Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Jespersen, Emil FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1872-11-13)

Fra Laub til Samme.
Viborg, 13. November 1872.

— — —. Pal. Müllers (jun.) Bog ^*Om den prophetiske Inspiration.) kalder B. vel skreven, — maaskee; men — den giver det Halve, og — udgiver det for det Hele. Han nævner Betingelserne for at kunne være Prophet; men — „Herrens Ord skete til mig“, — „Herrens Haand kom over mig“, — „jeg saae i mine Syner“ osv., hvad det er, og det er dog egentlig Sagen, — nævnes ikke, d. v. s. skal gaae ind under det Første; — den psychologiske Forklaring er den eneste og tilstrækkelige. Sandheden i P.-M.’s Tanke, at Alle ere anlagte paa at blive Propheter, findes Ap. Gj. 2, 17; men her siges, at „det skal skee i de sidste Dage“. I Slangens Ord: „I skulle være som Gud“, ligger ogsaa en dyb Sandhed; Feilen og Løgnen var, at det skulde tages —- strax, som kun kan gives fra Himlen — gjennem Tiderne, Historien, hvor eet Folk — og enkelte Mænd — udvælges til at være de Andres Hjælpere, og saaledes at staae udenfor Rækken. Hvad der kunde været en rolig Udvikling uden mærkelige Overgange og Adskillelser, en normal (guddommelig) Væxt s. 220fra Guds Barn til Guds Prophet, det er forstyrret, fordi Mennesket begyndte med at sige: „jeg har grebet det“, — og nu maa begynde og igjennem det hele Løb blive ved med at sige det Modsatte. Derfor maa Guds Vei være høiere end (kan ikke falde sammen med) vor Vei, underlig, d. v. s. her: „Gud satte Nogle til Propheter“. Det er ikke svært at vise, at Alt maa skee menneskeligt, at derfor vi Alle staae paa een Linie; men det er kun den ene Side af Sagen; ogsaa Christus er et sandt Menneske, — vil man nøies med at lade ham staae paa lige Linie med os Andre, at finde en jævn Overgang fra de mange „store Mænd“ til denne største? Der er Tendents nok dertil i vor Tid; P. M. s Tanke maa conseqvent føre derhen, og er (forsaavidt) den gamle Rationalisme i nye Klæder. Da den gamle Rationalisme var ny, fandt man ogsaa, at den var klædt som et anstændigt, paalideligt Menneske, for hvem man burde lukke op; nu er Stadsen bleven til Laser.

