Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Birkedal, Schøller Parelius Vilhelm FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1873-07-17)

Fra Laub til Birkedal.
Viborg, 17. Juli 1873.

Kjære Pastor Birkedal! Jeg maae endnu engang skrive til Dem, ikke blot for at takke Dem for Deres Brev, — thi at De har glædet mig inderligt med dette Vidnesbyrd om den Modtagelse, som mit har faaet, det vilde De forstaae uden Ord, — men endnu mere for om muligt at hæve noget af den Misforstaaelse, eller Uforstaaelse, som er bleven tilbage. Vel maae jeg tvivle om at kunne naae, hvad jeg helst vilde, naar jeg dog i det Væsentlige kun kan sige igjen, hvad jeg allerede har sagt, væsentlig maae holde mig til dette: „troe ogsaa uden Forklaring“. Men et ærligt Forsøg, udgaaet fra en oprigtig Trang hos mig og gjort i en oprigtig Tillid til Dem, maae, selv om det mislykkes, dog blive et lille Lys over det mørke Punkt.

Det er, hvad jeg har gjentaget om en „Kamp“, en „Stræben“ i Forholdet til Dem, der er blevet Anstødet for Dem ; i denne Henseende forholder det sig anderledes med Dem, og derfor savner De den fulde Gjensidighed. Skulde det nu kun være en individuel Forskjel imellem os, som her lægger sig for Dagen? Thi vistnok troer jeg, at vi ere meget forskjelligt anlagte og udviklede, men er det kun dette? Det har jeg svært ved at forstaae, og jeg begynder med det Haab, at jeg hos Dem selv maae kunde møde Erfaringer, hvorudaf De skal kunne forstaae, hvad jeg mener. Overalt, hvor der kan være Tale om Tro, kan der og være Tale om Kamp og Stræben, ja maae dette være, om end af meget forskjellig Art og næsten forsvindende Betydning; om en staaende Kamp har jeg ikke talt, — jeg maatte da have udtrykt mig meget uheldigt. Og dersom De mener, at hvor der har s. 175dannet sig et Forhold mellem To, der maae der være Noget, et Grundlag, som ikke kan rokkes, kun kan berøres af Kampene som af overfarende Skygger, saa er det mit Haab, at De ogsaa heri skal finde mig med Dem, naar jeg kun maae føie til: eller som af Uveir, hvori det skal staae sin Prøve, — saa at jeg fra min Side ikke kan see, at her skal blive Tale om et Farvel for denne Verden. Men jeg maae forsøge paa at forklare mig forstaaeligere, mig bogstavelig, thi det er det Personlige, hvorom det her gjælder.

