Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Kierkegaard, Peter Christian FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1860-11-03)

Fra Laub til Kierkegaard.
Viborg, 3. November 1860.

Kjære Biskop Kierkegaard! Det er jo temmelig seent at komme nu med min Tak for den Gjæstfrihed, De viste mig i Mai Maaned. Siden den Tid har jeg jo tildeels ligget paa Reiser, hvor det falder, i det Mindste mig, besværligt at skrive Breve, og tildeels havt med andre Ting at gjøre — ligesom De. Jeg tvivler heller ikke paa, at De jo veed, jeg er glad ved at kunne saaledes engang imellem komme til at tale med Dem, men vil dog hermed paany sige det. — — — Naar jeg saaledes har været sammen med Dem, er der altid en Deel, hvorom jeg har faaet talt med Dem, men gjerne tillige, som det vel ikke let kan være anderledes, Noget, hvorom der skulde være talt mere. Saaledes er det navnlig gaaet den sidste Gang. De erindrer vel, at De, medens s. 241vi gik op og ned ad Gulvet og ventede paa Vognen, gjorde mig et Spørgsmaal, hvorpaa jeg blev Dem Svaret skyldig. Det har paa Hjemveien og siden ofte beskjæftiget mig, og dog kan jeg ikke sige, at jeg nu er bedre istand til at besvare det end dengang. Det var et alvorligt Spørgsmaal; og at det kom fra Dem, som neppe pleier at spørge uden i Forveien at vide, hvad De selv vil svare, maatte gjøre mig det endnu betydningsfuldere. Deres Ord erindrer jeg nu ikke nøiagtigt; men Meningen var omtrent denne: „Skal man anholde om, at saadanne Personer, som ikke have theol. Examen, men hvem to Biskopper efter anstillet Prøve finde skikkede dertil, maae kaldes og ordineres til ringere geistlige Embeder, hvor de da efterhaanden kunde erhverve Ret til videre Befordring?“ — Jeg anseer det for muligt, at De ikke vil vedkjende Dem dette Spørgsmaal ganske i denne Form, at Noget kunde tilføies eller udtrykkes anderledes; det kunde navnlig have meget at sige, om man herved gaaer ud fra Embedet, hvortil Personen søges, eller fra Personen, som ønsker et Embede. Men da vi ikke fik Tid til at tale ret meget om denne Sag, og jeg navnlig ikke til at samle og klare mig, hvad jeg vilde spørge Dem om, saa maae jeg nu lade Spørgsmaalet staae, som det dengang stod for mig, og overlade Berigtigelsen til Dem. Og det kan jeg saa meget lettere, som jeg dog ikke tænker paa i egentlig Forstand at besvare det her, men kun at sige, hvad der foreløbig volder mig Vanskeligheder, og derved maaskee give Dem en Anledning til at spørge mig paany.

Den første Vanskelighed møder mig med Hensyn til „Lærdommen“, som jo ikke kan undværes hos den, der skal være „beqvem til at lære Andre og at overbevise s. 242dem, der sige imod“, — og som jo ogsaa her skal være Gjenstand for en Prøve. Hvorledes skal denne Lærdoms Art og Omfang bestemmes? som den, der kan erhverves ved Hjælp af Modersmaalet ene ? Saa maae ogsaa Skriftklogskaben holde sig til Bibeloversættelsen. Tør man gaae saa vidt? Luther lægger megen Vægt paa „Sprogene“; og det forekommer mig, at man maae give ham Ret, naar Talen ikke er om Missionairer (endogsaa paa Island forlanger man jo, at Præsterne skulle have gjennemgaaet en Latinskole). Men skal der forlanges Kjendskab til det nye Testamente paa Græsk (om Hebraisk kan der jo neppe være Tale hos Candidater), og gaaer, som Forholdene ere, Veien til Græsk igjennem Latinen, saa vilde man ved en saadan Tilladelse være kommen saa lidt nedenfor de theologiske Candidater, at det var tvivlsomt, om Noget var vundet, eller om man ikke endog udsatte sig for at komme for meget i Kast med forulykkede Studenter o. desl. Det er vel sandt, at Græsken i Almindelighed betyder Lidt eller Intet for Præsterne (dog vel altid saa meget, at de kunne have en Mening f. Ex. om Oversættelsen af Matth. 28.); men om man ikke naaer hvad der skulde naaes, tør dog Fordringen opgives ?

