Danmarks Breve

BREV TIL: Christen Sørensen Daugaard FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1859-03-22)

Fra Laub til Chr. Sørensen.
Viborg Bispegaard, 22. Marts 1859.

Min gamle Ven! Du har gjort mig en stor Glæde ved igjen at skrive til mig. Dersom Du ikke gjorde det, saa vilde jeg dog være vis paa, at Du glemte os aldrig; og dersom vi aldrig mere skal sees i denne Verden, vil jeg dog troe fast, at Gud vil samle os i sit Rige. Men det er dog saa glædeligt ogsaa hernede engang imellem s. 297 at høre fra sine gamle Venner, som man er bleven skilt saa langt fra. At Brevet er skrevet med Din egen gamle Haand, gjør det dobbelt kjært for mig: fra Din egen Haand og fra Dit eget Hjerte, det forstaaer jeg allerbedst. At Du heller ikke har glemt de Døde, min Kone og lille Hans, det skal Du ogsaa have Tak for. Vi har heller aldrig kunnet glemme Dig, og det skal aldrig skee, saa længe vi kan huske det Gode, Gud har gjort os, som vi dog maae bede om, at vi altid maae kunne. Det Bedste af Alt paa Jorden er dog troe Venner, ihvor vi saa har fundet dem. — — — — L. kan nok huske, hvorledes Du spadserede med hende ; hun er temmelig vel voxen og meget munter ; men muntre ere de da igrunden Alle, og et godt Helbred har de da ogsaa. V. kan nok huske lidt af Dig; men ogsaa alle de Andre, som ere fødte, efter at Du kom fra os, veed godt, hvem Du er; de har saa tidt hørt tale om gamle Christen, at jeg troer, de kjendte Dig, om Du kom. — Kan Du huske min Moder? Hun er nu i sit 80. Aar, og har boet i 10 Aar hos min Søster paa Sludegaard, som mistede sin Mand ifjor Efteraar. De har havt det godt, baade medens min Svoger levede, og efter hans Død; men i denne Vinter har min Moder været saa svag, at hun vist ikke har langt tilbage.

Det har glædet os meget at erfare, at Alting gaaer saa vel for Dig, og at Din lille Dreng, som dog er det Bedste af det Hele, er rask og trives. Gud bevare ham og give Dig megen Glæde af ham! Gud velsigne alt Dit, og føre os Alle saaledes igjennem denne Verden, at vi maae ikke elske Verden og de Ting, som ere i Verden, men elske Ham, som giver os alt det Gode, og saa engang med Glæde at sige Farvel til Alt, og gaae s. 298 hjem til ham og Dem, vi har hos ham, — dog ikke før vi ere færdige med det, vi skal her i Verden, som han har sat os til Huusholdere over! Hils Din Kone, skjøndt vi aldrig har seet hinanden, og Din lille Dreng. — Skriv mig dog engang, hvem Din Præst er, og om Du har nogen Glæde af ham i Kirken. Og nu lev vel, min kjære Ven!

Din tro O. Laub.