Jeg maae da begynde med den Bekjendelse, at mig har det aldrig været muligt at skille en Mand fra den Sag, hvori og hvorfor han lever. Jeg taler om Saadanne, som veed, hvad det er at have en Sag som deres Opgave, meest altsaa om dem, som fik den største Betydning for mig. Der kan i deres Færd være Noget, som er reent tilfældigt, forbigaaende. — det er ikke Sagen; jeg tænker paa det, som udfylder det Hele. Dersom nu Talen var om Sagernes Sag, det Ene, Store, Første og Sidste, da var Alt reent og klart. Jeg har fra vort Bekjendtskabs første Tid, maaskee før jeg saae Dem, ihvor Meget der end dengang var, som maatte holde mig i Afstand fra Dem, jeg tør dog sige, jeg har allerede fra den Tid af, forsaavidt jeg har gjort mig Rede derfor, og siden, heelt igjennem været paa det Rene med, at vor Udgang var fra det samme Ene, den samme Ene; jeg har aldrig kunnet tvivle om, at vi tilsidst maatte mødes ved det samme fælles Navn, naar Gud vil bevare os troe indtil Enden. Gud er hvad jeg fremfor Alt maae kalde det faste Punkt i mit Forhold til Dem, som aldrig svigter. Men imellem Begyndelsen og Enden ligger det hele Liv med sine Bevægelser, sin Væxt og Udvikling; s. 176det Ene staaer der ikke i sin fulde, sin egen Skikkelse, det maae komme frem i mangfoldige Skikkelser, den ene ikke som den anden, først naar de ere færdige, samles de i det Ene. Anderledes kan og skal det ikke være, naar det Ene skal kunne ende som det fulde, rige, det i høieste Betydning store, Alt omfattende Ene. Heri ere vi enige, og denne Betragtning har tidt opløftet mig over denne Verdens Forvirring. Men Forvirringen er der dog og kan tidt blive trykkende. Det hører til det Fremmede i denne Verden, at det, som for en Anden er Sagen, kan for os komme til at staae som noget Fremmed, Uforstaaeligt. Ogsaa dette kunde være en Kilde til Glæde. (og kan det Gud skee Lov tidt for en Deel) —, den hele Vrimmel af nye Udgangspunkter, af nye Spirer og deres Væxt kunde vi see paa med en uforstyrrelig Fred og Glæde i „Forventningen af det salige Haab“, det Sidste, dersom vi overalt vare visse paa det Første, — dersom denne Verden var en uskyldig Verden; men Verden ligger i det Onde, og Enhver af os bærer Noget af Verden i os. Kjære B.! herfra kommer Kampen. Hvad os selv angaaer, det, hvortil vi ere satte i denne Verden, den Vei, hvorpaa vi trods alle Skrøbeligheder, Eensidigheder, Vildfarelser kunne naae vort Maal, som vi ikke tør forlade, maae vi kunne naae til en fast Overbeviisning. Men med Hensyn til Andre er det kun tildeels muligt, og i meget forskjellig Grad; her møder ikke blot det Forskjellige, som — i en anden Skikkelse — endnu kan være det Samme, men ogsaa de skarpe Modsætninger, Nei ligeoverfor Ja. Vi kunne ikke paa eengang ansee det, som er givet os, for det Rette, og tillige det, som stiller sig derimod; da kommer Forargelsen. Saaledes gaaer det os ikke med s. 177dem, som intet Maal have eller kun et forfængeligt. Men er det Mennesker, om hvem vi troe og veed, at de vil sammesteds hen, som vi, — see vi dem paa en ganske anden Vei i modsat Retning, da forarges vi, eller der er kun Eet tilbage: Troen, hvorfor der maae kæmpes. Jeg beder Dem, ved hvad jeg her skriver, heelt igjennem at holde det fast, at naar jeg taler om en „Sag“, da mener jeg ikke det Sidste, Afgjorte, men det, som nu ligger for, hvorigjennem der skal naaes videre frem; jeg taler om Sagen heri Verden, i Tiden, denne Magt, som, skjøndt den selv ikke kan bindes, binder Alle, som Ingen kan komme ud over, førend den selv rykker frem, ikke uden ved en Tro. De mener, at naar jeg har behøvet at kæmpe for at bevare Troen paa Dem, da maae De i mine Øine have handlet uhæderligt og æreløst, ikke udaf en ærlig, om end feilende Overbeviisning, af en varm, maaskee brændende Overbeviisning, at der var Noget, som De for fuldt Alvor vilde. Jeg veed, hvormeget Egenkjærligheden kan blande sig ind i Alt, hvad vi foretage os ; alligevel har jeg aldrig tiltroet Dem lave, snarere overflyvende Bevæggrunde. Mere vel har jeg kunnet troe, at De handlede, naar Alt var i Bevægelse, at de stærke Følelser, at Lidenskaber har kunnet blænde Dem, saa De kom til en Overbeviisnins, hvortil De ikke burde komme. Jeg er aldeles enig med Dem i, at den, som bliver tro imod, hvad han kalder sin Sag, kan staae langt høiere end den, som bliver i hvad jeg vilde kalde de rette Spor, men uden at vide eller ville, hvad han gjør. Men — denne Agtelse bliver dog paa Afstand, saalænge Sagen holder os adskilte, — den bliver kold og slaaer ikke til i det afgjørende Øieblik.

