Laub, Hardenack Otto Conrad BREV TIL: Kierkegaard, Peter Christian FRA: Laub, Hardenack Otto Conrad (1868-04-04)

Fra Laub til Kierkegaard.
Viborg, 4. April 1868.

Kjære Biskop Kierkegaard! Jeg har længtes meget efter at sige Dem et Ord, om og kun med Pennen, efter det Alvorlige og Store, som er skeet ^*Valgmenighedslovens Vedtagelse.) —, ikke for at faae det gamle Forhold oprettet paany; thi det, antager jeg, har ikke været forstyrret, fordi det for en Tid har maattet hvile, hvad det havde maattet, selv om ikke det var kommet til, at vi i en vigtig Sag maatte handle efter en modsat Overbeviisning, — ikke for at faae det oprettet paany, men for at faae det igang igjen. Til nærmere Forklaring af det, der er skeet, har jeg Intet at sige: De vidste forud, paa hvilken Side jeg stod, og De har vist ogsaa tænkt Dem, at jeg har havt alvorlige Overveielser at anstille og alvorlige Betænkeligheder at overvinde, inden jeg besluttede mig til et Skridt, som det af mere end een Grund, ikke blot af Hensyn til Dem, var mig svært at gjøre. Hvad der især ligger mig paa Hjertet, er at faae sagt Dem Tak, fordi De ogsaa i denne mørkere Tid har — i. det mindste to Gange beviist, at De tænkte paa mig, og at mine Ord havde Betydning for Dem, hvortil jeg endnu maa føje, at jeg, ihvordan end Sagerne ville stille sig, vil komme til at savne, og allerede har savnet Dem paa den Plads, De nu har forladt. Det havde meget at betyde for mig i den Tid, som varede saa kort, at jeg, naar jeg havde Noget at sige, ikke skulde have det døde Neutrum Ministerium for Øie, men en Mand, som jeg vidste kunde forstaae og ikke misforstaae, hvad jeg sagde med to Ord bedre end ellers med ti. Dersom De har overkommet at see s. 248Noget af det, jeg i den Tid havde at indsende, da har De maaskee selv følt det, at det var med Dem personlig, jeg forhandlede, og hvilken Støtte jeg havde i Bevidstheden herom, selv om det skulde vise sig, at De var af en anden Mening. Det var dette, kjære Biskop Kierkegaard, jeg trængte til at sige Dem. — — —