Danmarks Breve

BREV TIL: Christen Sørensen Daugaard FRA: Hardenack Otto Conrad Laub (1864-01-02)

Fra Laub til Chr. Sørensen.
Viborg Bispegaard, 2. Januar 1864.

Du kjære gamle tro Christen! Vi bar ganske rigtig faaet Dit kjære Brev af 17. August, og det er ikke ret, at Du har skullet vente saa længe paa Svar. Men den Gang havde jeg Meget at bestille, og saa kom jeg paa Reiser; saa tænkte jeg, at jeg vilde skrive til Juul, men det blev heller ikke til Noget. Men saa kom Dit sidste Brev Nytaarsaften, og vi var nær ved at græde af Glæde over Dig, at Du er saa tro, og at Du har det saa godt i alle Maader og skjønner saa godt derpaa, saa naar Du skriver derom og takker Gud derfor, er det, som om vi hørte en rigtig god og glad Prædiken; saa godt gjør det os at faae Brev fra Dig. Du skriver , at Du veed ikke, hvad Godt Du kan gjøre os: Du kan ikke gjøre os noget Bedre, end sende os saadanne Breve. Vi har faaet mange gode Breve i denne Juletid fra mange kjære Venner, men Du kan alligevel være vis paa, at der kan ingen gjøre os mere Glæde, end de, vi faae fra gamle Christen. Ja, kunde Du selv komme engang og see alle de Smaae, som nu er blevne store, det var endnu bedre; s. 312 men kan det ikke skee, saa vil vi glæde os til, at det skeer allerbedst, naar vi skal samles engang i Himmerig; og det vil vi altid bede om for hverandre, at det maa gaae os Alle saa, at vi maae komme med der for Jesu Skyld. Jeg har Meget at fortælle Dig af alle Slags, men det ender godt Altsammen. Min Svigerinde, hvem Du kalder den glade Rine, blev saa glad ved det Navn, Du giver hende. Hun kan ikke mere dandse saaledes som i Ryslinge, men det kan endda være, at hun er mere glad i Vorherre, nu hun har prøvet Noget, end hun var i de unge Dage. Hun har været meget syg; det begyndte i Foraaret; dengang var det meget strengt, og hun led meget Ondt; siden lettede det, men da det trak saa længe ud, var vi dog bange for, at det skulde blive Døden, eller at hun aldrig skulde forvinde det. En lang Tid kunde hun ikke røre sig; vi havde to Læger til hende; og vi tænkte tidt paa, hvordan vi dog skulde komme ud af det, dersom hun skulde kaldes bort; hun er dog vor anden Moder, og mine Børn har ikke havt en Stedmoder i hende. Det kunde hun mærke, og hun var saa taalmodig og glad ved Alt. Og naar vi nu tænke tilbage paa denne Sommer, kan vi ikke Andet end takke Gud, saadan som det er gaaet, og saa godt som vi have havt det med hverandre, og vi maae sige, at det Aar, som hu er gaaet, er dog blevet et af de allerbedste. Saadan kan Gud gjøre det. — I Sommer, da alle Børnene vare hjemme, var hun saa glad ved dem; De sad den halve Dag inde ved hendes Seng, somme Tider var hendes Kammer heelt fuldt af unge Mennesker, og Du kan troe, der blev leet meer end grædt. Nu er hun saa vidt, at hun kan være oppe det Meste af Dagen, og gaae lidt ud, naar Veiret er dertil. s. 313 Det, hun længes meest efter, er at komme i Kirke, — men saa har hun dog sine Bøger at trøste sig med; hun har ogsaa havt megen Glæde af min Broders Prædikener. Du veed jo, at hendes ældste Søn er kommen tilsøes. Han har været i Island i Sommer, og kom til Kjøbenhavn i October, men kom strax igjen ud og skulde til England. Han var just gaaet fra Kjøbenhavn og kunde være ude i Nordsøen, da den frygtelige Storm kom. Tagstenene raslede ned hos os, og det dundrede over vore Hoveder hele Natten, og Sengene rystede. Da laae hans Moder vaagen og anbefalede ham til den almægtige Gud; og det gjorde hun saa kraftigt, at dermed var hendes Angst forsvunden, og hun kunde vente i over 3 Uger, inden hun hørte Noget om ham. Saa kom der Efterretning fra Skibet, som var kommen i Havn i Norge; det var drevet om i 9 Dage, og ved det første Stød havde det lagt sig saaledes paa Siden, at de troede, det kom ikke op igjen; men det reiste sig dog, og kom efter 9 Dage ind uden at have mistet en Stang eller Klud. Juledag kom der Brev fra Sønnen selv, og det kan Du troe var til rigtig Glæde: i de 9 Dage var de ikke kommen af deres vaade Klæder, men han var uforsagt; da laae de endnu paa samme Sted ; alle de Skibe, som havde vovet sig ud, havde taget Skade, eller maatte vende om igjen.

