Fra Laub til Samme.
Viborg, 5. April 1869.
Kjære Georg! Det var et uventet, uventet langt, og derfor endnu kjærkomnere Brev, jeg fik fra Dig i Fredags, medens jeg ventede paa et Stiftsøvrighedsmøde. — — —. Og nu til Brevets Midte, Hovedsagen denne Gang! Jeg kunde egentlig være ganske kort; Du kjender mig, saa Du veed, at denne hele Udtalelse har kun kunnet glæde mig. En Forandring er der foregaaet, siden Du begyndte paa denne Egn, hvor Beck havde været den raadende; men den er kommen, saavidt jeg kan see, saa besindigt og indenfra, at der ikke er Tale om et Omslag, som kunde medføre en Omvæltning, ikke Fare for det Neophytiske, som i sin Glæde over det nye Syn kunde glemme Sandheden, der ogsaa var i det Gamle (thi Du arbeidede ogsaa dengang i Sandhedens Tjeneste), eller den Sandhed, som er fælles for dem, der ogsaa nu ville med Dig videre fremad, og dem, der betænke sig paa, om de kunne det. Det kan jo ikke undre Dig, om Mange have ondt ved at glemme, hvorledes de først fandt det Ene, Store, som altid maa blive ved at staae forrest; og de skulle heller aldrig glemme det. det skete jo for en stor Deel netop ved Din Hjælp. Det gjælder jo om at bevare deres Tillid — og bie paa dem ; det gjælder om ikke saaledes at stille det nye Syn foran, at det i deres Øine maa blive et „andet Evangelium“, som er en „Forbandelse“. Der kunde jo nu hermed drives en Slags „indre Mission“ i omvendt Retning, hvad mange Grundtvigianere vel ikke kunne siges fri for, naar det tidt er, som om hermed først Christendommen begyndte i Danmark. Hvad Du siger om de to Partier og Stillingen til dem, er hvad ogsaa jeg mener, med Beklagelse af, at de to „Retninger“, der kunde trænge s. 199til hinanden, nu ere nærved at være blevne to virkelige „Partier“, som kun ville kæmpe og prædike imod hinanden. Det kan komme til, at man maa tage Parti imod, hvad der vil gjælde som det ene Rette med dets gode og svage Side, — men neppe til, at man maa tage Parti med Andet end Christendommen selv, uden at lade sig indskrive andensteds end i den Kirke, hvori man er, og hvori vi Alle kunne være med Ret til en fri og selvstændig Udvikling, og Drift og Lyst til at lade Vort udfylde og berigtige af Andre. Der ere dog endnu Grundtvigianere, som her ville være med, og ikke lade deres Særlige være Betingelsen for Samvirken; de bør mødes fra den anden Side, og ikke afvises, som det er skeet af Beck. Saaledes har ogsaa jeg altid holdt det med Grundtvigianismen, om det end i den sidste Tid er gjort mig besværligere, og jeg er mindre vis paa, om det kan holde ud. — Hvad Du paa Conventet har sagt om Præstegjerningen, er ogsaa ganske efter mit Sind. Der skal prædikes for Menigheden, og den skal ikke nøies med de Smuler, som blive tilovers. Det gjælder om at bespise, nære, holde ved Live og i Væxt, altsaa ogsaa — naturligviis — holde vaagen. Men „Opvækkelsen“ i den moderne Betydning, er enten kun et Tilløb, som atter og atter gjøres, uden at man kommer videre, eller’ naar den er sund, en Virkning af det Første, en Virkning af den opbyggede Menighed paa det Sovende omkring og i den. Det rette Vidnesbyrd, hvorved der udrettes noget Paalideligt ogsaa længere udad, er en troende Menighed, om den er nok saa lille og skjult; naar den kun er der, saa lever den, og Livet er et Vidnesbyrd. Det Vidnesbyrd, som aflægges af den Enkelte, Ordførende, er — uden hiint —, om det er nok saa s. 200levende og brændende, dog hun et Vidnesbyrd ved Ord, og kræver en bestandig Gjentagelse, en bestandig Prædiken (som i „indre Miss. Tid.