Danmarks Breve

BREV TIL: Emil Jespersen FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1871-07-19)

Fra Laub til Samme.
Viborg, 19. Juli 1871.

— — — —. Jeg gaaer tidt og skriver til Dig i mine Tanker. Saaledes skrev jeg forleden en Prædiken for Dig om „de indre Gemakker“, som Du veed, Martensen i Dogmatiken anvender paa Gud, der efter hans trøstelige Betragtning lever med i al denne Verdens Uro, men saa har sine indre Gemakker. I Ethiken kommer s. 214 det Samme igjen om Mennesket, der skal have sine indre Gemakker. Hvad vi have derinde — det er nu min Prædiken over hans Text — er ikke blot det, vi troe paa i Almindelighed, abstract, — men saaledes som det har faaet Skikkelse for os, altsaa det. vi have oplevet. Det sidste Aar er gaaet derind, og hun, med hvem Du levede det, og som egentlig er dets Indhold, hun er derinde. Man kan ikke altid være derinde, saaledes som Gud altid og paa eengang er baade inde og ude. Vi leve i Tiden, og Tiden er egentlig altid i de ydre Gemakker; det er kun fordi Evigheden er kommen herind, at vi i Øieblikke, spredt, men dog maaskee tidt, kunne komme ind i vort Lønkammer og lukke Døren. Egentlig leve vi vort Liv i de ydre Gemakker; men vi kan gjøre det med den Bevidsthed, at vi have det indre Gemak ganske i Nærheden, om vi end ikke kan uden videre gaae derind, og at vi veed, hvad vi der have. Egentlig, i den sande Virkelighed, er det kun der, vi have Noget: hvad vi leve, er det, som skal komme derind, naar det er færdigt, er blevet til, og blevet vort; men det have vi ikke endnu („ikke at jeg har grebet det“). Men det. der er bleven færdigt, naturligviis saaledes som det alene kan, klaret ved Naaden, som giver det dets Glands og visker alt Støvet af, det have vi. Du kan sige med Rette, at Du har ikke længere hende, som kunde sige Dig, hvordan Din Prædiken var, og Du har Lov til at føle Sandheden heraf. Men naar Du gaaer ind til det Inderste, maae Du dog sige omvendt: dengang blev hun givet mig lidt efter lidt, for at det skulde ende med: nu har jeg hende. Det, der er levet ud, alene det staaer fast, kan ikke mistes; her i de ydre Gemakker, ihvor straalende de end vare, kunde Du jo miste hende, og s. 215 vidste forud, at engang maatte det ende saaledes. I denne Prædiken ligger en stor Trøst for den Tid, som gik, at den i Ordets evige Betydning er gaaet til Ro ; men ogsaa for den Tid, som er tilbage, at alt det, som skal komme ind i de indre Gemakker, — og Ingen veed. hvor meget Gud endnu vil lægge til (tænk paa den lille Pige!) — det maae blive til i de ydre Gemakker, i Tiden og Uroen, — hvor vi maae være som de, der have Intet, „og dog besidde Alt“, — nemlig i de indre Gemakker, hvor der endog er Plads for det, som endnu ikke er færdigt, og i Visheden om, at der imellem dem og os er kun en Dør, som tidt endog staaer paa Klem, men engang skal heelt aabnes. — — —.