Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Christen Sørensen Daugaard (1859-03-12)

Fra Chr. Sørensen til Laub.
Faaborg, 12. Marts 1859.

Kjære Hr. Biskop ! Det er længe siden, at jeg har hørt fra Dem og Deres Børn, og det er vel ogsaa længe siden, De har hørt fra mig ; men nu kan jeg ikke tøve længere, førend jeg faaer skrevet til Dem. Jeg længes inderlig efter at spørge fra Dem og alle Deres Børn, og hvorledes De befinder Dem her i Jylland. De maae ikke tænke, jeg har forglemt Dem, fordi det har varet saa længe siden jeg skrev Dem til. Nei, De er næsten aldrig af mine Tanker en Dag tilende. Hvordan skulde jeg kunne glemme Dem og Deres tro Kone og Børn, som har beviist mig saa meget Godt? Jeg kan aldrig noksom fuldtakke Dem. Jeg var faren vild fra Sandhedens Vei, og De søgte med al Omhyggelighed at bringe s. 295 mig tilbage paa Sandhedens Vei, ikke ved Trusel eller haarde Ord, men med milde og gjennemtrængende Ord, saa at hvo der vilde betænke det, kunde ikke modstaae Deres milde Tale. Jeg takker Dem for hver Løverdagaften og for hvert Ord, De har talt til vor Oplysning og til vor Sjæls Frelse. De har gjort Deres Flid for os; farer vi vild, da er Aarsagen ikke hos Dem. De mange livsalige Ord, jeg har hørt af Deres Mund, komme mig tidt i Tanker og trøste mig i Modgang. Da jeg nu sidder her og skriver dette Brev, da staaer De for mig, som det var kun en Time siden jeg saae Dem, og naar jeg betænker mig, saa er det omtrent ti Aar siden.

Hvad videre angaaer, saa vil jeg skrive Dem Noget til om mit jordiske Anliggende. Jeg har bygt mig et nyt Huus med Grundmuur, 13 Fag, de 6 Fag til Beboelsesværelser. Jeg takker Gud, Alt er lykkedes godt for os, og vi har, Gud skee Lov, slet ingen Nød lidt. Jeg har aldrig ønsket mig Mere, end det vi har. Vi har to Køer og to Stude til at gjøre Arbeidet med, sidste Aar avlede vi en 30 Tønder Korn og 20 Tønder Kartofler; det første Aar, jeg tog mod Stedet, da avlede vi 7 Tønder. Nu vil jeg ogsaa skrive og lade Dem vide, hvad Gjæld vi har; 50 Rdlr. er den hele Gjæld, vi har. Naar Gud vil unde os Helsen, saa har vi det godt. Min gamle Fader er levende endnu, men han er svagelig. Vi har ikke uden een Søn, og han bliver 5 Aar den 27. Juli; ham har vi en stor Fornøielse af; jeg ligner ham meget ved Deres lille Hans. Nu afbryder jeg denne min ringe Skrivelse med mange flittige Hilsener fra mig og min Kone og min Søn til Dem og alle Deres Børn. Jeg vil af Hjertet bede til vor Gud, at han vil føre os med vor Vandring her paa Jorden, at vi Alle maatte s. 296 samles hiinsides Graven med Glæde (Bliv hos os, Herre; det er mod Aften, og Dagen hælder!“), at vi der kunde samles med vore Kjære, som ere gangne iforveien, at vi der maatte samles med dem hos vor Fader og Frelser med Glæde, at ingen af vore Kjære der skulde savnes.

Nu har jeg opfyldt Deres Begjær; De skrev i Deres sidste Brev, at jeg skulde skrive Dem et Brev til med egen Haand; det har jeg nu ogsaa gjort, endskjøndt det kun er ringe. Jeg beder Dem endnu en Gang at hilse Deres Børn fra mig; min Hieronymus kjender mig, det veed jeg, men L. og H. og V. de har sagtens glemt mig; men spørg L., om hun ikke kan huske, at hun bad mig tidt om at gjøre hende en Fornøielse ved at spadsere med hende i Skoven? Det nægtede jeg hende ikke, det var jeg stolt af, at jeg kunde faae en Jomfru at spadsere med ; hun var altid saa rask. Og nu vil jeg ønske, at det maae gaae os Alle vel, og at jeg altid maae spørge dette fra Dem. Det vil være en stor Glæde for mig. Adjø! Lev vel!

Deres tro Ven
Chr. Sørensen.