“), fordi man her kun er vaagen, saalænge man hører. Livet i Menigheden er den rette „indre Missionair“, som Præsten maa arbeide paa at danne, baade som sin Hjælper til at komme videre med sin Gjerning, og tillige som Maalet for den. — Her kommer saa det Spørgsmaal, som beskjæftiger Alle saa meget: om Forholdet mellem det Christelige og det Menneskelige, og hvorfra Rivningerne i Din Kreds lettest ville komme. Min Mening kjender Du, og Din Mening har Du nu igjen sagt mig og tillige Din Menighed i den vedlagte Prædiken *). Denne Prædiken udmærker sig, som alle Dine Prædikener, ved den Lethed og Klarhed, hvormed Du kan sige Dine Tanker, saa man ikke kan tvivle om, hvad Du mener, og at Du mener det ; dette Aabne, Rene er Væsenet i, hvad man maa kalde det Smukke og Tiltrækkende i Dine Prædikener. Saaledes har det været fra først, og saaledes er det efter den kjendelige Udvikling, som er foregaaet med Din Prædiken, og som nok tillige er en kjendelig Forandring. Der var en Tid, da ogsaa Du nøiedes med at give Børnene Brokkerne. Jeg stolede paa, at det Sunde i Dig nok vilde voxe frem, og at Raad og Erindringer ikke vilde gjøre det. Og saaledes er det nu skeet — indenfra, om og en Deel udenfra har hjulpet Dig til at forstaae, hvad der rørte sig i Dig; derfor vil jeg hellere kalde det en Udvikling end en Forandring, og jeg har dog kunnet følge saa meget med, at jeg ikke er bleven overrasket ved at see, hvor Du nu staaer. Du har i denne Prædiken taget Anledning til at udtale Dig om det Menneskeliges Forhold s. 201til det Christelige klart og sammentrængt, saa at vel Intet fattes, og jeg har Intet at sige herimod, tværtimod, vi ere grandenige. Jeg tænker ogsaa, at Du paa andre Maader har havt Opfordring og Anledning nok til at sige Din Mening, saa Du kunde føle Trang til nu at samle det og lade det komme frem under Eet, uden at frygte for at misforstaaes, naar Du stillede to Anskuelser i deres Heelhed imod hinanden, som om Du ved at tilbagevise „den mørke Pietisme“ uden videre vilde vedkjende Dig den underforstaaede Modsætning (ɔ: den, man let mener at maatte underforstaae) - altsaa Alt, hvad der gaaer under Navn af „den glade Christendom“ Jeg tænker, at Du ikke har kunnet misforstaaes saaledes, og maa da sige, at hvad Du har sagt, er rigtigt, ogsaa hvad Du har sagt — — om ,,Maal og Middel“. Men her maa jeg dog mene, at Sagen ved Sammenhængen med det Foregaaende og med Texten er kommen til at staae lidt skjævt. Naar Du gaaer ud fra Modsætningen i Christus mellem det Guddommelige og Menneskelige, saa maa Modsætningen paa den anden Side, parallelt hermed, blive imellem det Gudelige og det reent (naturligt) Menneskelige, og det kunde da lyde, som om Du havde sagt, at det, der er kommen ovenfra, med Christus, var Middel til, at Mennesket som blot Menneske kunde leve, som om det reent menneskelige Liv, hvorom Talen har været, var Maalet, og det gudelige Liv, Livet i Christo, var Midlet. Men ad denne Vei kan Du ikke komme frem med dem, Du vil overbevise; om der end kan siges i en vis Forstand, at Christus har gjort sig selv (og alt. Sit) til Middel, saa faaer Du aldrig nogen af Dine Opvakte til at indrømme, at det, at leve Christo, er kun Middel til at leve et sundt og glædeligt borgerligt, fædrelandsk Liv osv. De ville med Rette kunne svare: „Dersom s. 202Du end har Ret i, at der fattes mig Noget, — som der fattes os Alle