — maaskee det skal engang komme; min Frygt herfor var dog i den sidste Tid meget aftagen, — saa kom dette Tordenskrald, — men ikke komme for tidligt, og paa et Punkt, hvor det ikke burde! — Jeg reiser nu paa Visitats i 14 Dage; naar jeg kommer hjem derfra, ligger her maaskee et Brev fra Dem: hvorledes skal vi saa mødes? — — men engang skal vi mødes for Herrens Throne, — saa er Alt overvundet, al Bekymring og Angst og Misforstaaelse, — der skal vi see hinanden i Øinene, og tænke paa Timen i Haagerup Præstegaard, og takke Herren for hvad han der gav os at love hinanden, og — siden at holde. — Alle i min kjære gamle Præstegaard, Deres kjære Kone, alle de kjære Børn og mine gamle Venner i Ryslinge hilses.

Deres O. Laub.