Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Peter Christian Kierkegaard (1873-11-14)

Fra Kierkegaard til Laub.
Aalborg, 14. November 1873.

Høiærværdige, kjære Biskop Laub! Jeg maae ikke opsætte at bringe Dem min hjertelige Tak for Deres venlige Brev. Var det end, som De selv ved dets Slutning anmærker, ikke langt, — kort tør jeg nu slet ikke kalde det, thi hvad blev saa adskillige af mine? — saa var der dog deri et condenseret Indhold, saa De nok derpaa kunde anvende non multa, sed multum, navnligen med Hensyn til hvad der maatte være opmuntrende og styrkende for mig. Og noget Saadant trænger jeg jo vistnok, efter mit eget Skjøn idetmindste, ret meget til, om det end nok kan være, at jeg ikke kan taale Saameget deraf fra Mennesker, som jeg vel helst ønskede, saa Herren maa holde mig kort dermed, netop fordi jeg ellers ikke ret vil eller kan komme afsted med, fuldt og ubetinget, at søge og finde det Alt hos ham. Jeg kan ikke vide, om De just har lagt Mærke til et Vers af Brorson, som s. 264 jeg i mere end 33 Aar har kunnet udenad i sin hele Sammenhæng med en af hans længere Psalmer, og hvori det hedder:

Du kjender selv vor onde Villie,
Hvor tidt den drages fra Dig bort,
Naar vi os Noget forestille
I Verden, som vi agte stort:
Hvor ofte os en Ven fornøier
Med gode Ord, med Haab og Trøst,
Og derved hemmeligen bøier
Vort Hjerte hen til Verdens Lyst.

For mig fik det Vers en særlig Betydning derved, at min afdøde Hustrues Moder, Bispinde Boisen, medens vi sørgede sammen, og jeg nok havde gjort hende opmærksom paa hin Psalme, gjorde en Erindring og næsten indsigelse mod dette Vers, nemlig dets sidste Halvdeel. Om jeg dengang svarede, og hvad jeg svarede, mindes jeg ikke: nu kunde jeg maaskee nok forsvaret Verset. Har De ikke seet i den senere Tid engang en efterladt Psalme af Grundtvig: Verden, ak Verden, hvi frister Du mig. . . Den kan, synes mig, reduceres til tre Vers, dette første, et der begynder: Kjærlige Frelser, og et, der begynder: Hjerte, o Hjerte. Og saa kan baade den og hiint Brorsonske Vers mangengang ogsaa anvendes paa vore kristne Venners Opmuntringsord til os: ikke fordi de ere af Verden, men fordi vi ere saa sørgeligen tilbøielige til at tage Noget ud af deslige Opmuntringer (t. Ex. at vi ere dygtige Karle og fortjente Mænd) og lade Resten ligge (t. Ex. at det er i Herren og for hans Skyld, Vennerne søge at række os et Bæger koldt Vand, naar Dagen er os hed og Byrden tung). Underligt nok er det jo overhovedet lettere for os at faae Herren i Tale, end for ham at faae os i Tale; og naar nogle kristne Kredse s. 265 dog helst ville forsøge at tale med ham igjennem en eller anden Helgen, saa have andre stor Lyst tit ikke at høre ham directe, men en Vens Ord paa hans Vegne, sikkert ogsaa fordi man saa — om end ikke vitterligen — betoner og tager ud, lidt mere efter eget Valg. Og er jeg nu fri derfor, fordi jeg veed at tale derom? Sikkert ikke. Men gjerne vilde jeg jo, netop fordi jeg bevæges saameget ved Deres Deeltagelse og Trøst, skamme mig selv lidt ud, fordi jeg saa let og saa tidt er nærved at glemme, at jeg selv i mine nærværende Sorgers Dyb og Mørke ikke er, idetmindste ikke behøver at være alene. Endnu engang da: Tak for Deres Brev og dets gode Ord, — enten den saa lyder i Samklang med eller synes ikke ret at stemme med de foranstaaende Betragtninger, hvilke jeg uvilkaarligen og ligesom lidt uforvarende er kommen ind paa.

— — — — — At P. A. Fenger har handlet urigtigt i at ændre Luthers Ord, og det i en bestemt eiendommelig Retning, — det anseer jeg, ligesom De, for klart; og at han deri ikke har været sig det Uberettigede bevidst, det er Noget, Venner nok kunne mene at forstaae, men gjælder ikke, hjælper ialfald ikke, iblandt Modstandere. Men imedens jeg til Ministeriet har udtalt min Misbilligelse af hans Ændren, har jeg ikke kunnet gaae ind paa, enten 1) at man nu skulde holde en Razzia efter Exemplarer af Oplag 13 og 14 (hvori den er indført), saavidt de alt ere i Skolebørns Hænder og Brug, — a) overflødigt, da deslige Exemplarer snart fortæres og saa Balslevs Forklaring har det Uændrede, i Form b) lidt inkvisitorisk, c) ængstende og forvirrende for en heel Befolkning, — eller vel endog 2) forbyde alle Oplag i Skolerne af vor gamle Pavekatekismus med Brochmands s. 266 Sentenser, — a) netop den, der gjaldt, da D. L. 2—1 erklærede Katekismen for en symbolsk Bog, og b) hvis rigtigere Redaction af Apostelsymbolets tredie Artikel siden 1857 er godkjendt ved Balslevs Optagelse af den. Jeg har raadet 1) at paalægge Skole-Directionerne og Skole-Kommissionerne igjennem Lærerne at paasee, at de omhandlede ændrede Oplag ikke modtages, naar nye Exemplarer medbringes enten af nye eller ældre Elever, — og 2) at underrette Præsterne om, at de af vordende Konfirmander — forsaavidt disse jo enten forudsættes at have lært Katekismens fem Parter, eller (som forsømte) endnu maae lære dem — ikke ere berettigede til at fordre anden Text end den i Vaisenhusets eller den i Balslevs Forklaring. Og kjært skulde det tilvisse være mig, om vore Betænkninger maatte gaae nogenlunde i samme Retning. — — —.

Hermed, kjære Biskop Laub, endnu engang Tak og Gud befalet i Jesu Navn.

Deres hjertelig forbundne
P. Chr. Kierkegaard.