16

Men dette er maaskee det Mindste. Der gives vist Lægfolk, som uden Sprogkundskab forstaae Biblen bedre end deres Præster, som have den fornødne Gave til at tale til en Menighed, og saa — hvad det især kommer an paa — den rette Drift dertil, som maaskee allerede vare Præster, hvis vi havde Propheter til at udpege, og Apostle til at indsætte de Ældste i Menighederne. Jo mere her maatte bortsees fra de udvortes Qvalificationer, desto mere maatte Vægten falde paa den indre, Aandens s. 243Kald. Men mon da ikke de to Biskopper maatte overtage et større Ansvar, end de kunde bære? Saaledes som Præsterne nu beskikkes, — af Staten, væsentlig ene efter udvortes Kriterier (ihvor Meget her endnu mangler i det Rette), have vi dog den Trøst, at Ordinationen ikke kan eller skal gjælde for Mere, for i nogen høiere Betydning at være den guddommelige Sanction, end vi i det Hele taget med frelst Samvittighed kunne svare til. Om det indre Kald er tilstede, maae vedkommende Ordinand selv svare for, og vi skulle kun, saa godt vi formaae, lægge ham dette paa Hjertet. Men anderledes blev det dog, naar vi skulde gjøre os selv ansvarlige for et Valg udenfor de sædvanlige Regler, men da og desto mere efter en Regel, som maatte holdes for paalideligere.

Men vilde ikke ogsaa, — naar der først var begyndt i denne Retning, — denne extraordinaire Beskikkelsesmaade efterhaanden blive en anden ordinair ved Siden af den nuværende, hvorved man ligeledes gik frem efter udvortes, kun noget andre, Kriterier? men da var jo Døren aabnet for megen Vilkaarlighed og Misbrug. Man kunde tænke sig en Tid, — og der har jo været Tider, hvor Sligt ikke var utænkeligt, da to Biskopper kunde enes om at ordinere en nepos, en fils cadet, som ikke paa anden Maade kunde naae til et Præstekald. Og om man end ikke vil tænke sig det Værste, om der og altid blev gaaet samvittighedsfuldt tilværks, kunde det ikke mangen Gang blive vanskeligt at afvise Een, som havde Lyst til at være, eller som en Menighed ønskede at faae til Præst, om hvem der ikke kunde siges, at han, efter hvad der for dette Tilfælde var vedtaget, var uskikket dertil, men for hvem man dog ikke turde indestaae paa den Maade, som det burde være, naar det Usædvanlige s. 244skulde skee? Mon der altid vilde være Energie nok til at modstaae deslige Opfordringer, naar først denne Vei var aabnet?

16*

Noget Usædvanligt maatte vistnok forsøges, dersom der var Trang paa Præster, hvad Tallet angaaer; men det synes mig ikke at være Tilfældet. Der er tidt Trang paa Capellaner, men der er Candidater nok; det gjælder kun om, at de ville komme frem. Men dersom der ved det Omspurgte skulde tænkes paa en Vinding i høiere Forstand, paa at skaffe noget mere christeligt og folkeligt Liv ind i Præstestanden, da mener jeg, at dette ikke kunde opnaaes paa denne Maade, uden at Andet derved sattes i Vove; og mon ikke vor theologiske Ungdom nutildags, saavidt jeg har havt Leilighed til at kjende den, giver godt Haab om, at det vil komme ad en anden Vei?

See, kjære Biskop Kierkegaard! om dette og det Meget, som De i den Anledning kunde have at sige mig, vilde jeg gjerne tale med Dem; men der kunde være meget længe til vi igjen sees: min Vei vil nu i nogle Aar ikke komme i Nærheden af Aalborg, og Deres fører Dem vel ikke saa let til vor By. Mon de ikke kunde have Lyst til at svare mig paa den besværligere og mindre tilfredsstillende Maade, som foreløbig alene er tilbage, — med Pennen? — — — —

Deres hengivne
O. Laub.