Danmarks Breve

BREV TIL: Christen Sørensen Daugaard FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1855-04-12)

Fra Laub til Chr. Sørensen.
Haagerup, 12. April 1855.

Kjære Christen! Det er længe siden, jeg skrev til Dig, og her er skeet Meget i den Tid ; maaskee Du allerede har hørt Noget derom. Den 7. November blev jeg kaldet til Biskop i Viborg. Men inden jeg fik det at vide, var min kjære Kone bleven syg, og jeg skulde miste hende, førend jeg forlod mit gamle Hjem. Vi vare paa en lille Reise omkring hos min Familie i Langaa og paa Sludegaard, og paa Hjemveien blev hun pludselig saa syg, at vi maatte lægge os ind i Gislev Præstegaard, og hun naaede ikke sit Hjem, før hun var et Lig. Hun saae heller ingen af sine Børn, det kunde hun ikke taale. Hun leed meget Ondt, men hun leed med en ægte christen Taalmodighed. Hun satte alt sit Haab til sin Frelser, hvis Legeme og Blod var hendes sidste Mad og Drikke. Hun trøstede os Andre, og saae ud som en Engel. Da hun leed allermest, sagde hun, at hun kunde høre Psalmer og Lovsange for Herren i Hjertet, og at vi Andre skulde glæde os over, at vi ogsaa engang maatte faae det at høre. Jeg haabede saa længe jeg

19

s. 290 kunde, at Gud endnu vilde give mig hende igjen; men det var mig dog fra først af, som om hun var for god til at være længere i denne Verden, og at han vilde have hende hjem til sig. Nu har hun det godt. Hendes Legeme hviler paa Trolleborg Kirkegaard ved Siden af lille Hans. Der var Mange, som fulgte hende og græd over hende, ogsaa fra vort gamle Ryslinge. Jeg har havt stor Sorg, men Vorherre har viist mig, at han kan hjælpe, naar man. kun vil troe ham vel og bie paa ham; og det var skammeligt af mig, om jeg ikke skjønnede paa al den Trøst og Hjælp og de mange troe Venner, han har givet mig. Jeg haaber ogsaa paa, at han fremdeles vil være med mig og hjælpe mig med mit Huus og mine Børn, at vi engang Allesammen kunne samles med vor kjære Moder i hans evige Glæde. Hun holdt ogsaa meget af Dig, kjære Christen, det veed Du nok, og regnede Dig med til sine Venner, som hun glædede sig til engang at møde hos Gud. — Da hun var begravet, holdt jeg Afskedsprædiken her, og reiste derpaa til Kjøbenhavn for at blive indviet til Biskop; det var i Julen, og imidlertid vare alle Børnene hos min Svoger paa Sludegaard. I Januar Maaned var jeg her, derefter har jeg været to Maaneder i Viborg og begyndt mit Embede; til Paasken kom jeg igjen hertil, og nu tænker jeg paa at faae alle Børnene, paa H. nær, som skal blive i Odense i sin Skole, over til mig i Viborg; og saa haaber jeg, at Gud skal give os Glæde og Lykke der. Men det er jo svært at faae Alting vel i Orden; og der er saa mange Ting at betænke. Medens jeg var i Viborg, var jeg næsten altid glad, fordi jeg kunde mærke, hvorledes Herren hjalp mig; nu bliver jeg saa tidt bange og beklemt, og veed ikke, hvorledes jeg skal komme igjennem s. 291 det. Men det er jo ikke Andet end Utaalmodighed og Vantro ; saaledes maae vi ikke være, allermindst En, som saa tidt har prædiket for Andre, at de skulle altid troe Gud vel. Jeg tænker, Gud har gjort det saaledes af faderlig Kjærlighed; først har han givet mig Fred og Glæde, for at jeg skulde see, hvad han kan gjøre, naar Nøden er størst; derefter vilde han prøve mig, for at jeg ikke skulde hovmode mig og mene, at jeg er stærkere og bedre end andre Mennesker. Thi enten vi ere stærke eller svage, skulle vi troe ham; enten vi kunne fornemme hans Hjælp og Naade, eller vi gaae forladte, skulle vi troe, at han slipper os ikke, hans Haand fører os alligevel, som han har tilsagt os ; saa vil han være mægtig i vor Skrøbelighed. Vi skal ikke altid see Gud og hans Hjælp; men salige ere de, som ikke have seet, men dog troe. Derpaa øver jeg mig nu, og jeg troer, at Gud vil lade det lykkes for mig, at jeg maae finde Fred hos ham. Men bed ogsaa Du for mig og alle mine Børn, som nu ikke mere have den kjære tro Moder, at vi tidt maae tænke paa hende og takke Gud, fordi vi havde hende saa længe, og saa komme efter hende paa den Vei, hun er gaaet til evig Fred, i Ydmyghed og Kjærlighed til Gud og hverandre indbyrdes og i Tro paa vor Frelser, som kan forløse os fra alle vore Synder og den evige Død. Ja, Gud give os Alle Naade dertil! — — — — Jeg sender Dig herved de sidste Prædikener, som jeg har holdt paa dette Sted, fordi jeg aldrig kan glemme, hvor tro Du har været mig, og fordi jeg troer om Dig, at Du er ogsaa Guds tro Tjener og kjære Barn og vil med til Himmerige. Vil Du engang skrive mig et Brev til Viborg. saa veed Du, at det vilde glæde mig; vi faae vel ellers ikke meget at gjøre med hinanden i denne s. 292 Verden, og sees vel aldrig mere paa Jorden; men saa vil vi glæde os til Himlen.

19*

Din tro Ven
O. Laub.