Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Birkedal, Schøller Parelius Vilhelm FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1873-04-30)

Fra Laub til Birkedal.
Viborg, 30. April 1873.

Kjære Pastor Birkedal! Jeg har faaet en Hilsen fra Dem, som trods den lange Vei, den er gaaet, er kommen saa varm og hjertelig til mig, at jeg af mit inderste Hjerte maa takke Dem derfor. Det er derfor jeg skriver disse Linier, som jeg nu ønsker, De maa kunne forstaae, s. 169som de ere meente. Jeg har tidt været bedrøvet ved at tænke paa vort sidste Møde paa Beltet, da jeg gik ind i Kahytten, fordi det blev mig for koldt deroppe, og faldt i Søvn, vaagnede, da De var gaaet bort, fandt Dem iseng, da jeg kom til Hotellet, og borte, da jeg næste Morgen var kommen op og endnu engang søgte Dem. Nu er den kolde Nat glemt og aldeles borte; eller dersom De mener, at man ikke kommer til at fryse, naar man ikke bærer noget af Kulden i sig selv, saa er det en gammel Sandhed, som altid kommer igjen, men saa siig De: det er glemt! Saaledes har jeg forstaaet Deres Hilsen; nu har De søgt mig, og derfor siger jeg Tak. Og denne Tak er ikke bygget paa, ikke afhængig af nogen Forventning om, at vi aldrig oftere skulde kunne komme til at staae raadvilde ligeoverfor hinanden og trænge til en Forklaring, som ikke vil lykkes, — dertil have vore Veie hidtil gaaet i for stor Afstand fra hinanden. Men jeg siger det, for at De desto bedre maa forstaae, at min Glæde over Deres Hilsen og min Tak for den er ærlig. En Bøn maa jeg dog nok føie til, — som langt mindre angaaer mig selv end mange Andre, hvem De maae see ligeoverfor Dem paa den modsatte Side: at De ikke vil mene, vi ville støde Dem og Deres fra os, fordi vi ikke kunne følge Dem paa Deres særlige Vei, eller at vi have glemt og kunne undvære den Velsignelse, som er kommen fra hin Side, fordi der ogsaa er kommet det, som vi maae vise fra os og vidne imod, naar det gjøres fornødent, og vi have Evne dertil; og at De, trods det, der stiller sig imellem os, ikke vil mene om os, at vi staae dog paa en anden Grundvold, eller vakle paa den fælles, ikke mene det ærligt med den; og endelig, dersom De vil opfylde denne dobbelte s. 170Bøn, eller maaskee svare, at De har aldrig meent eller villet anderledes, at De da, hver Gang De staaer frem til en Kamp for Deres Overbeviisning, hvori Ingen maae fortænke Dem, vil lægge det stærke, afgjørende Eftertryk paa det, hvormed Martensen endte for 10 Aar siden, „at Striden er indenfor det Christelige og føres imellem Saadanne, der tilsidst, og naar Alt er bleven hørt, ere enige in principio principiorum“, og at De vil gjøre det med al den Kraft, som Gud har lagt i Deres Stemme; thi der ere Mange iblandt de Smaae og Svage, som have svært ved at forstaae, at en saa alvorlig Strid om saadanne Spørgsmaal kan føres mellem Andre end Christi Venner og hans Fjender. Og saa endnu en Bøn, kjære Birkedal! som virkelig angaaer mig: dersom De tilsidst maatte mene om hvad jeg her har skrevet, at jeg dog endnu misforstaaer Dem og gjør Dem Uret, og at De endnu i høi Grad trænger til Forklaring, — at De da vil holde Dem til et Løfte, som jeg har givet Dem engang i Haagerup Præstegaard i en alvorlig og bevæget Time, og bedet om at faae fra Dem igjen, om at ville troe Dem, ogsaa naar jeg ikke forstod Dem, at De vil holde Dem dertil ogsaa uden al Forklaring, ihvor meget De kunde trænge dertil, og troe, at jeg har holdt dette Løfte eller kæmpet derfor — dette Ord maa jeg bruge, skjøndt et lignende engang har været Dem haardt at forstaae —, og skal fremdeles med Guds Hjælp holde det, saa godt som et skrøbeligt Menneske formaaer, ihvordan vi end kunde komme til at staae ligeoverfor hinanden. Og saa bær over med mig indtil den Tid, da alle Veie, som udgik fra det samme Sted, skulle mødes i Eet, der hvor alt er lyst og klart.

s. 171Jeg skal nu begynde en Visitats, for en Deel hos Præster af Deres Retning; det kan jeg nu gjøre med dobbelt Glæde, efterat have faaet Deres Hilsen. — — —

Deres hengivne O. Laub.