P. M. s (Faderens) Bog om „Præstens Adgang til Alteret“ er maaskee ogsaa vei skreven, læseligere end meget Tidligere, men, siger jeg, ikke forstaaeligere, ikke overbevisende. Hans Forklaring af Skriften er. som han indrømmer, kun Formodning, og kan ikke engang være det overalt (kan Christus have spiist og drukket paa de Ord: „som gives — udgydes for Eder?“ men det er denne Deel af Paaskemaaltidet alene, hvorom her tales). Og hans Gjendrivelse af de gjorte Indvendinger holde ikke Stik, ere nær ved Sophisteri: den Maade, hvorpaa han vil faae en Ligestilling af Præst og Lægmand! At Vanskeligheden for en Præst ved at komme til Herrens Alter er saa stor, er ikke stemmende med Virkeligheden. Førend Sognebaandsløsnings-Loven blev Præsten med s. 221Rette anseet som heldigst stillet, da han kunde vælge sin Skriftefader; da tilveiebragtes en Ligestilling. Hvad P. M. nu forlanger, er, at Præsten slet ikke skal behøve at vælge; men er dette ikke igjen et Prærogativ, en Forstyrrelse af Ligestillingen, som vil falde stærkt i Øinene? At Selvcommunionen har fundet Sted i den ældste Kirke og i Reformationstiden, har han paaviist, altsaa at der væsentligt ikke kan være Noget at indvende, om end Præsten herved faaer en særlig Stilling. Men Spørgsmaalet er igjen om, hvad der fører ikke til Sagen selv i dens Reenhed, men i Tiden, Historien, det Udviklingstrin, hvorpaa vi staae, den Vei, ad hvilken vi ere førte dertil; og da maa det ikke oversees, at vor nu gjældende Praxis har — i Modsætning til, hvad der var givet frit — meget anbefalet, — dannet sig selv (ɔ: som det, der fandtes tjenligt), førend det sloges fast i Ritualet. Det er om det Betimelige, Tjenlige, her spørges; men det er et alvorligt Spørgsmaal. Og jeg vil nu først svare for mit eget Vedkommende: jeg vil ikke paa eengang give og modtage, saavidt er jeg ikke kommen. Jeg vil her være ligestillet med Alle: de Andre trænge til Een, ved hvem de faae det Hellige; jeg vil ogsaa trænge til Een, som kan tilsige mig mine Synders Forladelse, og sige: „tag — æd — drik ! “ Jeg vil møde i min Præstedragt, for at mindes min Tjeneste, men knæle blandt de Andre udenfor. Jeg vilde frygte — thi Selvcommunion er jo meent som, og maa jo være, en hyppig, stadig Communion, — jeg vilde frygte for snart og tidt at „æde og drikke uværdigt“, uforberedt, uden en alvorlig Beslutning o. s. v. ; jeg turde ikke vove mig dertil. Men dersom P. M. og Andre med Rette kunne mene sig ude over denne Fare (igjen et Prærogativ), s. 222skulde de saa ikke tænke paa de Andre, — „lige Stillede“, med samme Ret til at komme hyppigt, — ligesom de første Christne! Vilde ikke Mange lokkes heraf? men — er vor Tid dertil (efter Ap. Gj. 4, 32 maa det bedømmes, om 2, 46 gjælder)? Skulde det ikke her gjælde om, at Præsten stillede sig lige med de Andre? Men — Præstens særlige Trang, netop naar han gaaer i sin Tjeneste! — altsaa atter et Prærogativ; har ikke enhver Christen en Tjeneste? og trænger ikke Enhver ligesaa fuldt som Præsten til at have Herren med sig i den? man kan dog ikke pløie og saae og gaae til Alters paa eengang! Jeg maa fortælle Dig, eller, maaskee Du kjender den, minde Dig om eu gammel Historie. En Præst kom en Søndag hjem fra Kirken, hvor der havde været Altergang, og klagede for sin Kone over, at han ikke havde følt sig hjertelig med, fornummet Herrens Nærværelse; hun svarede: „Husk paa, at der gaaer Du for Borde, og kan ikke paa samme Tid sidde med tilbords!“ Hun var en rigtig Præstekone, og der ligger Meget i dette Svar. Hvad er det for en Tjener, som ikke kan bie med sin Trang til de Andres er stillet? som ikke kan finde sin Ære, Glæde og Styrke i at tjene Herren, i at høre det Ord: „hvo som annammer Eder, annammer mig; hvo Eder hører, hører Dig !“ — og saaledes vide og fornemme, at Han er med, — mægtig i Skrøbeligheden, i Hungeren og Tørsten, om saa maa være, vidende, at saa kommer ogsaa hans Tid til at sidde tilbords (sml. Luc. 17, 8), som til det Prærogativ, at være Tjener, endnu vil have det, at opvarte og sidde tilbords paa eengang, ja endnu det tredie, ikke at trænge til Nogen, som opvarter, at kunne hjælpe sig selv, og alt det under Navn af Ligestilling! Jeg er meget bange s. 223for alt det, her aabnes Adgang til. Og er det ikke underligt? Forfatteren vil, at der skal gaaes sindigt frem, det Nye, som er ivente, maa oppebies. Det ene lille Stykke, hvortil der strax er Trang, hvorpaa Præsten maa gjøre Fordring i Medfør af sit Embede, det angaaer ikke Menighedens Ret, — men Præstens! — altsaa han forrest! — Det undrer mig, at en Mand som P. M, kan her see saa aldeles forskjelligt paa Sagen fra mig; jegmener, at allerede de mange Vanskeligheder, han maa rydde tilside, det Meget, hvori han maa bringe en ganske anden, modsat Betragtningsmaade af den, som nu raader, frem, det Meget, hvorom der maa opnaaes Enighed, førend det kan forstaaes, at Præstens Fordring her er billig og tjenlig for Alle, maatte viist ham, at han i hvert Fald begynder denne Sag for tidligt. Nu frygter jeg, at man maa kalde denne Bog en farlig Bog, — der er Noget i den, som kan lokke Mange. Jeg beder for alle Mine, at de maae begynde og ende Læsningen med: „ikke at jeg har grebet det“ Dixi et liberavi aminam meam. — — — —