Danmarks Breve

BREV TIL: Hardenack Otto Conrad Laub FRA: Christen Sørensen Daugaard (1867-12-19)

Fra Chr. Sørensen til Laub.
Faaborg, 19. December 1867.

Kjære Biskop! — -— Nyheder har jeg ikke Noget at melde om, Alting er ved det Gamle; men Kornet er meget dyrt her. Rugen koster 12 Rdlr. Tønden. Avlen var klein her, og det kan blive svært nok for Mange; men jeg takker min Gud! han har givet mig saa Meget, at jeg har nok til mig og Mine, og der kan endda blive Lidt tilovers at give til de Trængende.

Nu kommer den glade Juul, „som os kan ret fornøje.“ Ja. nu er der henrundet mange Juleaftener, siden jeg var hos Dem; men Mindet derom bliver ikke glemt: og det var ikke godt, om jeg skulde glemme, hvor min største sande Glæde oprandt, nu Aarene tage til og jegseer, at det lakker imod Aften. Jeg seer tilbage paa min Gang, men der er ikke Noget, som jeg kan rose mig af, uden min Synd. Jeg har været min Gud utro, men han har været mig en barmhjertig Fader; derfor er jeg altid skyldig at takke og prise hans Navn. Han vilde ikke, at jeg skulde døe i mine Synder; derfor gav han mig ikke Ro, førend jeg kom til Dem. De oplyste min formørkede Forstand baade ved Ord og i Gjerning; De var for mig som et Billede paa Jesus; De kom ikke med Hævn og Straf eller onde Ord, naar Deres Tjenestefolk s. 327 havde forseet sig imod Dem, som vi vel havde fortjent; men De kom i Sagtmodighed, og Medlidenheden straalede ud af Deres Ansigt, saa at vi maatte takke Gud for en naadig Herre, som selv vilde hjælpe tilrette. Ja, De var for os som en Fader, der sørger for sine Børn. Jeg har tjent Dem i 9 Aar, og jeg kan sige med Sandhed, at jeg har ikke hørt et ondt Ord udaf Deres Mund. Hvem jeg taler med derom, beundrer det, og har aldrig hørt Mage. — Ja Deres kjære Kone giver jeg samme Lov. Hun var for os som en Moder, der sørgede for, at Alting gik vel; og hun vilde saa gjerne selv hjælpe tilrette baade i det Aandelige og Timelige; derfor kan jeg aldrig glemme hende: hun har været mig en god Moder; det var for mig, som dengang jeg gik hjemme hos min egen Fader og Moder; da kjendte jeg ikke til Modgang; da Dagen kom, at jeg skulde ud iblandt Fremmede, da gav de mig mange rørende Formaninger, at jeg maatte passe paa og blive den Gud tro, som havde antaget sig mig, og ikke glemme at bede til Gud, og det lovede jeg. Min Fader og Moder lærte os Bønner at bede hver Aften, naar vi gik tilsengs. Disse Bønner, som jeg havde lært, glemte jeg ikke, dem læste jeg ogsaa; men jeg stolede for meget paa mig selv, og deri tog jeg feil.

Nu vil jeg tilmelde Dem et Par Ord om, hvorfor vi kan ikke Andet end være glade. Gud har altid hørt vor Bøn og givet os Alt, hvad vi har bedet, om, og mange, mange gode Ting, som vi ikke har bedet om. Vi har ikke Rigdom, men vi er glade ved det Kald, Vorherre har givet os.− −Vi har en stor Glæde af at læse de Prædikener, som De har sendt mig. Det er, som jeg hørte Dem selv tale til mig. Hvad jeg nu har skrevet s. 328 til Dem, det er ærligt meent; det veed min Gud. Vi haabe, at vi med Guds Hjælp skal faae Glæde af min Søn; han er meget flittig til at læse og har let ved at lære. Han læser for os hver Aften i den Bog, De har givet ham; den har vi Alle meget kjær; naar han kommer til Enden, saa begynder han forfrar og den bliver dog ikke gammel. Nu til næste Vinter skal han gaae til Confirmation. — — Gud give, at vi Alle maae faae den rette Juleglæde, som aldrig kan bortfare!

Christen Sørensen.