Meget —, saa veed jeg dog, at det, jeg har, er det Ene, som er fornødent, og gjaldt det om Enten-Eller, saa havde jeg den gode Deel“ ! Denne Overbeviisning vil Du jo heller aldrig rokke. Hvad der har staaet for Dig, er, at ligesom Christus ikke er Gud alene saalidt som Menneske alene, men begge Dele i Forening, ligesom det Høieste i ham, hvori al Magt til Verdens Frelse ligger, endnu ikke gjør ham til Christus, — men det maa komme til, hvorfra han slet ingen Hjælp kan faae, hvorfra kun al Møien, Kampen, det, der skal overvindes, kommer, saaledes er ogsaa hos os det Christelige Mere end det blot Gudelige (hvad Du rigtig har peget paa: Prædiken, Bøn, Sacramenter), ihvor vist dette er det Ene og Eneste (Livet i Gud), men det Menneskelige maa komme til, ikke som Maalet, men som Jordbunden, hvori alene det Guddommelige kan voxe og faae Skikkelse, udfolde sig i al sin Rigdom; ikke det menneskelige Liv er Maalet, men det christelige, hvori Gud og Menneske mødes, men altsaa Mennesket med alt det, som han har fra Gud. Det er altsaa netop denne alvorlige Fastholden ved det ene Fornødne, som maa tvinge til at gaae ind med i det Mangfoldige, som Menneskelivet fører med sig, ligesom Maria, naar Jesus var borte og Hviledagen til Ende, just fordi hun havde siddet ved hans Fødder nu desto mere maatte trænge til at komme Martha til Hjælp. Saaledes kommer man til alt det Nødvendige og Nyttige i Livet, tilsidst ogsaa til alle Glæderne, der, ligesaa lidt som det Nyttige, umiddelbart hører med til Himmeriges Rige, (hvorfor man og maa kunne, naar Tiden dertil kommer, sige det Alt Farvel, hvad der er det Sande i den pietistiske s. 203Forsagelse). Mon man ikke havde forstaaet Dig bedre, naar Du havde ladet alt dette blive „det Andet“, „Midlerne“? I ethvert Tilfælde, — dette er, hvad der altid „skal“ prædikes om, naar man vil ud over den blotte „Opvækkelse“ ; thi saaledes at „gaae ud og gaae ind og finde Føde“, det er Helliggjørelsen — i Modsætning til den ørkesløse Rugen over det Ene. Og mon det ikke forstaaes bedre, naar det kommer saaledes stadig, stykkeviis, leilighedsviis (som Dagen fører det med sig), end naar det gives expres under Eet (uden ret at kunne oversees i sin hele Fylde og Sammenhæng), som et særskilt Capitel i Læren om Helliggjørelsen, hvorved det ikke undgaaer at faae et polemisk Anstrøg, ligesom i den gamle Dogmatik de enkelte loci havde deres polemiske Anhang, hvad jo ogsaa var Tilfældet med de gamle orthodoxe Prædikener, men ikke for nu at efterlignes. Hvad der har bidraget til, at Din Prædiken, skjøndt Indtrykket af den ikke er polemisk, dog har faaet — synes mig — lidt af Farven, det er vel og, at Du har knyttet den til en Text, som egentlig ikke har givet Dig Anledning til at tale om denne Sag, hvorfor man fra først af ikke venter, at Du vil ende her; Texten gaaer i modsat Retning med Vægten paa det Guddommelige. Altsaa, at Du paa denne Dag er kommen til at tale om denne Sag, det er egentlig ikke fordi det var Dig forelagt. Det er en ypperlig Ting at have Texten ganske paa sin Side, og som mere end en Allieret, som Anføreren, naar man kan sige: her høre I det, det er dette, hvorom der idag skal tales, og saaledes skal der siges. Kommer det anderledes, saa er det dog halvveis min egen Sag, jeg kommer med; og saaledes kunde det ved denne Prædiken see ud, som om Du s. 204egentlig havde Noget i Dit eget Navn at sige, om den Stilling, som Du herefter vilde indtage, — i Modsætning