Derimod kunde De med al Ret spørge, om der ikke s. 178er noget Personligt i vort Forhold, og om dette ikke staaer udenfor og over Sagen og alt det, hvori den bevæger sig; De kunde spørge, om jeg ubetinget føler mig nærmere forbunden med dem, med hvem jeg angaaende Livets store Anliggender er i en anderledes gjennemgaaende Overeensstemmelse. Kjære B. ! der ere Mange af disse, som staae mig fjernt, og hvem jeg maaskee under andre Omstændigheder dog ikke var kommet nærmere i dette Liv. Der er tilvisse i mit Forhold til Dem noget reent personligt, uden hvilket jeg ikke var kommet til at skrive dette Brev, som jeg nævner med Glæde og hjertelig Paaskjønnelse. Den Maade, hvorpaa De fra først af har modtaget mig, eller rettere draget mig til Dem, — thi det hører til Forskjellen imellem os, at De stadig har gjort det første Skridt — ; den Tillid og Hengivenhed, De altid har viist mig, Deres Troskab i dette Forhold, som De har givet et Udtryk i Deres „Livs Førelse“, der har rørt mig dybt med Glæde, — undertiden med Veemod og Længsel, men aldrig har været glemt ; at De, da De kom til Ryslinge, (hvad jeg er fuldt forvisset om), uagtet Deres Færd der maatte blive meget forskjellig fra min, for en Deel i Modsætning til min, aldrig har villet fortrænge mig fra min gamle Plads i denne Menighed, at De har gjort alt Deres til, at mit Forhold til den ikke maatte forrykkes eller fordærves; at De, naar De stod offentligt frem, aldrig har stillet Dem imod mig, ikke blot fordi der var ingen Anledning dertil, men saaledes, at jeg altid maatte have en Fornemmelse af, at De vilde holde mig udenfor, ogsaa naar jeg ikke kunde erkjende Dem berettiget dertil ; — og der er endnu mere, som fra en vis Side kan regnes til det Personlige i Forholdet mellem os: Deres rige Begavelse, ikke s. 179blot i christelig, men i reent menneskelig Betydning, og Deres velsignelsesrige Virksomhed i saa mange Henseender, som, om den end for mig undertiden kom ind i Blandingsverdenen, hvor den kunde blive mig tvivlsom, dog altid har staaet for mig som Noget af det Sjældne, der blev givet vor Tid; saa igjen Deres Gemyt, som var aabent for det Høieste og for det Mindste; Deres poetiske Sands, som maaskee kunde føre ind i Illusioner og Blændværk, men i hvert Tilfælde maatte være nok til at bevare Dem for alt Lavt, osv., osv. — og saa tilsidst alt dette samlet i Eet, i det Uudsigelige, som dog hvert virkelig levende Menneske er, alt dette er blevet et Baand, som har bundet mig til Dem, og som, (paa Forudsætningen af begges Troskab mod det Ene, Store) maae holde ud i al Evighed. Det var mig en Trang at faae dette udtalt saa bestemt og fyldigt som muligt — inden jeg saa maae føie til: og dog har heller ikke dette, ihvor stor og i sidste Instants afgjørende Betydning det har, og skjøndt det aldrig har kunnet være borte af min Bevidsthed, dog har det ikke altid været nok til at frie mig fra de Kampe, hvorom De saa nødig hører. Der ere Mennesker, i Forhold til hvem det reent Personlige, og det i langt ringere Omfang, har været mig nok; det var Saadanne, som egentlig ikke stode i Forhold til, hvad jeg har kaldt en „Sag“, eller hvis Sag Intet havde med min at gjøre. Naar her Eet og Andet kunde være mig til Anstød, kunde det lignes med forbisvævende Skyer, som ikke kunde trykke. Men med Dem forholder det sig anderledes. De er en Handlingens, Livets Mand, De er aldrig uden en Sag, og i den er De ganske, thi De er en Mand af eet Stykke. Og naar nu denne Sag ikke er en Ubetydelighed, men angaaer Livets store Anliggender, — s. 180og i den ere vi komne bort fra hinanden, ja komne til at staae med Front imod hinanden, hvorledes kan De da troe, at jeg kan tage et Stykke af Dem og holde mig til det, som er mig vist, og lade det andet staae uændset, tilmed det bedste, — thi det, hvori et Menneske lever med Sjæl og Hjerte, er dog det, som giver Livet Fylde og Værd —? Ja dersom det angik Noget, som ikke vedkom mig! men naar det er min egen Sag, kun i en Skikkelse, hvori jeg ikke kan kjende den? Eller dersom det angik et Menneske, som ikke vedkom mig! men naar det er En, hvem jeg har givet Haanden paa at blive ham tro? Saaledes har det været. Jeg siger ikke, at jeg nogensinde har givet Slip paa Dem, men at jeg har maattet kæmpe for ikke at gjøre det. Det forekommer mig, at dersom det var anderledes, at dersom jeg paa en saadan Tid kunde forblive ganske rolig, dersom mit Forhold til Dem ikke kom ud aflave og trængte til at komme ilave igjen, da maatte De selv mene, at det Venskab var altfor let.