H. er nu oppe til sin sidste Examen, og saa vidt han er kommen, er det godt. Naar han er færdig, og det er gaaet godt med hans Examen, skal han aftjene sin Værnepligt som Læge, som jo er en stor Lykke, medens saa mange Andre, der kun ere vante til at sidde inde og læse, maae marschere med den svære Oppakning og gjøre Felttjeneste i den strenge Kulde. s. 314 Det er vi ogsaa rigtig taknemmelige for, omendskjøndt vi havde glædet os til, at han skulde komme lidt hjem efter Examen og hvile sig; thi det gaaer haardt med Studeringen, naar det er imod Enden. Saa vidt var han ikke, da han gik nede i Kostalden hos Christen og alle Køerne. — —

Det glædede os inderligt at læse i Dine Breve, hvor godt Alting gaaer for Dig. Det undrer os, at Du kan holde saa mange Kreaturer paa saa lidt Hartkorn; saadan Velsignelse kan Gud lægge i Lidt. Men det Bedste er dog, at Du har Glæde af Din lille Søn, og saa, at Du skjønner paa det Gode; thi hvad nytter det at have det godt, naar man ikke selv veed af det, og ikke veed, hvad man har, naar alt dette engang slipper, og naar de onde Dage komme? Nu lader det jo til, at vi skal igjen have en streng Tid at gjennemgaae: og vi maae for Alvor bede Gud om at hjælpe vort lille Land imod dem, som i saa mange Aar have villet os ilde. Kongens Død var en stor Sorg. Men Gud kan gjøre Alting godt for os, naar vi kun vil holde rigtig sammen og holde os til ham og ikke være bange for at døie noget Ondt, for at han kan komme os til Hjælp. Thi vi skal prøves, før han vil hjælpe for Alvor. „Den han elsker, tugter han.“ Du har Ret, kjære Christen, at naar vi Alle vilde raabe til ham om Hjælp, saa hjalp han: men det er just det, vi Alle trænge til at lære; og dersom Krig og Elendighed kan lære os det bedre, end Fred og gode Dage hidtil har gjort, saa skal vi jo ogsaa takke Gud for det. Og saaledes kan det alligevel blive et godt Aar, et Naadeaar i Jesu Navn. Og saa ønsker jeg, — og det gjør vi Alle, — Dig og Din Kone og lille Jeppe et lyksaligt Nytaar, ihvordan det saa skal s. 315 gaae, og vi takke Dig for al Din Troskab og Kjærlighed i det gamle. Skriv igjen, naar Du kan, og troe ikke ilde om os, naar det varer længe, inden Du faaer Svar. Vi glemme Dig aldrig, ihvordan det gaaer; det kan vi aldrig; Du er dog en af vore aller kjæreste Venner. Fra L. og H. skal jeg hilse Dig og sige, at ihvor store de er, saa ligge de endnu i de Senge, som Du har gjort. Gud være med Dig i al Din Færd!

Din gamle tro Ven
O. Laub.