til — —, og det er det, jeg mener skal undgaaes, saa længe det kan. Jeg veed, der kan tidt være Noget, som brænder paa Een, som man længes efter at faae sagt ved første Leilighed; men naar nu Texten ikke rigtig vil med, mon det saa ikke er et Vink om, at det haster ikke, Tiden er ikke endnu? Det gjælder vel ogsaa her, at Ordet bærer Frugt „i Taalmodighed“. Nu, kjære Søn, alt dette er kun til nærmere Overveielse; jeg kan jo ikke ret bedømme Forholdene; maaskee det, som jeg har Betænkeligheder ved, slet ikke er blevet forstaaet anderledes end det maatte; der kan i enhver Prædiken komme Eet eller Andet lidt skjævt, uden at der lægges Mærke dertil, saa Alt kan endda være som det skal. Men Eet maa jeg dog endnu føie til. Naar Du vilde tage Anledning af denne Text, mon Du da ikke kunde benytte dens første Deel lidt mere? De to Kjærlighedsbud ere dog Mere end Speilet, hvori Mennesket skal see sig selv og lære Ydmyghed, Mere end Tugtemesteren til Christum, ogsaa Beskrivelse af Livet i ham, baade Maal og Maade, Enden og Veien, altsaa den rette Overskrift over Afsnittet om Helliggjørelsen. Og her er ogsaa den samme Modsætning imellem det Guddommelige og det Menneskelige, og den samme Eenhed: „det andet er ligesom dette“ (skjøndt det at elske Gud er det Første og Store og Hele — det ene Fornødne). Man kan ikke elske Gud uden at elske Næsten; og hermed er man inde i Samfundet og Alt, hvad dertil hører, alt det virkelig Menneskelige; man maa herfra tilsidst naae ogsaa til det blot Selskabelige, som et Baand imellem dem, der ikke kunne leve daglig sammen (det reent s. 205menneskelige Sidestykke til Menighedsforsamlingen i Kirken, — en Søndag Aften efter Søndag Formiddagen), med det Forskjellige, som her kommer med, meer eller mindre aandløst, men hvoraf maa bruges det Bedste, som kan haves. — — — —. Du har med Rette mindet om Christi Bøn for Disciplene, at de ikke maae „tages bort af Verden“, men bevares fra det Onde; man kan kun naae det, der skal naaes, der, hvor Faren er, alt det reent Menneskelige er stadig udsat for at blive ureent. Mon det ikke er Pietismens egentlige Svaghed, at den ikke tør vove paa at være med og være glad deri, fordi den har sin Sikkerhed paa et andet Sted? og at den derfor bliver hængende i sin Kjærlighed til Gud, og naaer ikke at faae Kjærligheden til Næsten med; thi den tænker dog egentlig kun paa at sikkre sig selv mod den onde Verden. Det er med al dens Kjærlighed til Gud dog Kjærligheden, der fattes, som den er skildret 1 Cor. 13. Men ligesom jeg mener, at herom skal der prædikes — stadig —, om Kjærligheden, som „troer Alt, haaber Alt, fordrager Alt“, tager Meget med, som endnu hverken er det Fuldkomne eller det Rene, — saaledes mener jeg og, at den selv skal tages med den samme Kjærlighed, som „ikke bruger Fremfusenhed“, som bier paa dem, der have mange Betænkeligheder og gjøre sig Skrupler, og aldrig glemmer, deels at her er dog Alvor hvad det Første angaaer, saa dem maa man nødig skilles fra, deels at det „reent Menneskelige“ tidt har viist sig for dem i en saadan Skikkelse, at de ikke i en Hast kunne finde sig tilrette med, hvad de nu høre derom. Hvad jeg især mener, er, at ihvor meget jeg er med i det, som Du har fremhævet, saa maa Banneret aldrig hedde „det Menneskelige“, s. 206men „Christus“, og under det maae der være Plads for Alle, som elske ham „i Uforkrænkelighed“. Gud være med Dig i alt Dit og hjælpe Dig fremad, saa at Freden bevares! — — — —.