12

12*

Allerede førend jeg havde seet Dem, maatte jeg være forberedt paa, at dersom vi mødtes, vilde der være Adskilligt, hvori vi ikke kunde følges ad. Saaledes kom det : De har ikke glemt vor Samtale i Haagerup Præstegaard; saa har De heller ikke glemt, at der var gaaet Noget i Forveien, hvorved det var kommet for Dagen, at den Ene kunde krænke og bedrøve den Anden (uden at ville det, men dog kunde, ja maaskee, naar han vilde være ærlig, maatte det) ved haarde Angreb paa hvad der var blevet dem dyrebart og helligt. Dengang sad vi ved hinandens Side, og den umiddelbare Nærhed udøvede sin Virkning. Men der kom en Tid, da vi ogsaa udvortes taget vare langt borte fra hinanden; det var i s. 181Aarene 1864 ff., som i saa mange Henseender vare svære at komme igjennem. Jeg har intet Kald til at træde offentlig frem; men om jeg havde havt Evner dertil, jeg var dog ikke staaet op imod Dem. Eengang tidligere havde jeg gjort det, og er vis paa, at De fandt Intet at bebreide mig derved; men i denne store Kamptid havde jeg ikke kunnet gjøre det saaledes, som jeg alene kunde ville det, naar det gjaldt. Dem. Dog eengang blev jeg tvungen frem. En Uvedkommende, som vel meente det godt, men var slet underrettet, fortalte Publicum om en Hilsen , som jeg skulde have sendt Dem, i en Sammenhæng, hvori den ikke kunde andet end misforstaaes. Da kunde jeg som ærlig Mand ikke tie; men jeg tilføiede et Ord, som — uforstaaet af alle Uvedkommende — skulde sige Dem, at jeg ikke havde glemt, hvad vi havde lovet hinanden. Den Eneste, for hvem dette Ord var skrevet, forstod det ikke. Deres Svar overbeviiste mig derom og kunde ikke opmuntre mig til at forsøge nogen Forklaring, som dengang maatte mislykkes.

Jeg skriver ingen Apologie, kun en Forklaring, saa sanddru og ærlig, som jeg formaaer; jeg vil, at De skal see mig, som jeg er, saavidt som jeg er kommen med mig selv. Naar jeg har talt om Kamp, har jeg ikke meent Kamp imod Dem, men imod mig selv, imod det i mig, der ikke var, som det skulde være, der skulde blive bedre, roligere, mildere, men ikke strax vilde lade sig bøie, og jeg har kun ønsket, at De skulde forstaae’ hvorledes Forholdene maatte føre dertil. Jeg har været vred, hjertelig vred paa Dem, og skulde vi komme til at forhandle med hinanden om hiin Tid (hvad jeg for min Deel ikke føler nogen Trang til), maatte jeg vel endnu mene, at jeg havde Grund dertil; men jeg vidste ogsaa, s. 182at Solen maatte ikke gaae ned over min Vrede, — det var det, der kostede Kamp, og ikke altid lykkedes, som det skulde. Det Ord af Paulus: „ikke at jeg har grebet det“, har længe havt en stor og med Aarene altid større Betydning for mig, ikke for at det skulde vække mig, men for at det stærke Eftertryk maatte falde paa det, som følger: „jeg jager derefter“, og Driften med Trøsten og Kraften ligge i det, som endnu føies til og vil omslutte det Hele og os Alle: „efterdi og jeg er greben“. Det er dette Ord, jeg vil have gjort gjældende ogsaa i mit Forhold til Dem, kjære B.!

