Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Kierkegaard FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1857-05-28)

Fra Laub til Kierkegaard.
Viborg, 28. Mai 1857.

Ved min Hjemkomst fra en Visitatsreise forrige Løverdag fandt jeg to Breve fra Dem, kjære Biskop Kierkegaard, — — men tillige saa meget Opsamlet at tage Haand i, at jeg først nu kan komme til at takke Dem for disse Breve og hvad de ledsagede, og endnu er der saa Meget for mig at gjøre, inden jeg d. 4. Juni igjen s. 238 reiser ud, at ogsaa denne Tak maae fattes saa kort som muligt, og jeg maae trøste mig med, at De alligevel vil troe paa dens Ærlighed.

Det har visselig ogsaa glædet mig inderligt, at de tre Udtalelser i Anledning af Daabsloven, Deres, Bindesbølls og min, i alt Væsenligt ere saa overeensstemmende, at Forskjelligheden i anden Henseende kun maae tjene til at fremhæve Enigheden. Mig har det saa meget mere maattet glæde (ogsaa B. s Circulaire laae her ved min Hjemkomst), som jeg var den Første, og maatte begynde uden med Vished at kunne vide, om de andre Biskopper vilde billige, baade hvad jeg havde skrevet, og at jeg havde skrevet. Det kostede mig megen Overveielse, inden jeg gik dertil, fordi jeg troede, at det ikke maatte opsættes ; nu kan jeg ikke fortryde det.

En hjertelig Tak skal De have, kjære Biskop Kierkegaard, fordi De har indviet mig i Deres private Correspondance med Bindesbøll. De vil have bemærket i mit Circulaire, at min Besvarelse af det Spørgsmaal: „hvad saa?“ ender med en — Indberetning, altsaa med Udsigt til en ny Overveielse og det Haab, at Svaret skal komme, naar Tid er, og kan ikke gives forud. Jeg kan vel tænke mig, at en Vægring ved at lade sit Barn døbe kunde være forbunden med en saadan Ringeagt for eller Miskjendelse af Daaben i Almindelighed og sin egen Daab, at den Paagjældende ikke længere kunde være Medlem af Kirken; men hvorledes denne Tænkemaade maatte udtale sig, for at kunne ansees som constateret i den Grad, at man maatte skride til det, som skulde være det Sidste, kan jeg ikke sige nu, og haaber, at jeg seent eller aldrig maatte faae Leilighed til at erfare det. Kirketugt skulde være noget ganske Andet end Udelukkelse, s. 239 nemlig et Middel til at helbrede og bevare; og saalænge den ikke kan blive det, maa jeg være bange for den. „Bekymrer Eder ikke for den anden Morgen !“ paa dette Ord har jeg overtaget mit Embede, og jeg maae bestandig anvende det. — — — —.

Det er vel sandt, at der ved Deres Skrivemaade er noget Egent (Egensindigt vil jeg aldrig kunne kalde det, da jeg mener, at jeg selv har havt en Deel af den Art at kæmpe med, og endnu neppe har overvundet det), som ikke Alle strax kunne forstaae. Det kommer hos Dem af den store Tankefylde, som ikke vil lade sig sammenknibe paa et snævert Rum; naar De kommer ud i det frie Rum — i Talen —, da er det forbi. Og derfor haaber jeg, det skal være Dem en Lettelse at faae begyndt paa at visitere, ligesom mig, — ikke fordi man der finder Alt glædeligt, men fordi man føler sig fri, og frit kan søge efter det Gode, Stort eller Smaat, hvortil man kan slutte sig. Der vil De sikkert blive forstaaet af mange Præster, som maaskee have siddet og grundet over Deres Circulaire. Dog, hvad Deres sidste Circulaire, til Menighederne, angaaer, kan jeg trøste Dem med, at ikke blot jeg mener, at enhver velvillig Præst maae kunne gjøre Meningen fuldkommen klar for sin Menighed, men at ogsaa Andre, hvem jeg har viist det og Bindesbølls, finde det sidste, i stilistisk Henseende tungere at komme igjennem. Om Deres Confirmationsdigt har jeg tidligere sagt Dem min Mening: at det og det Sind, hvorfra det kom, maatte kunne forstaaes af Alle. Og derfor, — maa jeg ikke nok tiltroe mig Ret til at tilføie endnu dette? — bliv De i Guds Navn ved at skrive paa den Maade, som er Deres egen, indtil Erfaringen lærer Dem, hvad der efterhaanden kunde være s. 240 at sige noget anderledes, vis paa, at De nok tilsidst skal blive forstaaet, og, efterhaanden som De bliver kjendt, mangen Gang troet, førend tilfulde forstaaet! Jeg for min Deel stræber i dette Haab at leve mig ind, navnlig med Præsterne, og De har uden Tvivl en særegen Gave til at meddele Dem ikke blot i den sammenhængende Tale, men ogsaa i den fortrolige Samtale. Der er jo ogsaa iblandt Præsterne Saadanne, som man har ondt ved at faae i Tale, men i Kirken maae de dog tale.

Naar De har endt Deres første Reise, saa maaskee De faaer Tid og føler Lyst til at skrive et Par Linier igjen til Deres med Høiagtelse hengivne

O. Laub.