Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Schepelern, Georg Sophus Frederik FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1863-12-14)

Fra Laub til Samme.
Viborg, 14. December 1863.

Mm kjære Søn! Ligesom Paulus ikke bliver træt af at sige det Samme igjen, saaledes vil ikke heller jeg blive træt af at skrive til Dig, hvad jeg skrev igaar Aftes til V. med Paalæg at sige det ogsaa til Dig, hvad i Grunden kan sammenfattes i det gamle Ord: ”Glædelig s. 192Juul!“ som er det samme og har det selvsamme Indhold i Fred og i Krig, kun at det i sidste Tilfælde taler endnu en Tone høiere og gjør endnu stærkere Fordring paa at staae til Troende, saa at hvad jeg har at gjentage, er i Grunden det Selvsamme, som Paulus siger, ikke to, men tre Gange (Phil. 3, 1. 4, 4 — Du kan, om Du vil, tage 3, 2: „Hundene“ og „Sønderskjærelsen“, med og udlægge det efter Tidens Leilighed). Hvordan Du har det. derom veed jeg jo ikke Andet, end hvad jeg kan høre af, eller mangen Gang snarere mærke paa L., naar hun svarer: „ikke rigtig godt“ — og „det er ikke Examen, der trykker ham, det er det Andet“. Jeg vil nu alligevel troe, at det er Examen, som ubevidst, i en fremmed Skikkelse, melder sig; og jeg vil ønske; at det er saa; thi lidt Examensfeber er slet ikke usund, medens der ere Landfarsoter, som ere farlige og, som bekjendt, netop anfalde dem. der ængste sig for det Uvisse og ikke engang have det at holde sig til, at de ere satte til at udtænke eller udføre Forebyggelses- eller Helbredelses-Foranstaltningerne. Derimod, naar man har noget Godt, som man veed, man skal, da er det i sin Orden, at man „arbeider derpaa med Frygt og Bæven“, om det saa kun er det Allermindste midt iblandt alt det Store, som er i Bevægelse. Jeg er ikke bange for Din Examen, skjøndt den ligger mig paa Hjertet; jeg troer, Du vil bestaae den med Ære, for engang med denne forfængelige Ære at kunne tjene Gud til hans Ære; men for Dig selv maa det gjerne staae lidt anderledes, — som sagt, lidt Examensfeber er ikke usund, det er den sunde Natur, som ligger paa Bunden og vil arbeide sig op. Den vil vel og vise sig intermitterende, — op og ned, det er menneskeligt, og vi ere s. 193hverken Guder eller Engle, men netop Mennesker, som de „Mennesker, Hyrderne“, der, da Englene havde forladt dem, sagde: „Lader os gaae til Bethlehem!“ — og til hvem NB Englene først havde maattet sige: „Frygter ikke“ — fordi de ogsaa fik Feber, da de saae det Store, som stod for dem og bebudede endnu Mere, som de ikke kunde forstaae. Og saa — mærk vel! — „til Bethlehem“! hverken til Slesvig eller Sverrig, eller hvor man nu ellers gjerne vilde hen for at see, hvad Gud vil gjøre, men derhen, hvor man kan see, hvad han har gjort. — Det er en underlig Advent iaar, — selv i rolige Dage skulde det for Dig have været en ualmindelig Advent og Juul; — men det er ligefuldt Advent, og desto mere, jo mindre det er til at forstaae, desto vissere er Gud selv deri. Og nu, min kjære Søn, her forlods, hvad der nok skal blive gjentaget, om ikke anderledes end gjennem L.’s Breve: en glædelig Juul!! — Jeg har ikke i Commission at hilse, men gjør det alligevel.

Din egen Fader.