Birkedal, Schøller Parelius Vilhelm BREV TIL: Laub, Hardenack Otto Conrad FRA: Birkedal, Schøller Parelius Vilhelm (1873-05-11)

Fra Birkedal til Laub.
Kirkely, 11te Mai 1873.

Min kjære Biskop Laub! Mit Hjerte blev varmt ved at modtage og læse Deres Brev; gamle, kjære Minder gik forbi, og Deres mig uforglemmelige Skikkelse gik foran. Jeg har levet rige Timer i Deres Samfund. Saadant hører til mine Hjerteskatte, og, jo nærmere Afskedstimen kommer, desto travlere samler jeg min Rigdom, ikke just for at tage den med i Graven, men did, hvor bedre er.

Jeg kan svare „Ja“, troer jeg, til alle Deres Henvendelser til mig. Den „kolde Nat“ er glemt i den Mening, at jeg slet ingen Braad føler af dens Minde, skjøndt ikke i den Betydning, at det nogensinde af mig kan glemmes, at jeg da fik stadfæstet, hvad jeg siden hiin Tid (1866) havde frygtet, og hvad Deres sidste Brev ogsaa stadfæster, at vi ikke mere hernede personligt, Hjerte mod Hjerte, Øie mod Øie, kunne færdes sammen. Jeg skal senere forklare mig nærmere herom. — Jeg troer ikke om Dem og de fleste Andre af dem, som staae os imod, at de „vil støde os fra dem“ ; endnu mindre, at de staae „paa en anden Grundvold og ikke mene det ærligt“, — jeg veed nok, hvor ærligt jeg seer op til mange af dem med Følelsen af, at de i Livet ere komne langt længere frem paa Veien end jeg; og s. 172jeg synes ogsaa, at jeg næsten altid i min Kamp har betonet, at vi vare enige in principio principiorum (med Undtagelse af Professor Clausen). Ganske vist, vi, og ikke mindst jeg, have kæmpet i stor Skrøbelighed, thi jeg er en syndig Mand, men fornægtet Broderskabet, hvor det var tilstede i Sandhed, har jeg aldrig.

Saa kan jeg ogsaa sige „Ja“ til Deres Bøn, kjære Biskop Laub! at jeg vil troe, at De har holdt Løftet (fra Haagerup Præstegaard) eller kæmpet derfor. Det gik jo ud paa, at De „vilde troe mig, selv naar De ikke forstod mig“. Jeg kan af mit fulde Hjerte sige „Ja“ dertil med den Begrændsning, De selv giver mig Lov til („kæmpe“). Men hvorledes skal jeg udtrykke mig, for at gjøre det forstaaeligt for Dem, at her er Anstødsstenen, og at jeg kan ikke nøies dermed? Jeg kan aldrig noget Øieblik tænke mig, at jeg skulde behøve at kæmpe, for at bevare min Tro paa Dem; naar jeg har levet med en Mand i en Række af Aar og seet ham ind i Hjertet, en fuldmoden Mand, da tykkes mig, at denne Mand maatte handle eller tale, hvad der næsten maatte synes idetmindste uhæderligt eller æreløst, om jeg nogensinde skulde have behov at kæmpe, for at bevare min Tro paa, at han gjorde, hvad han gjorde, af en ærlig, om end feilende Overbeviisning. Her er Bjerget, jeg ikke kan komme over, min egen dyrebare Laub! Thi „maae“ De kæmpe, for at værne om den gamle gode Tro paa mig, da maae jeg for Deres Øine have gjort og talt, hvad der vanskeligt kunde forklares udaf hæderlige Grunde, og endnu maae jeg staae saaledes i høi Grad tvivlsom for Dem, siden De siger, at De endnu maae bruge dette Ord „kæmpe“. Naar jeg nu siger dem, at trods dette Bjerg kan og vil jeg aldrig slippe Dem, at De altid, med s. 173Guds Hjælp, skal staae som en lys Skikkelse, Gud af sin Naade førte mig imøde, og at jeg ikke engang nu behøver at kæmpe med en Bitterhed ved Tanken om, at De maae kæmpe, skjøndt det unægtelig har været mig det Haardeste i den hele Sag, — vil De saa troe mig? og vil De saa troe mig saavidt, at De ikke mener, det er saaret Forfængelighed og daarlig Selvfølelse, naar jeg siger: Et saadant Forhold kan jeg ikke nøies med overfor Dem; jeg kan ikke udholde den Tanke, naar jeg staaer overfor Dem: „Han kæmper for at bevare sin Tro paa Din Hæderlighed!“ Det vilde lukke min Mund og gjøre vort Forhold ufrit. Jeg har været vant til at gaae til Deres Hjertes rige Gjæstebud i gamle Dage, jeg kan ikke nøies med de Rester, der blive tilbage efter Kampen. Partiet blev ikke lige, inderlig kjære Biskop Laub! Og derfor, jeg maae nøies med at elske Dem i Afstand; men jeg siger som Grundtvig i sin Tid sagde til Molbech i deres Strid: „Et Hjerte haver jeg med Dig at dele“. Og det skal nok skee, om ikke før, saa der, hvor alle Slør falde. — Og, naar jeg nu skulde nogensinde komme til Viborg uden at besøge Dem, den Ven i hele Byen, jeg elsker høiest, da veed De Grunden.

Saa siger jeg Dem da Farvel, — ja far vel, og jeg lægger i dette lille Ord saa godt jeg kan al den Varme, al den Kjærligheds Klang, al den Høiagtelse, mit fattige Hjerte raader over. Farvel i Jesu velsignede Navn.

Deres gamle trofaste Ven
Vilhelm Birkedal.