Mon jeg nu virkelig kommer til at staae ene med min Forklaring? Jeg troer ganske vist, at vi ere meget forskjellige fra hinanden; jeg troer gjerne, at De langt lettere end jeg kan komme igjennem Tidens Forviklinger, kan ligesom see igjennem dem det, De forventer i Haabet, og at De derfor langt lettere kan skille imellem Sag og Person og give hver Sit (skjøndt jeg kunde fristes til at ønske, at De heri stod mig lidt nærmere, forat De desto bedre kunde forstaae mig) ; Deres friere Stilling i denne Henseende hænger vel sammen med Deres Evne til at tale ud af Dem, hvad der bevæger sig inden i Dem. Men dersom De i Deres Forhold til mig aldrig har kjendt Noget til det, jeg har havt at kæmpe med, kan det da ikke ogsaa ligge deri, at, medens De efter Deres Natur og Kald altid er traadt stærkt frem, saa at jeg uagtet den lange Afstand har seet Deres hele Færd, og paa Grund af den lange Afstand har havt endnu sværere ved at finde Dem i Deres Færd, saa har det Modsatte været Tilfældet med mig, og De har ikke havt nogen Anledning til at tænke over, hvorledes jeg var stillet til det, De satte i Bevægelse? Og, kjære B.! mon De virkelig s. 183slet Intet kjender til det, der har været mig saa svært? mon ikke i alt Fald disse Breve have lært Dem at kjende Noget af samme Art, omend i en anden Skikkelse (thi det Forskjellige ved Enhver af os maa berøre den Anden paa en forskjellig Maade, men tilsidst dog vel med samme Virkning)? Har De ikke ved at læse dem følt Noget røre sig i Dem, som maatte overvindes, for at De ikke skulde betragte mig som En, De havde tabt ?

Men ihvordan det forholder sig hermed, — nu eider ikke Tale om Kamp; om disse Breve vil De ikke troe, at det har kostet mig Overvindelse at skrive dem (skjøndt jeg har behøvet Tid og maattet bie paa Ro til at faae dette skrevet). Tiden er virkelig skreden frem, og Meget er bleven anderledes; hvad der dengang var mig svært, er — vel ikke glemt (jeg kan jo tænke tilbage derpaa og skrive derom); men det er forbigangent, det er ikke mere: Deres Stilling er baade kirkelig og borgerlig en ganske anden end dengang; her er nu Intet, som kan trykke mig. Den Tid, der var saa critisk for Dem, har ogsaa for mit Forhold til Dem været en Crisis af saa stor Betydning, at jeg tør troe, den kan ikke komme saaledes igjen, og at hvad der endnu kunde komme af lignende Art, kun vil kunne blive som de forbifarende Skyer.

Og nu maae jeg ende dette mit sidste Brev til Dem, kjære B. ! det sidste i denne Sammenhæng; thi jeg veed ikke, at jeg har Mere at sige Dem om denne Sag, ligesom dette jo egentlig kun er en Gjentagelse. Om vi saa oftere skulle komme til at skrive til hinanden, om vi skulle komme til at tale sammen Ansigt til Ansigt, om De skulde have Ret i, at vi ikke bør mødes mere paa s. 184denne Jord, — (Ingen af os kan ønske, at det maae skee, før vi ere visse paa, at det skal ende glædeligere end den sidste Gang) — : det maae for en stor Deel beroe paa, hvorvidt jeg er naaet med denne Forklaring. Ihvad der skeer eller ikke skeer, skal jeg ikke misforstaae Dem: jeg har i Deres Brev, som var saa fuldt af den gamle Varme, Vidnesbyrd nok om Deres Sindelag imod mig. Men jeg mener tillige, at der er i ethvert Tilfælde een Vei fra den Ene til den Anden endnu tilbage, som ikke er spærret i denne Verden, at det er godtgjort ved denne Brevvexling, som, ihvad den saa ellers maatte føre til eller forfeile, har givet os en Bevidsthed om denne aabne Vei, som, hvad enten Veien benyttes — flittigt (hvad aldrig har været Tilfældet imellem os) — eller sparsomt — eller slet ikke, dog er en stor Vinding. Og naar nu ogsaa jeg vil slutte med et hjerteligt Farvel i Jesu Navn — thi vi skulle begge reise videre frem, hver paa sin Vei, indtil de mødes —, saa maae jeg vel ønske, at De vil tage det som mit sidste, hvad det jo kan blive, med al den Inderlighed og Tak, som jeg vil samle og lægge i det sidste; men jeg vil ikke kalde det saaledes.

Endnu engang — hils alle Deres hjerteligt.

Deres ærligt hengivne O. Laub.