Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christian Kierkegaard FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1872-02-20)

Fra Laub til Kierkegaard.
Viborg, 20. Februar 1872

Kjære Biskop Kierkegaard! Jeg havde tænkt at ville takke Dem for det sidst Tilsendte, naar jeg havde faaet Fortsættelsen. Men da jeg nu er ved at skrive Privatbreve, vil jeg ikke udsætte at komme ogsaa til Dem, især da vor, vel aldrig meget levende (fjerboldtagtige, — efter et Udtryk, hvormed jeg for nylig er bleven opmuntret til at blive ved), men dog heller aldrig for Alvor afbrudte Brevvexling sidst, ͻ: for 11 Maaneder siden, standsede ved et ikke kort Brev fra Dem, hvorfor jeg endnu ikke har takket Dem med Pen eller Mund. Altsaa nu Tak for det gamle Brev, ogsaa særlig for det tilsendte Trykte, — baade for Deres Protest mod N. Lindbergs uforsvarlige Polemik, hvormed han i sin Faders Fodspor (der dog i Tidens Beskaffenhed havde en bedre Berettigelse eller dog Undskyldning end hans Søn i Pieteten mod ham) stadig arbeider paa at udvide den sørgelige Kløft imellem Grundtvigianere og Ikke- Grundtvigianere, begge Dele efter en meget snæverhjertet Grændsebestemmelse, — og endnu engang særlig, fordi De vedblivende saa alvorligt og gjennemtrængende taler imod dem, over hvis Ansigt der, skjøndt de ere komne til Christus, hviler et Dække, saa de ikke kunne kjende Moses og forstaae, hvad han vil og skal. Jeg har aldrig kunnet forstaae, hvorledes man kan have et Evangelium, som ikke har en Lov bagved sig (— bagved, men her, som Noget, der aldrig kan glemmes); hvorledes man kan troe paa, at Christus har opfyldt Loven for os, naar denne Lov ingen Betydning har for os (atter „har“ i Betydning af det, der vedbliver, baade Hvilen i det Ene og Trangen til Hvile i Bevidstheden s. 256 om det Andet); hvorledes man kan sige, at den, der troer, bedrager sig selv, naar han siger: jeg har ikke Synd (ἁμαρτία = ἀvoμία), uden at indrømme Trangen til ikke blot at blive i, men ogsaa stadig at komme til Christus, og dermed Trangen til en fortsat Tugtemestertjeneste, som man nu villig og af Hjertet — forsaavidt Myndig og Fri — giver sig ind under; hvorledes det kan oversees, at vistnok er nu, derved at Christus blev født under Loven, det Store skeet, at vi kunde fødes under Evangeliet og begynde med det, men derfor er dog vort Liv kun en Deel af Menneskeslægtens Liv i det Hele, hvis Historie ligefra Adam maa samle sig og komme igjen i hver Enkelts Liv, og er endnu ikke færdig, ikke heller naar vi døe. Er der en fælles Synd og Nød og en fælles Frelse, saa maa Alt være fælles, og det beroer kun paa den forskjellige Plads, Enhver har faaet i Tidernes Længde, at de Gamle maatte see fremad efter det, vi have nærværende, men vi see tilbage til deres Tid, for at faae Deel i Alt. Dette er Ap. Gj. 4, 32 udvidet til alle Slægter, saaledes som det dog maa ende, naar Alt er færdigt. Tak, fordi De saa vedholdende arbeider paa at klare denne Sag, — en personlig Tak, ikke blot fordi denne Sag ogsaa ligger mig paa Hjertet, uden at jeg kan gjøre Noget for den i det Store, men ogsaa fordi Enhver stadig trænger til at erindres om den, fordi, naar Pharisæeren i ham er bragt til Taushed, saa kommer en anden Røst, som paa en anden Maade vil trøste ham med, at nu har han grebet det. — — — —